Til foråret udkommer rapporten, som mange offentligt ansatte og borgere har ventet på: Ledelseskommissionens anbefalinger til regeringen om bedre styring i offentlige institutioner. Anbefalingerne får betydning for offentligt ansattes hverdag, og kvaliteten i ledelsen af offentlige institutioner er samtidig afgørende for kvaliteten af velfærden til borgerne.

Skiftende nationale regeringer bliver ved med at kæmpe for gode vilkår for offentligt ansatte, for eliminering af rigide styringsregimer, og for at borgernes penge genopstår som en værdi i velfærd. Men de kæmper forgæves. Ledelseskrisen adresseres på et forkert politisk niveau, langt fra dér, hvor den daglige velfærd produceres i de danske kommuner.

Ledelseskrisen har gennem flere årtier været sat under politisk lup. Schlüter-regeringen lagde ud med et program for modernisering, som Nyrup-regeringen fulgte op med ønsket om fornyelse af den offentlige sektor. Fogh-regeringen holdt fokus på forenkling og afbureaukratisering, mens Thorning-regeringen ønskede at reformere sig til tillid.

Som næste skud på stammen kommer ledelseskommissionens anbefalinger, der forventes at reformere ledelseskvaliteten i den offentlige sektor. Men ledelsesmæssigt er en dansk kommune en kompleks størrelse, der ikke kan styres via anbefalinger fra Slotsholmen. Kommunale ledere skal skabe innovation, mens de er underlagt en nulfejlskultur. De skal skabe velfærdsløsninger for og med borgerne og dermed give slip på den sikre 'one-size-fits-all-tilgang'. De skal arbejde på tværs af organisationen og gøre op med silotænkningen. Det sker samtidig med, at ministerierne i høj grad skaber ens rammer for kommunerne uanset geografi og befolkningssammensætning.

Derfor burde den offentlige ledelseskrise i højere grad være til politisk debat i landets kommuner. Det er tæt på de ledere og medarbejdere, der hver dag står med praktiske udfordringer i velfærdsinstitutionerne. Det er tæt på borgerne, der skal opleve en effekt af velfærden.

Samtidig må der ske et opgør med skiftende regeringers blinde tro på, at man nationalt kan løse den offentlige ledelseskrise. Størstedelen af velfærden skabes i kommunerne, og derfor er det her, at ledelseskrisen bør løses.

I stedet burde de skiftende nationale regeringer fokusere på ledelsen i deres egne ministerier og styrelser, hvor budgetter og drift ”as usual” flere steder fortsat går forud for at skabe løsninger, der reelt efterspørges fra borgerne.