Velfærdsstaten er under pres, og vi står med store sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige udfordringer, ovenikøbet ulige fordelt mellem boligområder og mellem land og by.

Det står efterhånden mere og mere klart, at gold nedskæringspolitik og vedblivende effektiviseringer ikke løser vores problemer, men derimod skridt for skridt opløser den samfundsmæssige solidaritet mellem borgerne. Vi skal derfor bevæge os ad en helt anden vej:

I de fleste kommuner er ’samskabelse’ i dag blevet synonym med et nyt ligeværdigt samarbejde med civilsamfund og borgere. Når man ser på de nye samarbejder, er det dog i mine øjne ikke ligegyldigt, hvordan de bliver udfoldet, eller hvilken rolle kommunerne spiller. Det handler nemlig ikke om den konkrete opgavefordeling mellem civilsamfund og fagprofessionelle, men i højere grad om, hvordan vi skaber rammer for, at borgerne får de bedste muligheder for både støtte, omsorg og medvirken og dermed udfoldelse af egne interesser og værdier.

Det er ikke kun dét råstof, et demokrati er skabt af – det er også nødvendige overvejelser, hvis vi vil opretholde et velfærdssamfund med lige adgang for alle. At samskabe er at forhandle helt lokalt. Når vi samskaber, er der værdier og politik på spil. Det gælder såvel for den frivillige organisation, kommunens medarbejdere, grupper af borgere som for virksomheder. Samskabelse kræver derfor først og fremmest en forholden sig til værdier og formål, inden der tænkes i opgaver. Hvis vi ønsker et velfærdssamfund med lige muligheder for alle, skal samskabelse bygge på værdier som demokrati, lighed og fællesskaber. Og ikke på den stærkestes ret.

 Når vi samskaber, skal vi derfor:

1.  Sidestille borgernes erfaringsbaserede viden med den faglige viden. Civilsamfundet skal ikke erstatte den faglige medarbejder, men derimod arbejde sammen med socialrådgiveren, pædagogen og læreren om at skabe bedre løsninger. Når borgerens egen erfaringsbaserede viden og netværk sættes i centrum for løsninger, bliver vores samfund mere demokratisk. Når løsninger skabes sammen med borgerne fremfor til borgerne, får vi adgang til både viden og ressourcer, som gør det muligt at skabe mere effektive og bæredygtige løsninger. Professionelle skal ikke være mindre faglige; de skal blot bruge fagligheden i samarbejde med andre.
2. Opbygge stærke, lokale infrastrukturer til netværk, dialog og samarbejde. Det er vigtigt, at der ikke kun samarbejdes med dem, ”der er ligesom os selv”, eller ”dem, vi lige kender”. Der skal derfor ikke kun samskabes på baggrund af kommunale effektivitetshensyn, men også på baggrund af værdier om demokratisk deltagelse og lighed.
3.  Balancere mellem individuel og kollektiv samskabelse. Individuel samskabelse kan skabe værdi for den enkelte borger. Men med baggrund i de individuelle løsninger kan vi også tænke i organisatoriske løsninger på tværs i lokalområdet, der har en bredere betydning for flere borgere og borgergrupper – og på den måde skabe netværk på tværs af sociale skel. Dermed øges også den sociale mobilitet.
4. Tage udgangspunkt i borgernes demokratiske rettigheder og interesser: Civilsamfundets mange foreninger og uorganiserede borgergrupper er baseret på interesse- og værdifællesskaber. Samskabelse skal derfor allerede ske ved planlægning og udfoldelse af løsninger og ikke alene på baggrund af forhåndsdefinerede kommunale fokusområder. Derved sikres på en og samme tid demokrati og effektivitet. Det er helt enkelt mere effektivt også at få kvalificeret sin indledende problemforståelse af borgere og interessenter samtidig med, at det skaber større medejerskab. Derudover sikres, at samskabelsen ikke reduceres til at handle om at få løst nogle kommunale opgaver, men om reel demokratisk deltagelse.