Dimensioneringen på ”social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) og pædagogisk-assistentuddannelsen (PAU)”. Det lyder måske lettere uinteressant, men i virkeligheden kan det holde faggrupper i live og lukke ned for andre. Lige præcis det sidste er de godt i gang med.

Da den gamle aftale om dimensionering udløber 1. januar 2016, så haster det en smule, hvis de skal nå det inden nytår.

Primært grundet et folketingsvalg har vi så nået november, uden at KL, Danske Regioner og FOA har plottet deres navne ned på et papir med en fordeling af, hvor mange elever på hver af de tre forskellige uddannelser de vil indstille til landets uddannelsesinstitutioner at optage.

Den måde, KL så har reageret på, forværrer situationen yderligere for PAU, som er den nyeste af de tre uddannelser. Da den blev etableret i 00’erne, var den et led i en politisk fortælling om, at man gerne ville gå fra ufaglært arbejdskraft til faglært arbejdskraft.

Nu har KL så fortalt kommunerne, at det efter deres bedste opfattelse er en god idé at skære kraftigt i optaget af PAU’ere, der skal uddannes. Dét - sammen med at de fjerner den centrale dimensionering - betyder, at skolerne kun kan optage efter det tal, som institutionerne eller kommunen aftaler med sig selv.

Det betyder for en uddannelse, der er så ny som PAU, at den sandsynligvis vil dø til fordel for de - en anelse billigere - ufaglærte pædagogmedhjælpere ude i dagtilbuddene.

Vi skal også passe på, at der for SOSU-uddannelserne – hvor der jo ligesom ved PAU’en førhen har været aftalt et antal elever, som hver institution skal tage – ikke sker det samme, som der er sket for resten af erhvervsuddannelserne.

Vi står nemlig med et generelt problem: Der bliver uddannet for få nye unge personer i forhold til, hvor mange gamle der træder ud af arbejdsmarkedet.

Den udvikling har de her tre uddannelser jo været nogenlunde skånet for gennem dimensioneringen. Men nu bliver de skudt direkte ind i en verden, hvor der spares på de kommunale budgetter år efter år, og hvor behovet for social og sundhedshjælpere og -assistenter er stigende grundet store generationer af gamle. Med de to ting i baghovedet og et krav om billigere løsninger skal de enkelte institutioner eller den enkelte kommune selv tage stilling til, hvor mange eller hvor få de kan uddanne. Det tror jeg de er lige så dårlige til som det private arbejdsmarked, der tydeligvis ikke har magtet opgaven, når der både kommer til at mangle arbejdskraft og samtidig er ledige lærlinge i samme fag.

Jeg vil lade det her være min lille offentlige pipfugl, der kan synge til KL om at få klemt deres folk ind for at sætte deres underskrifter på det stykke papir, de i fællesskab med FOA og Danske Regioner havde klappet af inden folketingsvalget, så der fortsat kan være bare en lille smule ensretning af uddannelserne.

Endnu vigtigere er, at de gamle, svagelige og børnene fremadrettet kan få den hjælp og støtte, der er behov for, så at de kan leve og ikke bare overleve. Det skylder vi dem.