For godt et år siden blev Det Konservative Folkeparti det mindste parti på Christiansborg. Siden er partiet skrumpet ind til tre til fire procent i meningsmålingerne. Ord som krise er ikke længere dækkende for partiet. Det er langt værre. 

Partiet er endt i en permanent tilstand, hvor mange vælgere og medlemmer har mistet troen på, at partiet på et tidspunkt kan vejre morgenluft og igen berettige sit folkepolitiske navn. Vel at mærke landspolitisk; for mange har med rette, gennem det seneste år, stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvis netop De Konservative ikke nu, som borgerligt oppositionsparti, får skærpet de ideologiske knive og sat nye dagsordner – hvornår så?”  

Barfoed slog ellers fast efter VK's regeringsnederlag sidste år, at hans parti skulle være borgerlige stemmer, der arbejder. Ikke alene skulle partiet være mere synligt, ved at arbejde ind over midten i dansk politik, men også i langt højere grad markere klokkeklare, selvstændige politiske dagsordner i forhold til Venstre og skabe kant til Dansk Folkeparti. 

Og ja, De Konservative har været med i en række forlig med regeringen i løbet af året, og i forrige uge forsøgte Barfoed da også halvhjertet at slå på tromme for, at Dansk Folkeparti ikke skulle være støtteparti i en fremtidig regering, indtil Barfoed fortrød og faldt ned som et lam. 

Kommunikationsbarriere

Problemet for Barfoed og co. er bare, at det ikke har virket. Imens partiet står i et vadested og i stampe, stormer Venstre og Dansk Folkeparti frem. Måling efter måling. Og hvad angår den borgerlige terrier Liberal Alliance, så har de taget teten i en lang række oplagte politiske mærkesager og dagsordner, som burde ligge lige til højrebenet for De Konservative. 

De er – modsat De Konservative – langt bedre til at kommunikere enkelt, klart og konkret i medierne, både hvad angår værdipolitiske emner og letforståelige (ofte forsimplede og unuancerede) økonomiske politiske standpunkter. 

Og ser man alene på medieomtalen siden valget, har LA med Anders Samuelsen i spidsen været citeret 26.640 gange. Det Konservative Folkeparti blot 5.611 gange. Nu er synlighed jo ikke et mål i sig selv, men det siger noget om partiets evne – eller mangel på samme – til at komme ud over rampen med dets politiske budskaber og dagsordner, så vælgerne soleklart ved, hvad de konservative kerneværdier og kardinalpunkter er. 

En ny konservativ æra

Tiden er ikke løbet fra De Konservative, men for en stor del af den nuværende folketingsgruppe på Borgen – lige bortset fra Benedikte Kiær og Mai Henriksen. 

Førstnævnte forlader da også skuden til fordel for et borgmesterkandidatur i Helsingør til kommualevalget til næste år. Flere af de nuværende medlemmer er mætte efter 10 år som ministre, og har hverken kridtet skoene efter valget, eller fundet deres egne ben i oppositionen. 

Hvor størstedelen af den konservative folketingsgruppe i dag går i ét med ringbindene på Borgen, og deres strategiske tankegods er overladt til partiets grå eminencer, er det på det kommunale område, at de nye konservative kometer viser flaget, og hvorfra idéudviklingen kommer. 

Det er i kommunerne – rundt om i landet – at vi finder det næste lag af konservative stjerner, som i dag tegner den konkrete, konservative politik, og som i fremtiden kan genrejse partiet på den landspolitiske scene. Det er blandt andet konservative talenter såsom Rasmus Jarlov i København, Kirstine Van Sabben på Bornholm, Michael Ziegler fra Høje Taas-trup og Søren Pape Poulsen i Viborg, der hver dag kridter den konservative banehalvdel og skaber synlig politisk indflydelse, som borgerlige vælgere kan tage at føle på. 

Og sidstnævnte, som er borgmester i Viborg, ramte da også hovedet på sømmet i et interview til Altinget i foråret med hensyn til sit eget partis ageren efter folketingsvalget: ”Vi har haft et folketingvalg, hvor partiet har fået en ordentlig lussing. Det er folketingsgruppen, der er ansvarlig for det. Sådan er det.” 

Et af midlerne er ifølge Søren Pape Poulsen at skabe langt mere kant til Venstre og genopbygge en mere selvstændig profil. En konservativ profil, som er skarpere i kommunerne end på de bonede gange bag de tykke mure på Borgen. 

Tredjestørste parti

For både den pragmatiske og praktiske kommunalkonservative tilgang har langt større gennemslagskraft end den landspolitiske. 

Og tallene taler deres tydelige sprog: Ved kommunalvalget i 2009 gik partiet frem – selvom politiske spåkoner og journalister spåede det modsatte. I dag har De Konservative 12 borgmesterposter ud af 98 mulige og er dermed det tredjestørste kommunalpolitiske parti, kun overgået af V og S. 

Om det billede vil se markant anderledes ud efter kommunalvalget i 2013 vil tiden vise. Men det er tvivlsomt, om den landspolitiske krise vil have en betydelig afsmitning lokalt, da det er i kommunerne, at de borgerlige stemmer arbejder og ikke er ramt af den konservative folketingsgruppes stagnation og sukken efter 'de gode gamle dage' i VK-regeringen.