Partiskift, ansættelser og fyringer
Partiskift, ansættelser og fyringer

Kommuner - sket i byrådene
Mangeårig socialdemokrat skifter til Moderaterne
HOLBÆK: Efter en periode med politisk rod og et brud med Socialdemokratiet i november er Holbæk-politiker Ole Hansen nu blevet medlem af Moderaterne. Partiet får dermed sin første repræsentant i Holbæks kommunalbestyrelse, hvor Ole Hansen også genopstiller ved valget i 2025.
39-årig skoleleder bliver ny borgmester
HERLEV: Det bliver 39-årige Marco Anders Damgaard, som overtager borgmesterposten i Herlev, når Thomas Gyldal Petersen forlader den til nytår. Marco Damgaard er til daglig skoleleder på Tingbjerg Skole, et job han fik i 2017 som blot 32-årig efter tre-fire år som souschef. Også i den politiske verden har han været engageret i skolepolitik som formand for kommunens børne- og uddannelsesudvalg og næstformand i familie- og forebyggelsesudvalget. Han har siddet i byrådet siden 2018, er født og opvokset i byen og her boet der det meste af sit liv. Han er gift med Christinamai og har fire børn.
S-viceborgmester træder ud af byrådet
FREDERICIA: Efter 13 år i Fredericia Byråd har 1. viceborgmester Søren Larsen (S) valgt at sige farvel til byrådet og politik. 16. december vil han bede byrådet om at lade ham udtræde fra årsskiftet. Der er flere årsager til, at han vælger at trække stikket nu. Han finder det mere og mere vanskeligt både at varetage sit job og være aktiv i kommunalpolitik, samtidig med at han også ønsker at bruge mere tid med sin kone, børn og børnebørn.
Farvel til politik fra nytår
RUDERSDAL: Jens Ive (V), som i ni år var borgmester i Rudersdal, forlader politik fra årsskiftet. Jens Ive blev borgmester i 2012, men efter KV21 måtte han overlade posten til Ann Sofie Orth (K), hvis parti oplevede stor fremgang, mens Venstre gik tilbage. Han har også siddet i KL’s bestyrelse fra 2014 indtil april sidste år og sidder stadig i KL’s internationale udvalg. Tidligere i år blev Jens Kloppenborg valgt som Jens Ives afløser som borgmesterkandidat. Ives plads i byrådet overtages af Per Carøe.
Protestparti er pludselig næststørst
RANDERS: To partiskift gør protestpartiet Østbroen til det næststørste i Randers sammen med Venstre og efter Socialdemokratiet. Partiet kæmper for en såkaldt Østbro over Randers Fjord frem for den planlagte Klimabro i centrum. De to nye byrådsmedlemmer er Anker Boje, der for nylig forlod Socialdemokratiet, efter at han tidligere på året tabte afstemningen om at blive borgmesterkandidat, og Bo Ratz, der blev valgt for De Konservative, skiftede til Nye Borgerlige, vendte tilbage til De Konservative og nu altså skifter igen.
Eks-borgmester forlader S
RANDERS: Socialdemokratiet i Randers har mistet tidligere borgmester Keld Hüttel som medlem. Han ønsker ikke at uddybe hvorfor. 85-årige Keld Hüttel var borgmester i Randers fra 1988 til 2001, hvor han forlod politik. Han har samlet siddet i byrådet i 32 år.
Partihopper skifter parti for anden gang
AARHUS: Polly Bak Dutschke blev valgt ind i Aarhus Byråd for Socialdemokratiet i 2021, men hun har gennem byrådsperioden bevæget sig mod midten med et stop hos De Radikale, inden hun nu er endt hos Moderaterne. Hun blev valgt ind i byrådet med 1.170 personlige stemmer. I februar i år skiftede hun til De Radikale med begrundelsen, at hun ønskede at sætte de aarhusianske plejehjem fri fra regler, hvilket ikke var muligt som en del af Socialdemokratiet. Ved skiftet til Moderaterne bruger hun samme begrundelse.
EL’er melder sig ind i Alternativet
AARHUS: Thure Hastrup, som i februar 2023 meldte sig ud af Enhedslisten og blev løsgænger i Aarhus, har nu meldt sig ind i Alternativet. 70-årige Thure Hastrup forlod i 2023 Enhedslisten efter store interne stridigheder i partiet. Alternativets to byrådsmedlemmer har i længere tid haft et tæt samarbejde med ham, oplyser partiet. Alternativet har ikke været repræsenteret i Aarhus Byråd de seneste fire år. Partiet fik ved KV21 valgt i alt fem mandater i landets kommuner, men er nu oppe på syv.
