Den 25. februar udkom Trivselskommissionens rapport. Otte områder med i alt 35 anbefalinger til, hvad vi alle kan gøre for at hjælpe de børn og unge, der er i mistrivsel, men det, som mange måske også forsøger at læse sig frem til, er: Hvem har ansvaret? Er det skolen, samfundet, vennerne, forældrene – eller dig selv?
Svaret er simpelt: Det er os alle sammen.

Heldigvis fastslår kommissionen, at langt de fleste børn og unge har det godt, og dermed får man, for en stund, lyst til at sænke skuldrene og trække vejret mere roligt – men så alligevel ikke. For hvad med de børn og unge, som vitterligt har det dårligt? Dem må vi ikke glemme, og dem er vi i høj grad forpligtet til at hjælpe. Så hvordan hjælper vi dem bedst?

Ikke ”nice to” – men need to

To af hovedområderne fletter sig ind i kultur- og fritidsområdet, hvor kommissionen lægger vægt på, at positive fællesskaber og bevægelse i fritiden spiller en vigtig rolle. Det er jeg ikke overrasket over. Som formand for Kultur- og Fritidsområdet i Lejre Kommune finder jeg det ligefrem befriende, at vi nu, sort på hvidt, har så klare udmeldinger fra en ekspertgruppe.

For kultur- og fritid er ikke ”nice to” – men need to, hvis vi som mennesker skal fungere i både krop og sjæl. Det er klart, at deltagelse i - og tilknytning til fællesskaber via fritidsaktiviteter har en afgørende betydning for vores børn og unges trivsel, og at idræt spiller en rolle i en positiv udvikling af børns og unges selvværd.

Derfor er det en nødvendighed at investere i - og i højere grad prioritere kultur- og fritidsområdet. Vi skal som kommune løfte den del af ansvaret, som påhviler os – nemlig at sørge for, at rammerne på området løbende forbedres og ikke forringes.

Det er dog ikke hele løsningen, og det kan ikke stå alene. For noget af det, som også bliver italesat, og som for mange af os måske kan være lidt hård læsning, er forældreansvaret. Her er det tid til, at vi alle ser lidt mere indad, og at vi, som forældre, stiller et lille og simpelt spørgsmål til vores børn:
"Har du været en god ven i dag?"

For selvfølgelig er man ikke i lige så stor risiko for mistrivsel eller ensomhed, hvis man har gode venner og deltager i aktive fællesskaber med andre.

Positive fællesskaber og gode venner

Som forældre vil vi vores børn det bedste. Og de fleste af os ser nok også det bedste i vores børn – det er meget naturligt, men gør vi i virkeligheden os selv – og måske endnu værre, vores børn – en bjørnetjeneste?

Og hvornår har vi, sådan helt ærligt, sidst spurgt dem – og givet dem tid til at tale om, hvad det egentlig vil sige at være en god ven?

Hvis man skal tro på de tal, der de seneste år er kommet frem i hele landet, så er det nok lidt tid siden. For hvis samtalen derhjemme, over middagsmaden, oftere handlede om livssyn, dannelse og om hvordan man kan være noget mere for andre, så burde tallene jo være anderledes. Og så havde der måske slet ikke været brug for en trivselskommission!

Men når vi nu ved, at det i høj grad handler om positive fællesskaber og gode venner – hvorfor er det så så svært?

Måske fordi det stiller krav til os som mennesker. Krav om at vi ikke konstant skal have os selv i fokus, men løfte blikket, se andre og tilsidesætte vores egne behov for en stund.

Og vi har ikke råd til at fejle – for det handler om vores børn og det grundlag, vi skaber for deres fremtid og det samfund, de er en del af.

Tænk, hvis vi – ved at spørge lidt oftere – fik dem til at se, at der måske står en kammerat helt alene nede i skolegården. Tænk, hvis vores børn i højere grad så det som det mest naturlige at løfte blikket, se op, se andre – og aktivt gøre noget positivt, især for dem, der har allermest brug for det. Så ville der være én mindre nede i skolegården, der stod udenfor fællesskabet.

Måske er det lige præcis det, der skal til! At vi løfter blikket og ser hinanden, understøtter aktive kultur- og fritidsfællesskaber og bliver endnu bedre til at skabe de muligheder, vi som mennesker har brug for, og engang imellem spørger os selv: ”Har jeg været en god ven i dag?”.