Den stigende geopolitiske usikkerhed har skærpet fokus på Danmarks beredskab. Borgerne opfordres til at kunne klare sig selv i tre døgn med egne forsyninger, og det danske forsvar har fået grønt lys til at foretage indkøb for yderligere 50 mia. kr. i 2025 og 2026.

Men hvis den militære trussel en dag bliver virkelighed, og sirenerne begynder at hyle, vil langt størstedelen af danskerne stå uden adgang til beskyttelsesrum. Kun 12 af landets kommuner har i dag kapacitet til at rumme samtlige borgere i tilfælde af angreb.

Det viser en opgørelse, som Kommunen.dk og DK Nyt har udarbejdet på baggrund af kommunernes egne indberetninger til Folketingets Forsvarsudvalg i juni 2024, sammenholdt med befolkningstal fra Danmarks Statistik pr. 1. marts.

“Hvis man skaber frygt, må man også tage ansvar”

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, kalder situationen “useriøs”. Han påpeger, at tallene i den officielle opgørelse fra Forsvarsudvalget bygger på gamle kort og ikke på fysiske inspektioner.

- Man har kigget på nogle papirer, men ingen har rent faktisk været ude og åbne døren til beskyttelsesrummene. Hvis der overhovedet stadig er en dør på, siger han og nævner et eksempel fra Bornholm, hvor et beskyttelsesrum var fyldt op med papir og derfor ubrugeligt. 

Han mener, at kommunikationen fra politisk hold er usammenhængende: På den ene side advares der om risikoen for krig, på den anden side bliver beskyttelsesrum ikke prioriteret.

- Det hænger jo ikke sammen, siger han. 

- Hvis idéen er, at beskyttelsen af befolkningen skal være en del af vores samlede afskrækkelsesprofil – altså noget, der skal vise russerne, at det ikke kan betale sig at angribe os – så giver det jo ingen mening, at vi ignorerer det her område.

Det dur ikke, at vi ikke tager beskyttelsesrummene seriøst, fastslår han. 

- Så enten må vi jo tage det alvorligt – eller lade være med at tale om afskrækkelse i det hele taget.

Den nuværende situation skyldes ifølge Peter Viggo Jakobsen en årelang politisk forsømmelse:

- Vi har jo bare afviklet det hele og gået ud fra, at krig – det kom aldrig til at ske. Og da vi så begyndte at ane, at det måske ikke helt holdt stik – fra omkring 2014 og frem – ja, så havde vi politikere, der bare blev ved med at skubbe regningen foran sig. 

Han efterlyser ikke nødvendigvis fuld dækning i alle kommuner, men risikovurderinger, der kan danne grundlag for en differentieret indsats.

- Det skal jo ikke være sådan, at alle skal have adgang til et beskyttelsesrum, hvis det ikke er nødvendigt – på samme måde som vi heller ikke giver alle en redningsvest, hvis de aldrig kommer i nærheden af vand.

Historiker og adjunkt Iben Bjørnsson bakker op om flere af Peter Viggo Jakobsens pointer. Hun vurderer, at risikoen for krig er lav, men understreger det principielle i sagen:

- Hvis man bliver ved med at tale om, hvor farlig verden er, og hvorfor vi skal bruge så og så mange milliarder på oprustning – så gør man altså også folk bange. Og så har man et ansvar for at have et beredskab på plads.

Hun kritiserer videre fraværet af en klar national plan.

- Det siger jo noget om den manglende nationale plan. Det er ikke noget, kommunerne selv kan løse – det kræver en samlet indsats og klar politisk retning.

Ifølge Iben Bjørnsson handler det ikke kun om beskyttelsesrum, men om hele det civile beredskab og borgernes tillid til myndighedernes evne til at agere i en krisesituation.

- Det er måske ikke et akut problem, men principielt er det da et problem, hvis der ikke bliver gjort noget. Og det handler ikke kun om beskyttelsesrum – det gælder hele det samlede beredskab. Det er lidt uklart, hvad planen overhovedet er. Der er noget principielt forkert i at tale truslen op uden at sikre, at der faktisk er et beredskab, der kan tage imod den, siger hun.

Iben Bjørnsson forklarer, at hvis vi som land signalerer, at vi er forberedte, og at vi kan beskytte civilbefolkningen, så bliver vi også mindre sårbare i fjendens øjne. 

- Civilbeskyttelse er en del af oprustning. Folk vil gerne have en plan – det handler om tryghed. Og der er beskyttelsesrum klart en del af det, siger hun. 

- Hvis man skaber frygt, må man også tage ansvar for konsekvenserne. Det handler i sidste ende om et princip.

Læsø har nul pladser at gøre godt med 

Læsø er en af fire kommuner med en dækning på 0–10 procent. Ifølge opgørelsen har økommunen ikke én eneste plads i et beskyttelsesrum til sine 1.716 borgere.

Kommunaldirektør Kurt Bennetsen erkender udfordringen.

- Vi står i en helt anden situation i dag, end vi gjorde for fem år siden. Den geopolitiske udvikling har i høj grad øget behovet og det fokus, der er på beredskab og sikringsrum.

Men hvor skal kommunens indbyggere søge hen, hvis krisen indtræffer?