Borgmester går på barsel
KØBENHAVN: Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) blev i juni far for tredje gang, og derfor er han gået på tre måneders barsel. Louise Theilade Thomsen (V) tager over som fungerende borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i de tre måneder, Jens-Kristian Lütken er på barsel. Louise Theilade Thomsen er gruppeformand i Venstre og næstforperson for kultur- og fritidsudvalget og medlem af teknik- og miljø-udvalget. Hun er 28 år og kandidat i international business and politics på CBS.
Konservativ forlader politikBen
HØRSHOLM: t Fabricius (K), som har siddet i kommunalbestyrelsen i Hørsholm siden 2018, stopper i politik. Årsagen er, at han ønsker at hjælpe og støtte sin kone, som er alvorligt syg. Han afløses af stedfortræder Esben Dyekjær, som overtager hans plads i sports-, sundheds- og kulturudvalget
S-politiker bliver løsgænger
SKIVE: Byrådsmedlem Ruth Kristensen har meldt sig ud af Socialdemokratiet og fortsætter som løsgænger. 71-årige Ruth Kristensen, som har siddet i byrådet siden 2010, kalder beslutningen en af de sværeste, hun har truffet i sit liv. Hun var formand for kommunens social-, sundheds- og forebyggelsesudvalg, indtil posten for to måneder siden overgik til Stine Esther Christensen (S). Sidstnævnte skulle oprindeligt have overtaget formandsposten fra nytår, men dengang takkede hun nej. Men efter at være valgt som partiets borgmesterkandidat i juli ønskede Stine Esther Christensen alligevel at overtage posten.
Venstre ekskluderer mangeårig profil
AARHUS: Venstres byrådsgruppe i Aarhus har smidt det mangeårige byrådsmedlem Bünyamin Simsek ud af byrådsgruppen. De har ikke længere tillid til, at han fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje, oplyser politisk leder og rådmand Christian Budde. Dermed er gruppen nede på tre medlemmer. Bünyamin Simsek har ad flere omgange været rådmand for både Børn og Unge og Teknik og Miljø.
Venstre ekskluderer eks-NB’er
VIBORG: Leo Nørgaard, som ved KV21 blev valgt for Nye Borgerlige og kort efter skiftede til Venstre, er igen løsgænger. En enig lokalforeningsbestyrelse og byrådsgruppe har besluttet at ekskludere ham af partiet. Lokalformand John Madsen begrunder det med, at Leo Nørgaard utallige gange er gået imod Venstres gruppe både internt og eksternt, især i sager om vedvarende energiprojekter. Leo Nørgaard er blot den seneste af en lang stribe partiskift i Viborg i år. Først gik en venstremand til Liberal Alliance, så forlod en socialdemokrat sit parti for senere at skifte til Moderaterne, så forlod hele fire socialdemokrater gruppen og stiftede Velfærdsdemokraterne, og senest er den konservative eksborgmester Torsten Nielsen skiftet til Danmarksdemokraterne.
SF-politiker i Aarhus stopper i byrådet
AARHUS: Jan Ravn Christensen (SF), der siden maj har været på orlov fra byrådet, træder helt ud af politik. Hans plads overtages af suppleant Anne Hammer. Jan Ravn Christensen har været medlem af byrådet i mere end tre perioder, men har det sidste halve års tid været på orlov, efter han blev konstitueret som sekretariatsleder hos fagforeningen Bupl--Østjylland. Nu er stillingen blevet permanent, og derfor har han valgt at stoppe sit politiske arbejde.
Tidligere S-politiker er blevet SF’er
BILLUND: Kommunalbestyrelsesmedlem Rie Køppen, som sidste år meldte sig ud af Socialdemokratiet, efter at resten af gruppen havde indstillet hende til eksklusion, har nu meldt sig ind i SF. Rie Køppen kom i kommunalbestyrelsen som suppleant for to år siden og vakte vrede hos resten af gruppen, da hun sidste år under andenbehandlingen af budgettet undsagde det forlig, partiet havde indgået. Med hendes indmeldelse er SF nu repræsenteret for første gang i over ti år, efter at det hverken ved KV13, KV17 eller KV21 lykkedes at få nogen valgt.
