Det er blevet populært at sige, at vi skal lukke jobcentrene. Det hænger blandt andet sammen med de mange negative mediehistorier, der har været om jobcentrene gennem  årene. 

Og med mange borgeres beretninger om umyndiggørende behandling, kassetænkning, fejl, meningsløse aktiveringer og uværdigt dyneløfteri.

Men i stedet for at lukke jobcentrene burde vi rive dem ned og bygge dem op på ny. Hvis vi bare lukker dem, risikerer vi, at de mange milliarder, der egentlig er tænkt til at hjælpe ledige i arbejde, uddannelse eller videre i deres liv, bliver brugt til at lukke huller på alle mulige andre områder eller finansiere politiske forslag, der ikke kommer de ledige til gode.

Hvad nu, hvis vi laver fremtidens jobcenter? 

Et system uden benspænd

Ja, vi skal nok bruge et andet navn til at begynde med. 

Men hvad nu hvis vi laver jobcentre, som møder den enkelte ledige præcis på den enkeltes præmisser, og udgangspunktet er at hjælpe borgeren videre i sit eget liv? 

Uanset om borgeren har sociale udfordringer, sundhedsmæssige udfordringer, brug for hjælp til at finde uddannelse, arbejde eller måske frivilligt arbejde?

Hvad nu hvis et jobcenters fornemste opgave blev at hjælpe ledige til at opnå trivsel og livskvalitet? Mon det vil føre til, at flere borgere faktisk får mod på uddannelse og arbejde, end det er tilfældet i dag, hvor mange borgere fører en kamp mod jobcentret, samtidig med, at de prøver at finde uddannelse eller arbejde, eller bare blive raske nok til at være lidt for deres børn?

I Alternativet havde vi gerne set et par forsøgskommuner mere, da statsministeren for nylig var i forsøgshumør og udnævnte syv kommuner, som får lov til at eksperimentere frit på folkeskole, dagtilbud- og ældreområdet.

Det kunne have været spændende, hvis hun havde turdet frigive forsøgsmuligheder i verdens dyreste beskæftigelsessystem.

Det vil være spændende, hvis en kommune fik lov til at eksperimentere med kontanthjælp uden modkrav og med et jobcenter, hvor tilbuddene er så gode, at ledige kommer uden at være tvunget.

Midler er der, men modet mangler måske 

For vores skyld behøver det ikke at være kommunalt. Tænk, hvis kommunens virksomheder, uddannelser, kursusudbydere, civilsamfundsorganisationer, sundhedsmyndigheder, iværksættermiljøer, fitnesscentre og psykologhuse sammen med kommunen kunne få lov til at lave et jobcenter, som præcist passer til de muligheder, den geografi, demografi, historie og kultur, der er lige i den kommune?

Tænk hvis medarbejderne på jobcentret blev opsøgende og kontaktede de ledige med alle typer tilbud, som kan hjælpe den enkelte videre? Hvis den ledige kan sige nej til det hele, indtil, der kommer et tilbud, som rammer plet? 

Det kræver selvfølgelig tro på, at mennesker begynder at sige ja til ting, der er relevante for deres liv, når de får lov til at sige nej til det, der ikke er relevant. 

I Alternativet er vi sikre på, at sådanne forsøg ville føre til en radikal ændring af det danske beskæftigelsessystem, som både vil få flere i arbejde og spare penge i længden.

Men det er dyrt at lave individuelle tilbud til de enkelte ledige i stedet for ”one size fits all” tilbud. Derfor er det jo heldigt, at vi kan bruge de milliarder, som vi nu bruger på kontrol, tvang og administration, til at give borgerne en individuel, håndholdt indsats.

Spørgsmålet er, om regeringen tør lave den slags forsøg. 

Det kunne jo risikere at lykkes.