Cecilia Lonning-Skovgaard er født i 1975.

Opvokset i Hellerup i et hjem med bøger, ballet, opera og abonnement på The Economist og holdningen om, at man ikke kan gøre for, at man er dum, men man kan godt gøre for, at man er doven.

Cecilia Lonning-Skovgaard er den ældste ud af en søskendeflok på fire. Faren var gymnasielærer, og moren underviste i engelsk i Udenrigsministeriet.

Cecilia Lonning-Skovgaard gik på Krebs Skole på Østerbro og brugte årene, fra hun var 10 til 25 år, i en bordtennisklub i Gladsaxe, først som spiller og siden som træner herunder for Danmarks pigelandshold.

Som 18-årig kom Cecilia Lonning-Skovgaard ind på Journalisthøjskolen. Efter det første år skiftede hun til Aarhus Universitet ,hvor hun læste til cand.scient.pol.

Modtager af Kronprins Frederik-legater til Harvard, hvor hun læste en Master of Public Administration.

Har været ansat i McKinsey, Carlsberg, Codan og Ørsted inden for HR, strategi og ledelse.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2008.  

Bor på Østerbro med sin mand Anders. De har sammen tre børn på 6, 11 og 13 år.

Sin fritid bruger hun på børnenes håndbold- og fodbold-aktiviteter - også som træner for sin yngstes håndboldhold.  

Hun er personligt glad for sit fighterinstinkt, mindre glad for at bekymre sig om stort og småt.

Cecilia Lonning-Skovgaard blev beskæftigelses- og integrationsborgmester i 2018. Hendes vigtigste mærkesag er at sørge for arbejdskraft til de københavnske virksomheder, så velfærdshjulene kan løbe rundt. Efter årsskiftet er borgmesteren blevet mødt af en voldsom kritik for sin ledelsesstil, og hun og ledelsen har derfor igangsat en undersøgelse af arbejdsmiljøet i hendes forvaltning.

Bagom borgmesteren - De professionelle spørgsmål

Hvordan er du som chef?

Det er jo desværre et højaktuelt spørgsmål for mig, da jeg efter årsskiftet er blevet mødt af en meget voldsom kritik af min ledelsesstil. Dels fra HK og Djøf, som i et brev har udtrykt en generel utilfredshed i forvaltningen, og dels fra en række anonyme kilder i B.T, som tegner en meget hård kritik af mig som person og som leder; at jeg skulle være splittende, skabe utryghed og frygt og flere andre ting.

Det har været voldsomt og meget chokerende at læse for mig. Særligt, fordi jeg har gransket vores seneste medarbejder- tilfredshedsundersøgelser, herunder den fra april 2021, hvor der ingen kritik er at finde udover, at det trækker og er hulens koldt her på rådhuset om vinteren.

Jeg har været borgmester siden 2018, og der har ikke på noget tidspunkt - hverken fra sekretariatschefen eller direktionen - været nogen, der har sagt, at jeg må ændre min stil, at jeg må tone ned, eller stramme op, fordi medarbejderne har været utilfredse. Så jeg er meget chokeret. Og berørt og ked af det.

Men kan du genkende dig i noget af kritikken?

Jeg kan godt genkende, at det har været et heftigt efterår. Vi har haft nogle pressesager i forvaltningen og på rådhuset, der har fyldt meget, og der har været meget på spil i månederne op til valgkampen, så jeg kan godt se, når jeg spoler tilbage, at jeg ikke har ageret korrekt i alle situationer, og at bølgerne er gået højt. For eksempel hele håndteringen omkring flytningen af den tidligere fagdirektørs  (Marianne Sørensen red.) ansvarsområder; det håndterer jeg ikke korrekt, der går det for stærkt for mig.

Og det fortryder du nu?

Ja. Jeg skal være den første til at beklage den håndtering og hele efterårets hektiske forløb.

Nu ser jeg indad og tænker over, hvordan jeg skal håndtere og kan agere mere professionelt og konstruktivt fremover, når der opstår pressede situationer, hvor der er tryk på fra alle sider. Der er ting, jeg skal lære omkring mig selv nu.  

Vi har også rakt ud til rådgivningen ’Arbejdsmiljø København’, som nu skal afdække medarbejdernes oplevelser og bekymringer. Min helt klare ambition er at lytte til de råd, der kommer fra dem i kølvandet på undersøgelsen, for jeg ønsker, at vi skal være en forvaltning, hvor der er et ordentligt arbejdsmiljø, og hvor det er rart for alle at være og komme.