Eksborgmester skifter til Danmarksdemokraterne
VIBORG: Torsten Nielsen, som tidligere har været borgmester i Viborg, har forladt De Konservative og meldt sig ind hos Danmarks-demokraterne. Dermed har partiet fået sit første byrådsmedlem i Viborg. Torsten Nielsen var borgmester i Viborg fra 2014 til 2017. Det fremgår ikke, om han stiller op for Danmarksdemokraterne ved KV25.
Fra S til lokalliste
EGEDAL: Det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem Søren Brøndum Pedersen skifter til listen ”Et samlet Egedal” efter at have været løsgænger siden august. Hans skifte bringer listen ind i byrådet et år før forventet. Tilbage i august forlod han Socialdemokratiet, da den politiske linje i partiet efter hans vurdering var blevet for borgerlig.
Konservativ smidt ud af byrådsgruppe
VARDE: Konservative Kitty Gamkinn er smidt ud af sin byrådsgruppe, fordi hun efter gruppens og partiafdelingens vurdering ikke følger partiets beslutning i forbindelse med den såkaldte vederlagssag. Sagen handler om, at den konservative Steen Holm Iversen i sommer vikarierede for borgmester Mads Sørensen (V) og for dét modtog 113.000 kr. Penge, kommunen kunne have sparet, hvis viceborgmester Søren Laulund (S) havde vikarieret i stedet for. Sagen fik i øvrigt efterfølgende Laulund til at trække sig som både gruppeformand og spidskandidat for sit parti.
Fra lokalliste til SF
REBILD: Sidsel Brøndberg Simonsen, der oprindeligt havde hjemme hos Den Sociale Fællesliste i Rebilds byråd, skifter til SF. Siden Sidsel Brøndberg indtrådte i byrådet 2022, har hun arbejdet tæt sammen med SF-kollega Morten Kamstrup.
Afløser fundet for K-politiker
KØGE: 54-årige Mette Laugesen med karrieremæssig baggrund som selvstændig og virksomhedspartner i Rekruttering Køge Bugt erstattede 1. december Mads Andersen for De Konservative i Køge Byråd. Mads Andersen er udtrådt på grund af et nyt job i Dansk Industri, men en skuffelse over ikke at være blevet valgt ind i Folketinget spiller også ind i hans beslutning om at forlade politik.
Konservativ stopper i politik
HOLBÆK: Kurt Næsted (K) trådte i sidste måned ud af kommunalbestyrelsen. Han har startet egen virksomhed og i den forbindelse oplevet stigende arbejdsbyrde og manglende tid til at engagere sig i politik. Suppleant Ane-Jette Jacobsen er trådt ind i stedet for ham.
Socialdemokrat går til SF
FREDERIKSHAVN: Martin Tøttrup Kelkelund (S) har forladt Socialdemokratiet og meldt sig ind i SF. Det sker, efter at han stemte imod partilinjen i en lydfilssag, der har skabt uro i partiet. Partihoppet betyder, at SF’s mandattal fordobles.
Socialdemokrat går til lokalliste
SOLRØD: Byrådsmedlem Anette Fynbo Blem har meldt sig ud af Socialdemokratiet og ind i den tværpolitiske lokalliste VoresSolrød. Dermed går listen fra to til tre mandater, mens Socialdemokratiet nu har tre. Anette Fynbo Blem blev valgt ind ved KV21.
Sket i forvaltningen
Centerchef for børn og læring fratræder
LEJRE: Lejre Kommune har indgået en gensidig aftale med Morten Mygind Jensen om, at han fratræder sin stilling som chef for Center for Børn & Læring. Indtil en afløser er på plads, varetager vicekommunaldirektør Tina Lykkegaard Marker funktionen.
Nordfyn henter ny chef fra Herlev
NORDFYN: Nordfyns Kommune har ansat Helle Lagersted Jørgensen som ny chef for Klima og Infrastruktur fra 1. januar. Hun får ansvaret for at lede kommunens klimaindsatser og sikre udviklingen og vedligeholdelsen af de fysiske rammer i kommunen. Helle Lagersted Jørgensen kommer fra en tilsvarende stilling i Herlev Kommune. Desuden har hun arbejdet med ledelse i otte år i både Herlev og Lejre kommuner.
