Når den igangværende overenskomstfornyelse på et tidspunkt udmønter sig i et forhandlingsresultat, falder samtidig dommen over den politisering af overenskomsterne, som blev indledt helt tilbage ved OK11 med Dansk Sygeplejeråd som hovedmotor. En politisering der er fortsat lige siden, og som efter OK 21 toppede foreløbigt med trepartsaftalen lige før jul. Når vi kender resultatet af OK24, ved vi, om og hvordan forløbet har virket.

- Det har jo under alle omstændigheder skabt nogle modsætninger internt i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Ikke alle er interesserede i den politisering, kommenterer professor emeritus, dr.phil. Ove K. Pedersen, der er bogaktuel med “Myten om den danske model” (se box).

- I hvilket omfang vil de andre fagforbund stå solidarisk ved Dansk Sygeplejeråd om håndtering af de midler og de arbejdsbetingelser, der stadig er i spil ved OK24 i forhold til trepartsaftalen? Det hele kan jo siges at afhænge af den interne solidaritet, og den er udfordret, siger Ove K. Petersen.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver et hundeslagsmål.

Ingen enegang i år

Ved trepartsaftalen blev 6,8 mia. kr. forhåndsfordelt til sosuer, pædagoger, sygeplejersker og andre udvalgte offentligt ansatte. Her ved OK24  skal "den konkrete udmøntning af midlerne aftales mellem overenskomstparterne" , som det gentagne gange nævnes i det 18 sider lange trepartsdokument.

For at sikre at et resultat kommer i hus, er det en del af aftalen, at et element fra overenskomstforhandlingerne på det private område tages i brug, nemlig sammenkædning af alle overenskomster, således at der skal stemmes om dem alle under ét. Et greb der forhindrer en enkelt utilfreds fagforening i at nedstemme et forhandlingsresultat. Hverken sygeplejerskerne eller andre kommer til at gå enegang i år.

Til gengæld vil sammenkædningsreglerne også betyde, at uanset hvad de enkelte fagforeninger og deres arbejdsgivermodparter kan finde ud af på egen hånd, så vil et endeligt resultat skulle forhandles hjem i Forligsinstitutionen med FH for bordenden på fagforeningernes side. Et forløb der rummer muligheder for at gøde jorden for næste overenskomstfornyelse. 

Hvis ikke i år så måske næste gang

- Der er stadigvæk en ganske stor mængde af åbne muligheder for forhandling. Og med sammenkædningsreglerne må man forvente, at nogle af fagforeningerne vil kalkulere med, at forhandlingen under alle omstændigheder ender i forligsinstitutionen, siger Ove K. Pedersen.

- Så kan det godt være en strategi at skabe usikkerheder, at råbe højt, fordi der kommer jo en overenskomstforhandling efter denne. Forhandlere har det jo med hele tiden også at forudskikke det næste forhandlingsforløb, hvor man så kan løse nogle problemer, som ikke bliver løst nu, men som man har en chance for så vil blive hørt næste gang.

Denne mulige strategi gælder også for de fagforeninger, som ikke er omfattet af lønløftet i trepartsaftalen. I forhold til de udvalgte har de et efterslæb, inden de overhovedet er kommet i gang, sådan vil de i hvert fald selv se på det, og de vil naturligvis kæmpe, det bedste de har lært for ikke at blive lønmæssigt agterudsejlet.

En bestræbelse hvor de er hæmmet af de sammenkædningsregler, der tager konfliktvåbnet fra dem. Denne gang.

Mere ro ligesom på det private arbejdsmarked

Ifølge Ove K. Pedersen har trepartsaftalens brug af sammenkædningsregler endnu et sigte: 

- Der er ingen tvivl om, at hele trepartsaftalens bagvedliggende filosofi er at bringe ro ind i det offentlige arbejdsmarked, der jo har været ganske uroligt siden slutningen af 1980'erne. Der er faktisk flere tabte arbejdsdage på det offentlige end på det private arbejdsmarked inden for de sidste 25 år, siger han.

Den afgørende forskel på det private og det offentlige arbejdsmarked, er, at mens det private først og fremmest er vokset ud af aftaler mellem de modstående parter, suppleret med noget lovgivning, så er det offentlige først og fremmest et resultat af den lovgivning, der med tiden stort set har afskaffet tjenestemandssystemet.

Lov og aftaler hånd i hånd

Det politiske element viser sig i nutiden mest tydeligt ved lejlighedsvise regeringsindgreb, men også trepartsaftalen fra lige før jul er et eksempel. Sidstnævnte i virkeligheden en naturlig følge af tjenestemandsloven fra 1969, som netop ved lov fastlagde lønstrukturen i det offentlige.

Det nye i trepartsaftalen er, at den har kombineret de to reguleringsmekanismer.

- Trepartsaftalen er et spændende skridt, fordi regeringen accepterer at gå ind og forhandle lønstrukturens fremtid med den forudsætning, at parterne implementerer trepartsaftalen ved overenskomst, og regeringen implementerer lønstrukturændringerne ved lov, siger Ove K. Pedersen.

Også på anden vis er trepartsaftalen en nyskabelse i forhold til tjenestemandsloven fra 1969. Her skete ændringen efter et kommissionsarbejde, hvor parterne ganske vist også deltog, men det var regeringen, der egenhændigt besluttede, hvad der skulle ophøjes til lov. Trepartsaftalen er mere et forhandlingsresultat, hvor alle deltagere har medvirket til fortolkningen.

En slags variant af partsaftaleprincippet hvis styrke er at forpligte parterne langt mere, end en lov ville gøre, her kan man blot nævne afskaffelsen af store bededag som eksempel på uforpligtelsen. Et eksempel på det modsatte er lærernes arbejdstidsaftaler fra 2020-2021, som jo netop kun blev gennemført, fordi det var parterne selv, der stod inde for det i modsætning til de lovindgreb efter lockouten i 2013, som aftalerne erstattede.

Åbning for større lønforskelle

Et af de elementer i trepartsaftalen som fagforeningerne, formentlig uden større glæde, har forpligtet sig på, er at åbne for uens løn indenfor fagene. Lokalløn kaldes det i trepartsdokumentet, oprindelig ved sin indførelse blev det kaldt Ny Løn, og blandt tillidsfolk og ligesindede har det altid heddet fedterøvstillæg, og selv om det som princip har været til stede i overenskomsterne i årtier, har fagforeningerne som hovedregel modarbejdet det efter bedste evne.

Med trepartsaftalen er der prikket hul på modviljen, alene af den grund at der er afsat en mia. kr., som kun kommer til udbetaling som “fleksibel løndannelse”, som det hedder. Det vil sige hovedsagelig decentralt aftalt lokalløn.

- Det gør, at vi må forvente stadig større forskelle mellem forskellige grupper, fordi lokal løn jo aftales mellem tillidsmænd og den lokale ledelse. Det betyder, at lønstrukturen her kan blødes op og blive anderledes, end de objektive kriterier har pålagt. Det har været en af de store anstødssten for mange fagforbund, men nu har trepartsaftalen åbnet for en videre proces og for, at der dermed kan opstå en større lønspredning, siger Ove K. Pedersen.

Lidt mere direkte siger han også, at “der er noget, der tyder på, at det er fagforbundene, der taber. Skridt for skridt.” Det må så vise sig, når der foreligger et overenskomstresultat, og igen når det udmøntes.