- Godt spørgsmål, siger Kurt Bennetsen og foreslår, at borgerne i stedet “skal søge i trygge rammer i deres hjem”. 

Kommunen overvejer i øjeblikket, hvordan man kan forholde sig til de nye problemstillinger og forbedre beredskabet. Ifølge Kurt Bennetsen undersøger man mulighederne for både nybyggeri og ombygning af eksisterende offentlige bygninger.

- Der er forskellige muligheder, men det er klart, at det også rejser nogle økonomiske spørgsmål – for eksempel om man skal etablere beskyttelsesrum i eksisterende offentlige bygninger.

- Det er dog ikke noget, KL og andre aktører har lagt op til, at man skal starte med her og nu. Men vi er i gang med at overveje, hvordan man kan forholde sig til de nye problemstillinger, som er opstået, siger kommunaldirektøren.

Faaborg-Midtfyn og Odsherred Kommuner, der har kapacitet til henholdsvis otte og syv procent af deres borgere, har ikke reageret på vores henvendelse inden deadline. Kommunaldirektør Henrik Nielsen fra Stevns Kommune, der har plads til otteprocent, har afvist at udtale sig.

Vi skal bevare proportionerne

Selvom kun et fåtal af kommunerne har tilstrækkelig plads i beskyttelsesrum, er der ingen grund til panik. Det mener Alexander Høgsberg Tetzlaff, militæranalytiker ved Københavns Universitet.

Han placerer spørgsmålet om beskyttelsesrum lavt på sin prioriteringsliste.

- Når jeg tænker på sikkerhed, er det først og fremmest hybride trusler, det generelle beredskab, cybersikkerhed og klimaforandringer, jeg mener bør prioriteres.

Han vurderer, at risikoen for, at beskyttelsesrum bliver nødvendige, er meget lille – selv i tilfælde af en væbnet konflikt.

- Der er noget i denne debat, som taler direkte ind i frygten for krig – især påvirket af det, vi ser i Ukraine. Men selv i tilfælde af en væbnet konflikt mellem NATO og Rusland, er der meget få steder, der ville blive angrebet direkte. Det er ikke en situation, hvor man vil tæppebombe hele befolkningen. Vi skal også bevare proportionerne.

Han anerkender dog den kommunikationsmæssige udfordring i, at myndighederne taler truslen op uden at prioritere civilbeskyttelsen.

- Hvis man gerne vil signalere, at man har styr på borgernes sikkerhed, virker det useriøst, hvis man samtidig ignorerer det civile beredskab, siger han og rejser dernæst spørgsmålet om prioritering af ressourcer:

- Vi har jo ikke uendelige ressourcer. Det er altid en afvejning – skal pengene gå til flere sygeplejersker, bedre ældrepleje, eller beskyttelsesrum? Man må prioritere, og her synes jeg, det giver god mening at lade beskyttelsesrummene forblive, som de nu engang er. 

Han mener i stedet, at man må nøjes med næstbedste løsning og finde andre måder at søge dækning på, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

- Hvis fanden er løs i Laksegade, så må man gøre det næstbedste. Hvis truslen kommer fra luften, så handler det om at søge dækning – i sin kælder, under en bærende væg, eller andre steder med solid beskyttelse. Min hovedpointe er, at worst case kan det blive et problem – men spørgsmålet er, om det står mål med de penge, vi skal bruge. 

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, er enig i vurderingen fra Alexander Høgsberg Tetzlaffs pointe om prioritering og understreger, at kommunerne er fanget i et dilemma:

- Det er jo det dilemma, kommunerne står i hele tiden. Hvis du har hørt nyhederne, så ved du, at der også er kritik af, at kommunerne ikke bruger nok penge på at beskytte sig mod stigende vandstand og ekstremt vejr. Så spørgsmålet er: Skal pengene gå til klimabeskyttelse eller til beskyttelsesrum?

KL: Kommunerne mangler en samlet plan

Hos KL efterlyser man en national plan for beredskabet, herunder hvad der skal ske med beskyttelsesrummene.

"I kommunerne efterlyser vi klarere meldinger på, hvad niveauet af beredskab og nødberedskab skal være. Det gælder også, hvad fx beskyttelsesrum skal bruges til og hvornår. Der er ifølge FE ikke en direkte militær trussel mod Danmark. Til gengæld er hybridkrig og nedbrud af kritisk infrastruktur en del af det nationale risikobillede. Så vi mangler at få svar på, hvorvidt og hvordan beskyttelsesrummene – der er lavet i en anden tid, hvor der blev ført krig på helt andre måder – skal bringes i spil," skriver Johannes Lundsfryd, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

Han understreger samtidig, at prioritering er nødvendig, fordi ressourcerne er begrænsede:

"Samtidig har vi ikke alle ressourcer i verden, og der er andre vigtige velfærdsopgaver. Regeringen har ansvaret for at vise, hvordan der skal prioriteres for at skabe størst mulig tryghed og sikkerhed for danskerne. Derfor bør regeringen komme med en samlet plan – og også tage stilling til, hvordan det skal finansieres – hvis der er behov for at investere mere i beskyttelsesrum."