Albertslund henter ny chef i Rudersdal
ALBERTSLUND: 1. januar tiltræder Tanja Thor Møller som ny afdelingschef for ældre-, sundheds- og social-området i Albertslund. Hun kommer fra en stilling som stabschef for Sundhed- og Forebyggelse i Rudersdal og har tidligere erfaring bl.a. som afdelingsleder for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Tanja Thor Møller har en sundhedsfaglig kandidatuddannelse og er uddannet ergoterapeut. Derudover har hun en Master of Public Governance.
Direktør er stoppet øjeblikkeligt
HJØRRING: Mikkel Grimmeshave er stoppet som direktør for social, handicap og ældreforvaltningen i Hjørring Kommune efter kun 1,5 år på posten med en kombination af private omstændigheder og kompleksitet i arbejdsforholdene som begrundelse i et opslag på LinkedIn, hvor han også gør opmærksom på, at han ikke møder på arbejde i opsigelsesperioden. De private omstændigheder relaterer sig til sygdom i den nærmeste familie, hvorfor Mikkel Grimmeshave har været på orlov det meste af efteråret.
Chef for nyoprettet stilling på plads
BILLUND: Billund Kommune har ansat Thomas Eriksen som ny handicap- og psykiatrichef. En chefstilling, der blev besluttet i forbindelse med kommunalbestyrelsens budgetforlig, hvor det blev aftalt, at kommunens voksenstøtte skal reorganiseres i to selvstændige chefområder, handicap & psykiatri samt ældre & sundhed. De seneste otte år har Thomas Eriksen været ansat i Esbjerg Kommune. Senest har han været tilbudschef for det specialiserede voksenområde og inden da centerchef for Udviklingscenter Vest, som er et bo- og dagtilbud for borgere med handicap. Thomas Eriksen er kandidat i pædagogisk psykologi og bor i Fredericia. Han tiltræder stillingen 1. januar.
Centerchef for skole skoler og PPR
NÆSTVED:Fra nytår starter Søren Kokholm i stillingen som centerchef for skole skoler og PPR. Søren Kokholm har 23 års kommunal ledelseserfaring. Han har blandt andet været skoleleder på flere skoler i Køge Kommune, chef for dagtilbud og skoler i Vordingborg Kommune og senest skolechef i Roskilde.
Ny teknisk direktør ansat
RINGSTED: Jacob Harberg er ny teknisk direktør i Ringsted Kommune. Han indtræder 1. januar i direktionen med særligt ansvar for det tekniske område. Konkret skal han stå i spidsen for Center for Klima og Vækst samt Center for Vej og Ejendomme. Jacob Harberg kommer fra en stilling som chef for teknik, miljø og erhverv i Nyborg Kommune. Før det var han kontorchef i Odense Kommune, hvor han arbejdede med etableringen af Odense Letbane. Jacob Harberg er uddannet ingeniør med fokus på miljø og bygninger. Desuden har han også gennemført en offentlig lederuddannelse.
Ny direktør for Børn og Kultur
BRØNDERSLEV: Den nuværende skolechef i Aalborg, Mads Rune Jørgensen, bliver fra 1. januar ny direktør for Børn og Kultur i Brønderslev. 47-årige Mads Rune Jørgensen har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Inden da var han Børn- og Ungechef i Rebild Kommune, og forinden har han været skoleleder og viceskoleleder på tre forskellige skoler i Aalborg Kommune. Mads Rune Jørgensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har en diplomuddannelse i ledelse med sig samt et afsluttet Kiol-Executive-forløb for offentlige ledere på højt niveau. Han afløser Vibeke Post Madsen, som i juni trådte et skridt opad fra direktørposten og blev kommunaldirektør.
Ny skole- og børnedirektør
LOLLAND: Jesper Ulrich Jørgensen bliver ny skole- og børnedirektør i Lolland Kommune. Han kommer fra en stilling som undervisnings-, fritids- og kulturchef i Ringsted Kommune og har en længere karriere bag sig i Ringsted, hvor han var skoleleder, indtil han i 2017 blev skolechef. Fra oktober 2023 fik han også ansvar for kultur- og fritids-området. Når han tiltræder stillingen 1. januar, får han ledelses-ansvar for Skole og Dagtilbud samt Børn, Unge og Familie.
