Mens jeg skriver disse linjer, ligger jeg for døden på den smertelindrende afdeling på Farsø Sygehus. Kræften har desværre spredt sig til et punkt, hvor lægerne har fortalt mig, at min tid er begrænset - måske blot få dage eller uger.

Det giver mit budskab en særlig vægt, for jeg oplever netop nu på egen krop det nærvær, den omsorg og værdighed, som de små sygehuse kan tilbyde mennesker i livets sidste fase. Den personlige pleje og ro, jeg finder her, står i skærende kontrast til den travlhed og anonymitet, jeg for nylig mødte på det store sygehus i Aalborg, hvor jeg følte mig som blot et nummer i systemet. 

Som tidligere byrådskandidat og lokalengageret borgerstemme har jeg altid kæmpet for vores lokalsamfund. Det er så nemt at nedlukke de mindre sygehuse og deres afdelinger som blandt andet den smertelindrende afdeling her i Farsø, når man sidder i mødelokaler og indgår politiske studehandler.

Men når man ikke selv har været alvorligt syg eller været pårørende til en patient med terminal sygdom, som kræver særlig pleje, der ikke er mulig i hjemmet, så forstår man ikke, hvor afgørende vigtigt arbejdet på en afdeling som denne er. 

Her på den smertelindrende afdeling i Farsø gør personalet et enestående arbejde for at give værdighed til patienter i den sidste tid. Hver dag ser jeg deres øjne og mærker deres hænder - mennesker, ikke blot ansatte, der sikrer, at mine sidste dage bliver mødt med respekt og omsorg.

Uværdig mani

Det er alt for nemt for beslutningstagere at sige: "Lad os lukke afdelingen og flytte funktionen til Aalborg, så vi kan bruge pengene andetsteds". Som om afdelingen og dens funktioner ikke er nødvendige. Som om min værdighed og min afsked med livet ikke har betydning. 

Jeg synes, det er blevet en mani både kommunalt og regionalt at nedlukke velfungerende mindre sygehuse og afdelinger for at kunne prale med flere vindmøller eller solceller, mens man negligerer mennesker i den sidste tid af deres liv. Det er ganske enkelt uværdigt. 

Det, mange beslutningstagere glemmer, er, at det kun er de allermest syge, der ligger på denne afdeling. Derfor vil jeg minde dem om, at i det sundhedssystem, vi har i Danmark, bør patienten komme før systemet - ikke omvendt. 

Nogle vil måske indvende: "Men hvad er forskellen på, om det er i Aalborg eller Farsø?" Lad mig fortælle det: Selvom patienterne stadig vil kunne blive indlagt på en smertelindrende afdeling i Aalborg, tager man så hensyn til patienterne og deres pårørende? Ikke alle patienter har pårørende, der kan køre til Aalborg for at besøge dem regelmæssigt, hvilket kan føre til ensomhed i den sidste tid. 

For mange patienter vil en større afdeling også betyde, at de ikke oplever samme ro, som der er på en mindre afdeling som her i Farsø med plads til kun seks patienter. Og sidst, men ikke mindst: Der er simpelthen ikke nok pladser på det nye supersygehus i Aalborg. 

For mig virker det, som om man ikke har patientens livskvalitet i den sidste tid i fokus, hvis man nedlægger denne afdeling. Mens jeg ligger her og mærker mine kræfter svinde, beder jeg jer om at tænke på de mange, der vil komme efter mig. De fortjener samme værdige afsked med livet, som jeg er så taknemmelig for at modtage her.

Derfor: Let måsen og bak op om de smertelindrende afdelinger, vi har - der er for få af dem i forvejen. Dette er mit sidste ønske til jer – og til livet.