Inden kritikken, hvordan oplevede du dig selv som leder?

Jamen jeg har opfattet mig selv som inddragende. Jeg synes, jeg har bedt om og lyttet til forslag og til nye, gode ideer, taget folk med på råd, taget dem med ud i feltet. Selvfølgelig har jeg afvist eller parkeret ideer, hvis ikke de har passet ind i rammerne, til tidspunktet eller for mig som venstremand. Men jeg synes, at jeg afmelder på en ordentlig måde. Jeg sætter ikke ting i gang, hvis jeg ved, at jeg ikke kommer til at kæmpe for dem i budgetforhandlingerne.

Jeg så også mig selv som en chef med et grundlæggende godt humør og som en ligeværdig teamplayer, der ikke dyrker at sidde for bordenden og blive talt ”op” til. Men igen, det er der nogen, der ikke er enige i, og det forholder jeg mig nu til og reflekterer over.

Hvad er din største bedrift siden 2018?

Det er at have fået ro på et område, der var meget kaotisk, da jeg overtog posten. Der var ugentligt flere demonstrationer på Rådhuspladsen med overskrifter som Liv over lov og Jobcentrets ofre. Der var en frygtelig masse brok over folk, der blev parkeret på kontanthjælp, at mødet med systemet var fremmedgørende og fornedrende, at ingen kunne få førtidspension i København og så videre. Men det er lykkedes os at ændre den servicekultur; ændre på, hvordan vi møder borgerne, hvordan vi taler til dem, og hvordan vi skriver til dem. Vi har fået lavet et mere humant, et mere fair og ordentligt system.  

Er du igangsætter, drifter eller afslutter?

Hvis det havde været i mit tidligere arbejdsliv, ville jeg sige drifter. Jeg var god til tage ideer fra organisationen, holde dem på sporet og i princippet også køre dem i mål. Men som borgmester er jeg mere igangsætter. Her er jeg ude og snakke med folk, få ideer til og indsigt i, hvad der kan blive bedre, udforske om nogen laver noget fedt andre steder, som vi også kan gøre. Jeg er i højere grad indpisker, der indsamler ideer og får dem sat i gang.

Hvilken politiker er sværest for dig at lægge arm med?

Hvis vi snakker på rådhuset, så er det en som Lars Weiss (S). Han har lige fem års mere historik end mig og er uhyggelig godt inde i alle sagerne, så han kan virkelig godt være svær at bide skeer med. Der er virkelig tænkt over tingene, og han har gode argumenter. Der skal man bare stå tidligt op, men det er jo godt.

Hvilket politisk område har givet dig flest benspænd?

Inden for beskæftigelsesområdet er dimittendledigheden en af de nødder, vi ikke har fået knækket her de sidste fire år. Det er ulykkeligt, at vi ikke får grebet hurtigt nok fat i de unge mennesker og får dem ud i job, de har jo brugt mange år på at uddanne sig og repræsenterer en stor ressource.. Det er et stort samarbejde mellem jobcenter, virksomheder og universiteter, der skal udvikles.

Hvad vil du selv råde dine børn til, hvis de vil læse klassisk filologi?

De skal følge deres hjerte, men jeg vil klart råde dem til at supplere med en projektlederuddannelse eller læse første del af HD ved siden af.

Nævn en afgørende episode fra din periode som borgmester.

Da vi i februar 2020 kom ud med en rapport, der for første gang dokumenterede, at social kontrol findes som en afgørende barriere i forhold til etniske kvinders indtog på arbejdsmarkedet. Den rapport læner både Christiansborg, KL og andre kommuner sig nu op af i deres arbejde med emnet. Vi har på en sej måde fået skubbet diskursen for, hvordan vi taler om social kontrol på det område.

Hvilken politiker fra oppositionen inspirerer dig?

I kommunal sammenhæng, Jens Kramer Mikkelsen (S). Han var supervisionær på vores bys vegne, tænk bare på Ørestaden, og kunne samtidig levere rugbrødsarbejde, få landet aftaler på rådhuset og få Christiansborg med. Det var ikke bare skåltaler og store programmer, han leverede.

Hvad betyder fremtoning for dig?