Ny skolechef på plads
SILKEBORG: Silkeborg Kommune har ansat Rasmus Andreassen som ny skolechef. Rasmus Andreassen er uddannet folkeskolelærer og har en master i offentlig ledelse. Han kommer fra en stilling som skolechef i Aabenraa Kommune, hvor han har været siden 2019. Rasmus Andreassen har arbejdet som folkeskolelærer, afdelingsleder og viceskoleleder, før han fra 2011-15 var leder af House of Science - Danfoss Universe i Sønderborg. Herefter blev han skoleleder i Sønderborg, børne- og ungechef i Haderslev Kommune og fra 2019 skolechef i Aabenraa. Rasmus Andreassen tiltræder stillingen 1. januar.
Ny direktør for Erhverv & Turisme
KERTEMINDE: Kerteminde har 1. december fået ny direktør for Erhverv & Turisme, efter at den tidligere direktør, Nils Skeby, opsagde sin stilling på grund af en konflikt mellem hans arbejde og en formandsrolle i en privat forening. Jane Dam, som siden januar har været konstitueret direktør, er udnævnt som den permanente afløser. Hun er tidligere administrationschef i Erhverv & Turisme i Kerteminde.
Ny direktør på plads
IKAST-BRANDE: 51-årige Natascha Jensen tiltræder 1. januar som ny direktør for Børne- og Fællesskabsområdet. Dermed overtager hun ansvaret for områderne efter Rasmus Byskov-Nielsen, der 1. november rykkede til en stilling som kommunaldirektør i Holstebro. Natascha Jensen er uddannet cand.scient.pol. og har en masteruddannelse i offentlig ledelse. Dertil kommer knap 20 års kommunal erfaring, hvoraf de 15 år har været som chef. De seneste fem år har hun været driftschef på det specialiserede socialområde i Aarhus Kommune.
Direktør siger op
FREDERICIA: Efter godt tolv år har René Olesen opsagt sin stilling som direktør for Teknik, Klima og Kultur. Ved den seneste direktøransættelse 1. august, hvor Karen Heebøll blev ansat som ny direktør for Familie, Børn og Læring, var direktionen fuldtallig og stabil efter en periode med stor udskiftning. Hendes job havde på det tidspunkt været ledigt i godt et år, siden Michael Maaløe blev fyret efter blot en måned i jobbet - i øvrigt samtidig med daværende kommunaldirektør Camilla Nowak.
Ny kommunaldirektør fra egne rækker
BALLERUP: Elisabeth Gadegaard Wolstrup tiltrådte 1. december som ny kommunaldirektør. Hun er allerede godt kendt med jobbet. Hun har nemlig været konstitueret i stillingen, siden Eik Møller 1. august forlod den til fordel for et job som stadsdirektør i Odense Kommune. Den nye kommunaldirektør har været økonomi- og teknikdirektør i Ballerup i snart fire år, og tidligere har hun været direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse i Albertslund Kommune og centerchef for By og Miljø i Furesø Kommune. Hun er 52 år og uddannet cand.scient.pol.
Kulturchef fyret
HOLBÆK: Kulturchefen i Holbæk Kommune, Brian Ahlquist, er opsagt som et led i kommunens organisationsændringer. Erik Kjærgaard Andersen, en af kommunens øvrige direktører, fungerer som midlertidig kulturchef.
Socialchef siger op efter 11 måneder
NYBORG: Social- og familiechef i Nyborg Iben Hansen har opsagt sin stilling efter 11 måneders ansættelse. Hun var før ansættelsen i Nyborg ansat i Aabenraa Kommune som børn- og familiechef. Nyborgs socialafdeling blev i 2023 udsat for skarp kritik, og en ekstern rapport afslørede forråelse i afdelingen og lovbrud i en lang stribe børnesager. Indtil videre er arbejdsmarkedschef Merete Gommesen udpeget som konstitueret socialchef.
Ny kommunaldirektør på plads
VEJEN: Efter 27 år med Ole Slot som kommunaldirektør har Vejen Kommune nu ansat hans afløser. Det bliver Thomas Reintoft, der kommer fra et job som direktør for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding Kommune og før det var direktør for børn, unge og kultur i Billund. Tidligere har han også arbejdet i Rudersdal, Aarhus og Københavns kommuner. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Thomas Reintoft tiltræder 1. januar.
