Reform står i skyggen af færre sygeplejersker
Reform står i skyggen af færre sygeplejersker

Regeringens nye sundhedsreform lover flere varme hænder til at behandle et hastigt voksende antal syge danskere.
En kommission med Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i spidsen skal komme med anbefalinger til, hvordan det sikres, at der er tilstrækkeligt med sygeplejersker, læger og andre medarbejdere på sygehusene, de nye nærhospitaler og i ældreplejen.
Det kan vise sig at blive endnu sværere end frygtet. I hvert fald hvis dette års felt af kvote 2-ansøgere til sygeplejestudiet tages som en strømpil. 1165 færre har søgt om at blive optaget i forhold til 2021. Det svarer til et fald på 36 pct.
Hårdt ramt er især Københavns Professionshøjskole med et fald fra 1000 førsteprioritetsansøgere i 2021 til 675. Også hos VIA University College i Region Midtjylland er faldet stort - fra 803 sidste år til nu 539.
I lyset af, at regionen i 2030 vil mangle 2200 sygeplejersker, er det bekymrende, siger professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard.
Wakeup-call til politikerne
På forhånd var det ventet, at ansøgertallet ville falde i forhold til 2021, som var særligt på grund af coronapandemien. Nedlukninger og restriktioner gjorde det vanskeligt for unge at finde et job, tage på højskole eller rejse ud i verden.
Men det er langtfra hele forklaringen, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg. Over en femårig periode er der sket et fald i ansøgninger via kvote 2 på 45 pct.
- Der her må være et wakeup-call for politikerne. De skal få øjnene op for, at der skal mere til end en kampagne, der fortæller, at jobbet som sygeplejerske er meningsfyldt.
- De unge vil have et arbejdsliv, hvor vilkårene og lønnen er ordentlige. Hvis man som sygeplejerske skal føle, at der er tid til at yde omsorg til den enkelte patient, så kræver det, at man har nok kolleger, siger Dorthe Boe Danbjørg.
Negativ omtale påvirker studievalg
Det seneste år har der været særlig meget debat om sygeplejerskerne, da brudte overenskomstforhandlinger førte til, at de i sommer strejkede i ti uger for at få bedre arbejdsvilkår og mere i løn.
Det er blevet bemærket af de unge og kan være en af forklaringerne på faldet, siger professor Noemi Katznelson, der er leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
- Den negative omtale af arbejdsvilkårene påvirker de unges uddannelsesvalg. Når de ser, at sygeplejerskerne går på gaden i utilfredshed med løn og arbejdsvilkår, er det ikke en sællert.
Samtidig peger hun på, at unge over årene er blevet mere bevidste om det arbejdsliv, der venter på den anden side af uddannelsen.
Den negative omtale af arbejdsvilkårene påvirker de unges uddannelsesvalg. Når de ser, at sygeplejerskerne går på gaden i utilfredshed med løn og arbejdsvilkår, er det ikke en sællert.
- De lægger i dag meget vægt på, hvad uddannelsen peger frem mod. De vælger ikke bare en uddannelse, men i højere grad også et erhverv, siger Noemi Katznelson.
Tal fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 36 pct. af de studerende på professionshøjskolerne optages via kvote 2.
Hos VIA i Region Midtjylland håber direktør Kirsten Suhr Bundgaard, at det vil tegne lysere for kvote 1 med ansøgningsfrist 5. juli.
- Så den samlede søgning til VIAs uddannelser i år ikke bliver markant lavere end i fjor.
Færre vil pleje de syge og ældre
- Sygeplejerskeuddannelsen optager unge fra kvote 1 eller kvote 2.
- I kvote 1 fordeles pladserne på baggrund af karaktererne fra for eksempel gymnasiet. I Kvote 2 bliver ansøgerne vurderet på deres kvalifikationer og ikke kun på karaktergennemsnittet.
- Tirsdag var der ansøgningsfrist til kvote 2. På landsplan har 1165 færre søgt om at blive optaget på sygeplejerskestudiet gennem kvote 2 i år i forhold til 2021. Det svarer til et fald på 36 procent.
- Over en periode på fem år er der sket et fald i ansøgninger via kvote 2 på 45 procent.
- 5. juli er der frist for ansøgning i kvote 1. I den gruppe søgte 4703 om optagelse sidste år, hvilket var et fald på 8 procent i forhold til 2020.
Kilder: Dansk Sygeplejeråd og Forsknings- og Uddannelsesministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























