Det er svært ikke at have en holdning til Pia Kjærsgaard. Instruktøren Kathrine W. Kjær siger da også direkte til Pia Kjærsgaard: “Jeg har har nogle helt andre politiske holdninger end dig, men derfor vil jeg rigtig gerne forstå dig som menneske.” 

Målet med dokumentarportrættet Pia – Jeg fortryder Intet er derfor først og fremmest at tegne et portræt af mennesket Pia Kjærsgaard. Vi kommer tæt på hendes forhold til sin familie, hendes forholdet til moren, som samtidig lærte Pia Kjærsgaard, at hun aldrig måtte bøje nakken for nogen, og når snakken falder på Pia Kjærsgaards bror, Henrik, som endte med at være tættere på flasken end sin familie, får den ellers hårde politiker tårer i øjnene og må trække sig til siden. Ikke at hun er meget for at indrømme det. Da de besøger brorens gravsted, insitererer Pia Kjærsgaard med grødet stemme, at det er vinden, der er skyld i de blanke øjne. 

Men det er svært at komme bag den hårde facade og politikerskjold. Pia Kjærsgaard pakker et par farverige rullesko ind i gavepapir til et barnebarn, mens hun bliver spurgt til, hvilke konsekvenser hendes politiske engagement har haft for hendes rolle som bedstemor. Pia Kjærsgaard indrømmer, at det bestemt har haft konsekvenser, mens hun har blikket stift rettet ned mod pakkeriet. “Sådan er det bare,” siger hun bare. 

Der er ikke plads til svaghed. Der bliver klippet over til debatter med Sofie Linde om #MeToo og Sikandar Siddique om racisme i Danmark. “Lad vær med at træk offerkortet,” siger hun kontant til dem begge. 

Pia Kjærsgaard ønsker på ingen måde ønsker at fremstå som et offer. I stedet affejrer hun ømme spørgsmål med en “det-er-som-det-er”-attitude. Hun fortryder intet – og vil ikke forholde sig til de personlige konsekvenser. 

I skyggen af kaos

Instruktør Kathrine W. Kjær har stor succes med at male et portræt af Pia Kjærsgaard i de små øjeblikke, hvor der ikke bliver sagt så meget. Hun udviser forfængelighed, når hun helst ikke vil interviewes uden sin vanlige læbestift på. Hun udviser moderlighed, når hun samler sammen til DF-sommerfest i sin egen baghave. Hun udviser indestængt frustration, når hun skuler olmt, da hun må vente i kø til et DR-interview, hvor stationen først vil tale med Pernille Vermund.

Der er mange flotte billeder og optagelser af Pia Kjærsgaard på ferie og væk fra den politisk scene med sin mand på enten Santorini eller i sommerhus på Enø. Men politik og Dansk Folkeparti er altid i baggrunden. På stranden i Grækenland fortæller Pia Kjærsgaard om, hvordan hun havde håbet, at hendes otium skulle blive mere fredfyldt. I sommerhus følger hun nervøst Messerschmidts skæbne i Meld- og Feld-sagen. 

Der bliver klippet frem og tilbage fra de dage, hvor Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti og partiets himmelflugt til Hovedbestyrelsesmødet, hvor der er kold luft mellem hende og Kristian Thulesen Dahl og vrede følelser i kog under Martin Henriksens tale. Hun er tydeligt berørt og frustreret over kaoset i DF. Efter det skuffende og katastrofale kommunalvalg ser hun opgivende ud og konstaterer blot, at det må ledelsen stå på mål for. 

Et politisk portræt

Pia – Jeg fortryder Intet er et udmærket, omend alt for kort portræt af en af de mest indflydelsesrige skikkelser i dansk politik i nyere tid. Der er flotte scener, hvor man man kan se, at Pia Kjærsgaard er blevet ældre, hvordan hun er som hustru, som veninde, som bedstemor, men det glider alt sammen i skyggen for Pia Kjærsgaard som politiker og DF’s krise. 

Instruktør Kathrine W. Kjær siger selv sidst i dokumentaren, at hun egentlig havde ønsket at lave et personligt portræt af hende som menneske og ikke som politiker. Pia Kjærsgaard slår selv fast, at der ikke er nogen forskel på politikeren og mennesket Pia Kjærsgaard. Men som portræt ender det politiske spil med at overskygge portrættet af mennesket bag ikonet. 

Dokumentaren står som et interessant kig bag facaden på et parti i opløsning – og måske lige før et sammenbrud – og et portræt af en politisk nestor, men vi har endnu tilgode at blive helt klog på Pia Kjærsgaard ude af en politisk ramme. Men måske er det vitterligt ikke længere muligt at skille de to ad.