Beredskabsdirektør fratræder
GULDBORGSUND: Beredskabskommissionen for Lolland-Falster Brandvæsen og beredskabsdirektør Peter Søe har indgået en gensidig fratrædelsesaftale. Fratrædelsen sker i forlængelse af længere tids fravær. Under Peter Søes fravær har vicedirektør Morten Lykkeberg varetaget ledelsen af Lolland-Falster Brandvæsen. Det fortsætter han med, indtil en ny direktør er fundet.
To nye chefer ansat
VALLENSBÆK: To nye centerchefer, Pernille Køj Veng og Nanna Mejlgaard, skal stå i spidsen for Vallensbæks ejendomsprojekter, byudvikling og miljø- & klimaindsatser. Pernille Køj Veng kommer fra Gentofte Kommune og har en baggrund inden for ejendomssektoren, hvor hun har fokuseret på udvikling og effektivisering af ejendomscenteret. Hun bliver chef for det nyoprettede Center for Ejendomme, Projekter og IT. Nanna Mejlgaard har erfaring fra både den offentlige og private sektor, senest som afdelingsleder i en rådgivningsvirksomhed. Hun bliver chef for center for Teknik- og Miljø.
Ny chef fra egne rækker
MIDDELFART: Jakob Slot Schmidt er ny chef for senior- og sundhedsområdet i Middelfart Kommune. Han har fungeret som souschef på området siden februar 2023. Jakob Slot Schmidt er kandidat i International Virksomhedskommunikation fra SDU og har tidligere været leder af Staben for Sundhed og Ældre i Nyborg Kommune.
Ny dagtilbudschef
SVENDBORG: Annette Friis Halmø overtager posten som dagtilbudschef. Hun kommer fra en stilling som dagtilbudschef i Middelfart Kommune, hvor hun siden 2022 har haft det overordnede ansvar for ca. 400 medarbejdere og 15 ledere. Med en baggrund som pædagog, daginstitutionsleder og dagtilbudschef har hun stor erfaring inden for dagtilbudsområdet.
Direktør bliver dekan
HØJE-TAASTRUP: Efter 12 års ansættelse i Høje-Taastrup forlod Charlotte Markussen 1. december stillingen som direktør med ansvar for bl.a. skole, familie- og dagtilbud samt unge og uddannelse. Hun er i stedet ny dekan på Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole. Da Charlotte Markussen blev ansat i kommunen i 2012, kom hun fra konsulentvirksomheden Muusmann A/S, hvor hun var partner med erfaring i ledelsesudvikling og strategi samt analyse på social- og sundhedsområdet. Frem til 2020 var hun i Høje-Taastrup direktør for social, sundhed og arbejdsmarked, men rykkede ved en intern rokade til direktøransvaret for skoler, dagtilbud og familie.
To nye chefer skal genoprette Familierådgivning
ESBJERG: Som et led i genopretningen af Familierådgivningen i Esbjerg Kommune er to ledere pr. 1. november konstitueret som familiechef og ny myndigheds- og kontorchef. Karina Svarrer er konstitueret som familiechef og kommer fra en stilling som centerchef i Familiecentret. Tina Krohn er konstitueret som ny myndigheds- og kontorchef, og hun kommer fra en stilling som daglig leder af JobAktiv i Jobcentret.
Regioner
Hospitalsdirektør stopper efter 11 år
HOVEDSTADEN: Efter 11 år giver hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth stafetten videre. 1. april fratræder hun sin stilling for at gå på pension. Bente Ourø Rørths karriere startede tilbage i 1978, hvor hun begyndte på Rigshospitalet som sygeplejerske. Gennem tiden har hun desuden fungeret som afdelingssygeplejerske, over-sygeplejerske, chefsygeplejersker, sygeplejefaglig direktør, vicedirektør og slutteligt har hun siddet som hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital siden 2013.
Konstitueret bliver adm. sygehusdirektør
SYDDANMARK: Region Syddanmark ansætter Anna-Marie Bloch Münster som administrerende sygehusdirektør på Esbjerg og Grindsted Sygehus. Hun har været konstitueret i stillingen siden 5. juni. Siden 2018 har hun været lægefaglig direktør på sygehusene. Anna-Marie Bloch Münster overtager stillingen fra Per Busk, som efter otte år som administrerende sygehusdirektør fratrådte sin stilling i marts for at gå på pension.
