Kommunen beskrev i forrige uge, hvordan en række kommuner har tabt penge på deres valg i forbindelse med optagelse af lån, herunder anvendelse af rente og valutaswaps. I artiklerne udtalte Finn Østrup blandt andet, ”at kommunerne ikke selv burde have kompetence til at optage lån – da man måtte forstå, at de åbenbart ikke kunne finde ud af det.”

Det er vi lodret uenige i! For hvad skal man vælge? En variabel eller en fast rente? Det er et godt spørgsmål, som de fleste kommuner skal svare på mindst én gang om året. Svaret er lige så vanskeligt, som når man skal låne til et hus eller andet derhjemme. Ingen kan forudsige det rigtige svar. Og da ingen kan forudsige renteudviklingen – hverken investeringseksperter eller universitetsprofessorer – indebærer et hvilket som helst valg af finansiering naturligvis en risiko for et tab i forhold til andre valg.

Hvis man vælger en fast forrentning på et lån og renten falder, taber man, som Kommunen beskrev i forrige uge, penge. Hvis man omvendt optager et variabelt forrentet lån og renten stiger – ja, så taber man også penge. Så det såkaldt sikre valg af et fastforrentet lån uden swaps er med andre ord lige så spekulativt som et variabelt forrentet lån – eventuelt med brug af renteswaps.

Hvad er det rigtige valg?

Når vi som kommune vælger at optage lån med fast rente, kan vi vælge enten en fast rente som på huslånet derhjemme eller en variabel rente, som efterfølgende bliver fastlåst ved at bytte rente med banken ved hjælp af en renteswap. Renteswap-lånene har de senere år vist sig at give en lidt lavere rente end det traditionelle fastforrentede lån, men har i øvrigt samme effekt – nemlig at renten fastlåses på det nuværende lave niveau.

Hvis den korte variable rente i danske kroner falder, er det imidlertid (på kort sigt) en dårlig forretning at finansiere gælden med swaplån. Det lave og faldende renteniveau de senere år har derfor resulteret i, at kommuner med renteswap har mistet en potentiel rentegevinst. Det samme ville de have gjort, hvis de havde optaget almindelige, men dyrere fastforrentede lån. Men når man regner på det efter for eksempel 5 år, er det ikke muligt at konkludere, om valget har været rigtigt eller forkert. Som eksempel er Næstved Kommunes gæld i øjeblikket sammensat af 40 procent variabelt forrentede lån og 60 procent fastforrentede lån. Når vi har valgt et fastforrentet lån og herunder renteswappede lån på for eksempel p.t. godt 1 procent i rente over 25 år, ved vi først, om det var det rigtige valg, når de 25 år er gået. For det afhænger jo af, om den variable rente har været højere eller lavere igennem de 25 år, og det er der ingen, der kan sige på nuværende tidspunkt.

Kommunal risikoprofil

Når Næstved Kommune skal optage nye lån eller omlægge gamle lån, rådfører vi os i lighed med alle de kommuner, vi kender til, med en rådgiver, der i vores tilfælde er en af de store banker i Danmark. Herudover holder vi os til kommunens finansielle politik, der beskriver de rammer, kommunen vil agere indenfor på det finansielle område. I Næstved siger politikken, at vi må have op til 70 procent af vores lån til variabel rente, og at vi skal have mellem 30 procent og 100 procent i fastforrentede lån. Og den politik svarer jo netop til byrådets afvejning af muligheden for en billigere rente ved et variabelt forrentet lån overfor risikoen for en rentestigning.

Så konkluderende: Når man opgør, om kommunerne har vundet eller tabt på deres dispositioner, skal man se på hele låneperioden og tage med i betragtning, at ethvert valg ved en låntagning indebærer en risiko for et tab i forhold til andre valg. Kommunerne træffer rationelle og informerede valg om deres låntagning, og ingen andre end det lokale byråd kan afveje kommunens risikoprofil og vælge, hvilken politik man vil føre på det punkt. Og derfor bør låntagning og finansielle valg naturligvis også fortsat ligge i kommunerne.