Anmelderne er både enige og barske: 

Portrætbogen ”Pape - hele vejen” fremstår som et ukritisk skønmaleri af den konservative statsministerkandidat. En kedsommelig opremsning af ligegyldigheder om en person, som ikke har meget interessant på hjerte. 

“Det er foruroligende at læse den nye biografi om Søren Pape Poulsen. Er han virkelig manden, der lige om lidt kan blive statsminister i landet, må man spørge sig selv. En så skødesløs og vankelmodig leder og en så gennemført uinteressant politiker?”, skriver Informations Anton Geist, mens Ekstra-Bladets Mads Kastrup konkluderer:

“'Pape - hele vejen' er således den fotoshoppede udgave af hovedpersonen. Det usædvanlige er, at billedet krakelerede allerede inden udgivelsen. Et ordentligt forlag havde stoppet skønmaleriet. Og krævet at begynde forfra.”

Den måske hårdeste dom fælder Jarl Cordua i Berlingske Tidende:

“Desværre glemmer forfatterne alt for tit undervejs, at de bør holde distance til den portrætterede. Indimellem kammer det helt over, hvor man lige må tjekke op på, om udgivelsen mon er forfattet af ansatte i den konservative pressetjeneste.”

Udgivelsestidspunktet kunne med det blotte øje dårligt være mere uheldigt. Bogen nåede akkurat ikke at forholde sig til de seneste ugers skriverier om Papes problematiske tur til den Dominikanske Republik og den nu forhenværende ægtemands lettere omgang med sandheden. Og dermed kom den ufrivilligt til at virke bedaget allerede på publiceringsdagen.

”Pape - hele vejen” promoveres fortsat af Gyldendal med helsidesannoncer i landsdækkende dagblade. Hvor meget den sælger, og hvorvidt den er et aktiv eller det modsatte for Søren Pape i den verserende valgkamp, må tiden vise. 

For trods både anmelderkritik og uheldig timing kan bogen vise sig givtig og kaste stemmer af sig, når krydset skal sættes.

Den menneskelige faktor har betydning

For portrætbøger, de venlige af slagsen, kan knytte politiker og vælgere i relationer, som ikke behøver at have med politik at gøre. Får man et indtryk af mennesket bag den politiske facade og en fornemmelse af træk, man sympatiserer med, kan det overtrumfe eventuelle politiske uenigheder.

Ingen har forsket i biografiers betydning i valgkampe herhjemme, men det har Stephen Nicholas Goggin fra Berkeley-universitetet i Californien. Stephen Nicholas Goggin har en doktorgrad i politisk videnskab og har undersøgt betydningen af den traditionelle strøm af politiske biografier, som publiceres med knivskarp timing op til amerikanske primærvalg.

Han konkluderer, at politikere i deres strategi fokuserer - ikke på en enkelt mærkesag, men på sig selv. Hvordan de voksede op, deres familie, hobbyer og hvordan de var, før de blev politikere.

Betydningen bliver ofte ignoreret i politisk videnskab, men ofte er det led i en tilrettelagt strategi at systematisere og præsentere en række personlige oplysninger om kandidaten, skriver Nicholas Goggin i sin forskningsartikel fra 2016.

- Kandidater præsenterer sig selv strategisk med vægt på fordelagtige karaktertræk, mens de går let hen over andre. Biografiske faktorer påvirker vurderingen af kandidater på linje med partilinje og politik, fortæller Stephen Nicholas Goggin og konkluderer:

- Biografier spiller en selvstændig rolle i vælgeres opfattelse afhængig af betydningen for den enkelte, hvor mindeværdige de er, timingen, rækkefølge og hvordan oplysningerne flugter med generel opfattelse af parti-stereotyper. 

Biografierne har altså en betydning på linje med andre faktorer. Nok så interessant: Berkeley-professoren finder sammenhæng og vælgereffekt i detaljerne og mindre i det overordnede budskab i de politiske biografier: De små ting, som gør hovedpersonen tredimensionel, og  hvordan de spiller sammen med læserens situation og holdning - det aktuelle valg, lokale forhold og vælgeren selv.

Relationer kan overtrumfe negative aspekter

Bogen om Søren Pape Poulsen er ikke et diktat, men er skrevet af to uafhængige journalister. Men følger man  Stephen Nicholas Goggins teori, kan de mange detaljer om borgmestertiden i Viborg, ungdomslivet, hal-ballerne og opvæksten som adoptivbarn i Bjerringbro vise sig som en gevinst, der overtrumfer udeladelserne og manglen på kritiske spørgsmål.

For klikker detaljerne med vælgernes opfattelse af Pape som menneske, er der skabt en relation, som kan få negative aspekter til at træde i baggrunden.

”Pape - hele vejen” kom måske nok lidt akavet på banen, men til gengæld var timingen perfekt i forhold til den verserende valgkamp. Og nok ikke tilfældig i forhold til det lange forspil til valgudskrivelsen.

Og her er den ikke den første af sin art, som dukker belejligt op, når hovedpersonen har allermest brug for det. ”Mette Frederiksen - et politisk portræt”  af Thomas Larsen blev udgivet tre uger før seneste folketingsvalg i 2019 og var dermed præcist timet i lanceringen af den socialdemokratiske statsministerkandidat.

Ligesom tilfældet er med Pape, var bogen om Mette Frederiksen ikke bestillingsarbejde, men skrevet med i hvert fald formel uafhængighed af en uvildig journalist.

Så meget desto bedre for hovedpersonen, fordi det naturligvis lægger til troværdigheden. I modsætning til amerikanerne, er vi ikke meget for alt for tydelig anprisning af egne dyder.

Pointen er: Uanset hvor dårligt skrevet, hvor meget eller hvor lidt kritik, hvor lidt eller hvor meget afsløring biografierne indeholder, kan politiske biografier levere noget, som man ikke henter i tv-debatter eller interviews: Den menneskelige dimension. Og værdien heraf skal man ikke undervurdere. 

De modne med

Som en sidebemærkning fornærmer man næppe mange ved at karakterisere det potentielle læsersegment til biografier på papir som hjemmehørende i den modne vælgerskare. Som måske ikke bevæger sig så flittigt på de sociale medier, hvilket kun hæver værdien. For på sociale medier har politikerne jo for længst indset, at vejen til vælgernes hjerter går gennem spegepølsemadder, hunde-videoer og vinterbadning. På print får man så de sidste med.