Region Sjælland får ny koncerndirektør
SJÆLLAND: Region Sjælland har ansat Martin Magelund Rasmussen som ny koncerndirektør per 1. december. Han kommer fra en ledende stilling på Rigshospitalet, hvor han de seneste seks år har været centerdirektør for HovedOrtoCentret. Martin Magelund Rasmussen er oprindeligt uddannet i jordbrugsøkonomi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Inden han kom til Region Hovedstaden, arbejdede han som fuldmægtig, forsker, specialkonsulent og sekretariatsleder ved Københavns Universitet og som sektionsleder ved EU-Kommissionens delegation i Eritrea.
EU
Martin Engell-Rossen skal arbejde for Dan Jørgensen
Tidligere stabschef i Statsministeriet Martin Engell-Rossen, som tidligere blot hed Martin Rossen, er udnævnt kabinetschef for Dan Jørgensen (S), der netop er tiltrådt som EU’s kommissær for energi og boliger. Engell-Rossen var indtil sommer 2020 statsminister Mette Frederiksens (S) nærmeste politiske fortrolige og stabschef i Statsministeriet. Engell- Rossen og Mette Frederiksen havde ni års tæt samarbejde. Det førte blandt andet til, at Mette Frederiksen i 2015 kunne overtage formandsstolen i Socialdemokratiet. Han skiftede til Danfoss i 2020, men havde fortsat sin gang i Statsministeriet. Han forlod Danfoss i 2023, da han blev selvstændig rådgiver.
Organisationer
Formandsgenvalg i Bupl
Formanden for Bupl hedder også de næste to år Elisa Rimpler. Det valgte pædagogerne på Bupls kongres i Nyborg. Dermed går Elisa Rimpler, som for nylig kunne fejre sit 10-års jubilæum i spidsen for Bupl, ind i sin sjette periode som formand for pædagogernes fagforening. Der var også genvalg til resten af Bupl’s forretningsudvalg.
Nyt job til Ellemann
Godt et år efter, at Jakob Ellemann-Jensen stoppede i politik, har han fundet sig et nyt job. Den 51-årige tidligere formand for Venstre skal være ny vicedirektør i Dansk Erhverv. Jakob Ellemann-Jensen får et ansvarsområde, der spænder bredt. Lige fra digitalisering og teknologi, det internationale område, for rådgivning, medier og finans samt forsvar og beredskab. Han bydes velkommen af adm. direktør Brian Mikkelsen, som også har en fortid i politik som bl.a. kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister for De Konservative. Jakob Ellemann-Jensen blev efter valget i 2022 både forsvarsminister og vicestatsminister i SVM-regeringen, samtidig med at han var formand for Venstre, men i begynden af 2023 blev han sygemeldt med stress. I august samme år vendte han tilbage, men i oktober var det endegyldigt slut, da han valgte at stoppe helt i politik.
Ny direktør for Landbrug & Fødevarer
Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer får ny administrerende direktør, og jobbet går til Morten Boje Hviid. Morten Boje Hviid afløser Merete Juhl, da der er brug for en anden profil på posten, udtaler formand i Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard og kalder det et ”strategisk valg” at få Morten Boje Hviid ind i stedet for Merete Juhl. Morten Boje Hviid er fundet i egne rækker, og han har siden 2020 været en del af direktionen med ansvar for politik, bæredygtighed og kommunikation.
Skolelederne får ny formand
Dorte Andreas blev 1. december 2024 ny formand for Skolelederforeningen, hvor hun siden 2016 har været næstformand. Hun er uddannet lærer fra Odense Seminarium og har senere suppleret med hhv. en skolevejlederuddannelse, diplom i ledelse og en master i offentlig ledelse.
Ny direktør for Destination Kystlandet
ODDER / HORSENS / HEDENSTED:Det bliver en branchekendt kandidat i skikkelse af Liselotte Nis-Hanssen, der tager over på direktørposten i Destination Kystlandet 1. januar. Med over 30 års erfaring fra den danske turistbranche kommer hun nemlig med solid brancheerfaring fra det østjyske turismelandskab i rygsækken. Hun startede karrieren som turistchef i Ry og Omegns Turistforening i 1994 og har siden arbejdet i kommunal regi, været hotelmanager i Vietnam samt siddet i forskellige stillinger i ledelses-laget hos både VisitSilkeborg og VisitAarhus, senest som relationschef. Hun er uddannet akademiøkonom i turisme fra Det Danske Turistakademi og har efteruddannelse i ledelse. Desuden har hun siddet som bestyrelsesmedlem i flere østjyske organisationer og foreninger.
