Ny borgmester-vikar i Horsens er tidligere børneborgmester
Ny borgmester-vikar i Horsens er tidligere børneborgmester

Horsens' borgmester Peter Sørensen (S) sygemeldes med rygsmerter, og hans situation er så alvorlig, at han ikke forventer at returnere før april. Derfor skal byrådet finde en vikar, og styrelsesloven siger, at der skal vælges en ny borgmester, når den siddende borgmester har fravær i over to måneder.
Den socialdemokratiske gruppe er blevet enige om, at 2. viceborgmester og gruppeformand Andreas Boesen (S) tager over som fungerende borgmester, indtil Peter Sørensen bliver frisk igen. På fredag er der byrådsmøde, hvor beslutningen bliver formaliseret i byrådet.
Kommunen.dk ringede til Andreas Boesen for at høre, hvad der skal ske i Horsens i de to måneder, hvor han skal passe roret.
Tillykke med din nye titel.
- Tak, selvom det jo er på en noget trist baggrund, siger Andreas Boesen.
Har du fået dannet dig et overblik over, hvad der skal ske de næste to måneder?
- Nej, det har jeg bestemt ikke. Jeg bliver først officielt valgt på fredag, og helt formelt har jeg jo ikke adgang til administrationen, før jeg bliver borgmester. Og Peter varetager sådan set sine opgaver ugen ud.
Erfaring som borgmester
Valget faldt på Andreas Boesen, fordi han og Peter Sørensen har arbejdet sammen de seneste ti år i byrådet.
- På den måde er jeg jo inde i alle de store sager. Jeg vil kunne holde kursen, mens Peter er væk, og jeg føler mig egentlig ret tryg ved de næste par måneder, siger Andreas Boesen.
Han peger på flere områder, som bliver særligt vigtige i hans vikarperiode.
- Vi har et bredt byråd, der bakker op om investering i vores dagtilbud, skoler og omsorg for ældre og handicappede. Altså velfærd. Og det andet er en bæredygtig udvikling af kommunen. Vi har lagt både strategier og planer, som er på vej igennem systemet, siger han.
Horsens er en socialdemokratisk højborg, og partiet har siddet på borgmesterposten i over 100 år. Derfor lå det ikke i kortene at vælge 1. viceborgmester Martin Ravn (V) som vikar i de to måneder.
Det er dog ikke sådan, at Andreas Boesen gik og drømte om at blive borgmester.
- Men jeg har faktisk været borgmester før for mange år siden. Børneborgmester i Horsens børnebyråd, siger han med et grin.
- Ej, det er selvfølgelig uden sammenligning. Når man siger ja til at være 2. viceborgmester, så har man gjort sig sine overvejelser. Men vi har en borgmester i Horsens, der normalvis er frisk og rørlig, og som forhåbentlig sidder her lang tid endnu. Så nej, det er ikke noget, jeg går og tænker på.
En ydmyg vikar
Til daglig arbejder han som chefkonsulent på VIA's ingeniøruddannelse i Horsens, og derfra har han søgt om orlov, foreløbig i to måneder.
- Jeg har fået mange hilsner de seneste par dage. Folk synes, det er spændende, og de ønsker mig held og lykke. Og mine kolleger siger, at de kommer til at savne mig. Jeg kommer også til at savne VIA i de her måneder, for vi har gang i mange spændende ting.
Og fra på mandag kan Andreas Boesen altså sætte sig til rette på borgmesterkontoret. Men han beskriver sig ikke som en, der er vant til fine kontorer.
- Jeg er sådan en type, der bare skal bruge et bord og en stol, og så kan jeg finde mig til rette med at arbejde der.
Hvad kendetegner en god borgmester? Eller måske nærmere en god borgmestervikar?
- Det allervigtigste er ydmyghed over for det ansvar, man får tildelt. Ansvar forpligter. Den tillidspost, det er at være borgmester, er noget, man skal arbejde for hver dag for at fortjene. Både over for ens politiske kolleger, men også over for virksomheder, foreningsliv, civilsamfund og lokalsamfund, siger Andreas Boesen.
Fredag kl 15.00 er der byrådsmøde i Horsens, hvor det forventes, at byrådet peger på Andreas Boesen som fungerende borgmester. Mødet bliver ledet af 1. viceborgmester Martin Ravn (V).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























