Host – host. Kunne vi ikke få lidt mere oprør? Lidt mere civil ulydighed? Lidt flere strejker? Der sker så meget alvorligt i disse år, som bekymrer mange, men dampen lukkes blot ud på de sociale medier, og så går livet videre, mens engagementet tager endnu et dyk, og politiker- og journalistleden stiger. På ”gammelmedierne” overlades stadig mere af pladsen til polariserende meningsmaskiner, der appellerer til smålighed.

OK jeg overdriver, men … for forståelsen. Men jeg, der ikke var klog nok til at være ræverød som ung og mørkeblå som gammel, efterlyser alligevel mere offentligt oprør. Mit eget oprør har ellers været ret privat, såsom da jeg blev vippet ud af rødstrømperne for ikke at være rettænkende.

Vælgerforeningernes mikrokosmos

Men tag et kig udover demokratiet. I Danmark har der næppe nogensinde været så mange politisk hjemløse, men ingen drager konsekvensen heraf. Det skrumpende mikrokosmos, som vælgerforeningerne udgør, opstiller stadig færre af dem med reel erhvervserfaring, og politikerne har ét standpunkt, til et andet kan nuppe flere stemmer.

Den politiske hjemløshed synes mindre i kommunal sammenhæng, nærmere på borgerne, men det udgør ikke megen trøst, for hvis der breder sig yderligere en apati eller antipati overfor dem med allermest magt, kan det – som set – ende gruelig galt.

Stem Blankt-partiet

Vi burde måske have et ”Stem Blankt”-parti, der udelukkende har ét formål. For hvert mandat, det parti erobrer, skal der fjernes en af de 179 stole i Folketingssalen til skræk og advarsel for de tilbageværende. De er så mange i salen, så opmærksomhedssøgende og så understimulerede, nu hvor omkring en tredjedel af lovgivningen kommer fra EU, at de hitter på alt for mange ”fingeraftryk”.

MF’erne anser sig vist også for klogere på borgerne end kommunalpolitikerne. Kunne vi ikke få lidt oprør her?

Vedrørende Folketinget sendte jeg en prøveballon op ved det forrige valg netop vedrørende oprettelse af et ”Stem Blankt”-protestparti, men intet gik viralt.

Antallet af blanke stemmer ved valget udviste heller ikke en bemærkelsesværdig stigning. For mig blev det første gang, jeg stemte blankt, men jeg så intet alternativ. Siden har vi så fået ”Alternativet” – også som en slags protestparti, men det er lige godt for alternativt for mig. En ”stoleleg” tror jeg vil ændre mere.

Klemt frontpersonale i det offentlige

Men de oprør, som jeg efterlyser, gælder ikke mindst kvinder og mænd, der står for den direkte borgerkontakt blandt de 800.000 offentligt ansatte - hvordan er deres identifikation med arbejdspladsen efterhånden? Deres stolthed over arbejdet?

Tænk på sosu’en med det stramme tidsskema. Hende, der kun må skifte de gamles sengetøj hver tredje uge, hvilket alene husstøvmiderne, der har allergier på samvittigheden, påskønner.

Tænk på socialrådgiveren, der nu må presse på for at få etableret fattiggårde til folk, der sættes ud fra hus og hjem.

Tænk på asylcentermedarbejderen, der stod med ansvaret for livet i telte i snevejr, mens gode bygninger stod tomme.

Tænk på, hvor megen tid kontrolkrav og registrering æder fra de kommunalt ansatte for slet ikke at snakke om regionernes læger og sygeplejersker.

Tænk også på, hvorfor den nyuddannede sygeplejerske med tre års uddannelse – kun på SU – spises af med 2.000 kroner mindre om måneden end lokomotivførere med 10 måneders uddannelse og 21.000 kroner i løn hver måned under uddannelsen.

Tænk på nedskæringerne i daginstitutionerne og folkeskolen et cetera, et cetera.

Væk med empati og ytringsfrihed

Det kan synes, som om uddannelser til offentlige hverv har behov for et udvidet pensum i retning af ”Sådan reducerer du din empati, så du ikke ødelægges af jobbet”, ”Sådan lærer du selvcensur, så du ikke risikerer at blive udstillet som en brokrøv eller fyret som illoyal” og ”Sådan lærer du at elske, at kvindearbejde lønnes dårligere end mandearbejde”.

Borgere rammes også i den grad, men hvorfor er man holdt op med at gå på barrikaderne? Er folk syltet så meget ind i økonomiske forpligtelser i ejerboligen, at de ikke tør sætte noget på spil? Har de mest privilegerede det simpelthen for godt til at gide? Er vi blevet for individualistiske til at handle kollektivt?

I det private erhvervsliv er bankerne er en ”oprørende” historie i sig selv, men ikke alene. Ordet ”robusthed” er kommet langt op i jobannoncerne, arbejdsomfanget udvisket, og stadig flere må nøjes med projektansættelser til lousy løn. Alt imens produktiviteten er stagneret, går aktionærerne smilende hele vejen til banken og den fyrede topdirektør ligeså. Der er grunde nok til at lave lidt mere ballade i gaden.

Fra rød til blålilla

Jeg lyder ræverød, men det skyldes, at jeg har holdt mig til de sager, som flest bekymrer sig over på Facebook. Farven ville skifte til lilla, måske med blåtonet overvægt, hvis jeg også ytrede mig om uddannelse som misbrugt gratis luksusbuffet, venstrefløjspolitikere, der er fastfrosset i 70’erne, overemsige kontrollanter og regler, der spænder ben for små næringsdrivende med videre.

Der er flere end mig, der efterlyser oprør, hvilket stod klart, da jeg luftede tanken på Facebook. En person savnede eksempler som aktionen på Nørreport, hvor kvinder selv lavede en barnevognssliske, og da en flok kvinder kun ville betale 80  procent af busbilletten.

En anden efterlyser noget lig det, vi lige så udspille sig i USA, da medvirkende i musicalen Hamilton, inspireret af en af mændene bag den amerikanske forfatning, henvendte sig direkte til den kommende vicepræsident med en appel om fortsat at forsvare ordene om, at alle mennesker er skabt lige.

Sexstrejke, anyone?

Der er også en i kommentarfeltet, der henviser til det klassiske skuespil Lysistrate, der handler om, hvorledes kvinder nægter deres mænd sex, indtil der sættes en stopper for Den Peloponnesiske Krig. ”Sådan en omgang ville kunne gøre underværker i dag”, lød det i kommentarfeltet.

Den garvede erhvervsjournalist Susanne Sayers [skriver også i disse spalter - red.] har imidlertid et helt andet bud, og dette er gengivet med hendes tilladelse:

”Måske ville den stærkeste civile ulydighed være at erkende, at økonomiske teorier er følgende:

Punkt 1: teorier

Punkt 2: stærkt politiske

Punkt 3: ikke eksakt videnskab

Vi har som samfund underlagt os en række økonomiske teorier, som i mange tilfælde er utilstrækkeligt bevist. Blandt de mest populære er, at mennesket er rationelt (så ville ingen nogensinde købe en gammel, utæt, stråtækt rønne tæt ved en sø), og at vi hovedsagelig er motiveret af økonomisk gevinst. Begge dele er modbevist i forskellige videnskabelige studier. Ikke desto mindre ligger netop de rationaler til grund for en lang række politiske beslutninger, som lige nu undergraver både velfærden, glæden ved at arbejde, evnen til at skabe, fællesskabet og tilliden.”

Hvordan gør man mon oprør mod økonomiske teorier?