Vi står som samfund midt i den største integrationsudfordring nogensinde. Heldigvis er vi på rette vej med erkendelsen af, at den bedste integration sker i arbejdsfællesskaber. Endemålet for integrationen må være, at nye borgere bliver selvforsørgende. Men vi skal passe på, at vi i vores iver efter at styrke beskæftigelsestiltagene ikke indretter os på en måde, hvor vi reelt begrænser nytilkomne flygtninges mulighed for at komme i arbejde.

Det er desværre blevet tilfældet med den statslige refusion for kommunernes integrationsindsats. Mange kommuners integrationsindsats består nærmest udelukkende af beskæftigelsesrettede tilbud, fordi det statslige refusionssystem kun dækker beskæftigelsestiltag. Det skaber en skævvridning, hvor eksempelvis sociale eller sundhedsmæssige barrierer for beskæftigelse negligeres.

Forstå mig ret: Det er ikke kommunernes fokus på beskæftigelse, der er problemet. Beskæftigelsesfokus er godt. Problemet er, at sociale eller sundhedsmæssige omstændigheder kan være den største barriere for at komme i arbejde. Hvis man eksempelvis forestiller sig, at man som flygtning er tynget af en psykisk lidelse, så er vejen til arbejde uendelig lang, hvis man ikke i første omgang håndterer de psykiske udfordringer. Pointen er, at den offentlige integrationsindsats aldrig må blive så ensidig, at vi glemmer at tage udgangspunkt i den enkelte.

Som det er i dag, tvinges socialrådgivere til at lade deres vurderinger styre af økonomiske incitamenter fremfor af faglige vurderinger. For hvor kommunerne før kunne opnå 50 % refusion for en række indsatser, er det nu sådan, at beskæftigelsesrettede indsatser får 65  % refusion, mens ikke-beskæftigelsesrettede indsatser kun får 35  % refusion.

Dermed risikerer vi, at nødvendige integrationstiltag, som skal forebygge sociale problemer og fjerne sundhedsmæssige barrierer, bliver vraget af usunde økonomiske hensyn. En risiko, der ikke bliver mindre af, at de enkelte ledere på jobcentrene selv har ansvar for at overholde budgetterne. Det skal ikke kunne betale sig at tildele nye borgere de integrationstilbud, som staten betaler den største del af, i stedet for det tilbud, som passer bedst til den enkelte borger.

Vi skal ikke lade vores integrationsindsats styre af usunde økonomiske incitamenter fra centralt hold, da det sker på bekostning af decentrale faglige vurderinger med udgangspunkt i det enkelte menneske.

En succesfuld beskæftigelsesrettet integration kræver, at man tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Derfor er det på tide at kigge på den statslige refusion ved integration.