Lokal profil ny direktør for Destination Vesterhavet
VARDE / RINGKØBING-SKJERN: Det bliver en lokal profil i skikkelse af Majken Graver, der tiltræder som ny direktør hos Destination Vesterhavet den 1. december. Her skal hun udvikle og forbedre turismen langs den jyske vestkyst. Bosat i Hvide Sande har hun nemlig allerede et bredt netværk og kendskab til området. Derudover tiltræder hun stillingen med kompetencer fra sin tid som formidlingschef ved Varde Museerne, ligesom hun kan trække på erfaring fra tidligere roller som viceforstander på Brandbjerg Højskole, højskolelærer på Egmont Højskolen og leder af HR og kommunikation i hotelkæden Guldsmeden Hotels. Majken Graver har en akademisk baggrund med en cand.mag. fra Aarhus Universitet og en master i IT og læring fra Aalborg Universitet.
Kommunaldirektør er formand for chefer i Djøf
Middelfarts kommunaldirektør, Steen Vinderslev, er nyvalgt formand for de næsten 9.000 medlemmer af Djøfs delforening for Offentlige Chefer. Han har været medlem af bestyrelsen for delforeningen siden 2019, og han er stærkt optaget af, hvordan offentlige chefer kan bidrage til at skabe en endnu mere velfungerende offentlig sektor. Steen Vinderslev er uddannet cand. scient. i geografi og EMBA i ledelse. Han har siden 2011 været kommunaldirektør i flere kommuner, senest i Middelfart siden 2022. Han afløser Hanne Fugl Eskjær, der har haft formandsposten siden 2018. Hun er udpeget som Danmarks ambassadør i Frankrig.
Selskaber
Direktør fratræder
HELSINGØR / FREDENSBORG: Niels Christian Koefod fratræder som direktør i Nordsjællands Park & Vej, som er et fælleskommunalt selskab ejet af Helsingør og Fredensborg kommuner med 135 ansatte. Det sker efter gensidig aftale med bestyrelsen. En enig bestyrelse har konstitueret souschef Vibeke Vedel som adm. direktør i seks måneder, oplyser hun.
Ny beredskabsdirektør for Silkeborg og Viborg
VIBORG/SILKEBORG: Beredskabskommissionen for Viborg og Silkeborg kommuner har fra 1. januar 2025 ansat Lasse Clemensen som ny direktør. Han kommer fra en stilling som viceberedskabschef i Midtjysk Brand & Redning, og han har de seneste seks måneder været konstitueret beredskabsdirektør, siden Klaus Vibe Hebsgaard stoppede i jobbet efter ni år hos Midtjysk Brand & Redning. Lasse Clemensen er uddannet bygningskonstruktør, indsatsleder og har en række brandtekniske uddannelser. I 2019 blev han ansat i Midtjysk Brand & Redning som leder af Myndighed & Forebyggelse og som viceberedskabschef. Derudover har han en fortid i Beredskabsstyrelsen, hvor han var korpsmester, før han blev ansat som beredskabs-inspektør i Østjyllands Brandvæsen.
Folketinget
Christoffer Lilleholt stopper i politik
Venstre-politiker og rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V), stopper i politik. Det skriver TV2 Fyn mandag. Han forklarer til mediet, at beslutningen bunder i, at han ønsker mere tid sammen med sin familie. Planen er, at han udtræder af byrådet 31. januar. Han fortæller til mediet, at han allerede har et nyt job på hånden i en virksomhed. Venstre har indkaldt til et nyt opstillingsmøde i februar, hvor der skal vælges ny spidskandidat.
Holstebro-SF’er bliver vikar
HOLSTEBRO: Karsten Filsø (SF), som sidder i byrådet i Holstebro, bliver fra 16. december folketingsmedlem, mens partiets klimaordfører, Signe Munk, holder barsels-orlov. Karsten Filsø er 1. stedfortræder i Vestjyllands Storkreds og har også tidligere i to perioder vikarieret for Signe Munk, da hun først skulle færdiggøre sin uddannelse og siden holdt sin første barsel. Da han sidst var vikar i andet halvår 2022, tog han orlov fra byrådsarbejdet, men denne gang fortsætter han arbejdet her. Dog overtager Finn Thøgersen (V) formandsposten i natur-, miljø- og klimaudvalget i perioden, mens Filsø nøjes med at være næstformand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























