Men tjekkes dagsformen hos de politiske partier er det – set med kommunikationsbriller – en skuffende omgang. Der er stort set ingen af partierne, der formår at kommunikere på det strategiske niveau. Regeringspartierne forsøger at få opbygget en samlet fortælling, om at de vil skabe vækst, arbejdspladser og føre landet sikkert igennem den økonomiske krise.

Men det kniber helt tydeligt med at få den fortælling ud til borgerne. Det hænger selvfølgelig sammen med, at flere af regeringens reformer og politiske udspil er kuldsejlet eller blevet en rodet omgang. Men det hænger også sammen med, at regeringen i det første år ikke har kommunikeret på deres gennemførte politik.

Det hele er endt i pressemeddelelser, Ritzau-tele­­grammer og små nyhedshistorier. For eksempel er historierne om trafik- og energiforlig og 'flere penge til forskning og uddannelse' ikke blevet foldet ud og præsenteret på en ordentlig og relevant måde for borgerne.

Regeringen har været så dårlig til at kommunikere dens politiske resultater, at det først var, da Mandag Morgen udkom med en artikel, der viste, at de faktisk havde fået gennemført en masse politik, at det begyndte at gå op for offentligheden, at der kunne sættes flueben en del steder i regeringsgrundlaget. Regeringens ringe kommunikationsevner har også gjort dem meget sårbare over for oppositionens angreb. For eksempel har de ikke haft et fælles svar på angrebet om løftebrud, og de har heller ikke kunnet besvare de mange personangreb de borgerlige er kommet med om Thornings manglende kompetencer. 

Selv om Thorning har fået ros for et par af sine taler, er det også tankevækkende, at de dagen efter at hun har holdt dem, er glemt. Thorning magter ikke at sætte længerevarende dagsordner, som for eksempel Anders Fogh gjorde med hans syn på samarbejdspolitikken, smagsdommere og rundkredspædagogikken.

Ser man bort fra Margrethe Vestagers eget projekt med at brande sig som en stærk leder, der styrer regeringen, er der stort set ingen af regeringens kommunikationsaspekter, der det første år har virket tilfredsstillende. Det er ikke engang lykkedes for de tre regeringspartier at få skabt deres egne 'roller' i regeringen.   

Uden overraskelser

De borgerliges strategiske kommunikation har heller ikke været overbevisende, og Venstres markante fremgang er mere skabt af regeringens dårlige dagsform end af egne evner. Ud over angrebene om løftebrud er det kun Venstres fortælling om, at de ikke vil være med til at gøre det dyrere at være dansker, der har sat sig fast på lystavlen. Forløbet omkring skattereformen var uskønt med meldinger i alle retninger, og Løkkes ambitioner om at skabe en samlet stærk borgerlig opposition til regeringen er faldet til jorden med et brag.

Kun Liberal Alliance har kommunikationsmæssigt leveret varen. De har blandt andet stået bag framing om 'fattige Carina' og den lille stakkels Amin fra Vejlegården, der blev trynet af den store stygge fagforening. Samuelsen og Co. har formået at være motoren bag den nye værdidebat, der handler om, hvordan samfundets nederste er årsagen til landets dårlige økonomiske tilstand. En præstation, man må tage hatten af for, specielt set i lyset af den regning, som finanssektoren har afleveret oven på 00'ernes liv i sus og dus.

Intet nyt fra fløjene  

Et parti som Dansk Folkeparti, der i 00'erne satte helt nye standarder for den politiske kommunikation, har også mistet pusten. Deres gamle evne til – efter behag – at sætte værdidebatter, der kunne rydde forsiderne og tvinge centrum-venstre i knæ, er helt væk. Ikke engang, når der er ferie eller andre stille stunder, formår de at komme med politiske markeringer. Tiden, hvor deres, DF's, kommunikationsfolk gik på arbejde, når de andre gik hjem, er forbi og DF's kommunikation minder mere og mere om de andres. Ikke engang deres evne til at afsende provokerende kampagner, der blot kræver en indrykning, før medierne selv løber af sted med kampagnens budskaber, formår de mere.

Johanne og Co. på venstrefløjen har heller ikke det store at prale af. Til trods for, at de har fået langt flere ressourcer, politikere og kommunikationsfolk efter den store mandatfremgang, har de ikke formået at videreudvikle på det ellers solide fundament, de fik lagt i perioden op til valget. Enhedslistens kommunikation er mest reduceret til at være nogle sure opstød mod regeringen, og ikke engang Liberal Alliances angreb mod samfundets svageste har fået dem frem i nyhedsbilledet.

Partiernes kommunikative dagsform er på ingen måde noget at råbe hurra for, og der er ingen, der i øjeblikket kan høste af den kommunikative oprustning, som ellers er blevet prioriteret så højt i alle partier.