Jeg gør meget ud af at fremstå professionel og respektfuld i forhold til dem, jeg skal ud og møde eller tale til. Når jeg holder taler, også selvom de er improviserede, har jeg altid talepapirer med - det signalerer, at jeg er forberedt. Og så kommer jeg til tiden. Giver hånd. Ser folk i øjnene. Tøjmæssigt prøver jeg at stile efter Margrethe Vestager (R) og Mette Frederiksen (S). Jeg synes, de klæder sig klassisk, feminint og professionelt.

Borgmesteren - privat:

Har du et fast morgen- eller aftenritual?

Hver aften inden jeg går i seng, læser jeg tre artikler i The Economist, som jeg får med posten hver fredag. Så ved jeg nogenlunde, hvad der foregår i resten verden, i USA, på månen, inden jeg skal sove, ha ha. Når ugen er omme passer det med, at jeg har fået læst hele bladet, og så kommer der et nyt. Om morgenen skimmer jeg altid lige Børsen.

Hvilke bøger ligger på dit natbord?

Biografier eller skønlitteratur, hvor det ikke går personerne alt for slemt. Jeg er meget sart og skal ikke læse om folk, der bliver slået ihjel og tortureret. Jeg har lige læst Anne-Cathrine Riebnitzskys Vindens port, og så har jeg en biografi om Churchill liggende, som er meget lang, og som jeg er gået lidt død i.

Hvad griner du af?

Jeg har totalt onkelhumor uden jeg lige kan forklare, hvad det er. Men jeg griner meget både på arbejde og privat – og af Anders Mattesens Ternet Ninja-film. Alle de roller han selv spiller som spænder bredt fra speltmødre til halvfjerdserlærere. Det er vildt, hvad han kan. Og sjovt.  

Hvordan er du som borddame?

Jeg er en rigtig god borddame. Jeg spørger og spørger og spørger. Nogle gange hvis jeg har fået en stille bordherre, kan jeg da godt tænke, at nu er der gået to timer og vedkommende har ikke spurgt mig om noget en eneste gang. Men jeg fortsætter ufortrødent. Det er nu engang den rolle, jeg tager. At få alle med i samtalen, og jeg går gerne med på de emner, som folk gerne vil snakke om. Det er noget, jeg har med hjemmefra; at tage ansvar, sørge for, at alle er med rundt om bordet.

Højder og hunde. På tur i 1.klasse var vi i Rundetårn, og oppe i tårnet tænkte jeg: Tænk hvis jeg falder ned. Jeg har haft højdeskræk lige siden. I dag kan jeg fx ikke gå på trapper, som man kan se igennem. Jeg får tunge ben og kan næsten ikke bevæge mig. Derudover er mine søskende og jeg vokset op med en mor, der var skrækslagen for hunde, hun sagde altid: Pas på, børn, dér er en hund! I dag er jeg bange for alle slags hunde, store og små, også hunde i snor. Og nu er der alle de her coronahunde, der pludselig flagrer rundt, når jeg er nede og se min søn spille fodbold. Jeg prøver at lade være at give min frygt videre til mine børn, mens jeg smiler stift til hundeejerne, der siger: Den gør ikke noget.

Nævn en afgørende episode fra din ungdom.

Da jeg fik kronprins Frederik legatet til Harvard. Jeg var 22 år og mødte de her vildt dygtige forelæsere og fascinerende, dedikerede og drevne studerende fra hele verden, der på en meget mere artikuleret måde, end hvad jeg var vant til hjemmefra, var optaget af at gøre en forskel i verden. Det var virkelig ‘ask what you can do for your country’ attitude. Alle havde klare ambitioner for, hvorfor de var der. Nogle skulle hjem og have styr på vandforsyningen i Afrika eller hjem og genopbygge Østeuropa eller løse nogle innercity problems i USA. Selv fik jeg rykket min karriere et andet sted hen, end jeg lige havde set for mig. Det var livsomvæltende for mig. 

Hvor mødte du din mand?

På Carlsberg. Vi arbejdede i den samme finans-afdeling og var på hold sammen til DHL-stafetten, og så udviklede det sig stille og roligt derfra.

Hvilket andet menneske er du inspireret af?

Min mor. Hun er simpelthen et jern. Hun er en virkelig sej dame på 75 år. Da de lukkede sprogskolen i Udenrigsministeriet for en tre-fire år siden, besluttede hun sig for at blive selvstændig, så hun arbejder stadig lige så meget som før og har også styr på os børn og på børnebørn. Hun er et kæmpe energibundt.