Fravalget af basal dansk naturformidling i medierne matches af en journalistisk natur-inkompetence, som rækker vidt, eftersom de dygtige naturjournalister desværre hele tiden bliver færre. Og det betyder tilsvarende, at det naturpolitiske niveau generelt er lavt, og at natur og biodiversitet bliver forbigået politisk igen og igen.
Eksempelvis omtalte stort set alle medier ukritisk Danmarks femte nationalpark, der blev etableret kort før nytår. Hverken medier eller politikere syntes at ane noget om det udhulede danske nationalpark-koncept, der fuldstændig underprioriterer dét, som internationalt og historisk er nationalparkernes særkende og omdrejningspunkt: Naturen. 
Denne udtalte mangel på indsigt i, hvad der er op og ned, illustreres også til fulde i den naturhistorie, der senest har turneret i medierne: Spørgsmålet om, hvorvidt udsætning af bistader med opdrættede honningbier truer vilde bier i vore beskyttede naturområder.

Ukritisk kildeanalyse
Det er en historie, der byder på klassiske fronter, som journalister ellers er vant til at stille skarpt på:  Producenter, der vil forsikre omverdenen om deres produkts grønne bæredygtighed i kontrast til en bred vifte af eksperter, der omvendt peger på talrige kritiske studier og anbefaler forsigtighed. Normalt ville man se journalistisk på, hvem der har hvad at vinde ved hvilke udmeldinger, ligesom man gør, når f.eks. bilproducenter eller medicinalvirksomheder påstår ét om deres produkters konsekvenser, mens eksperter påpeger noget andet.
Men fordi det handler om natur, glimrer en afbalanceret og kritisk vægtning ved sit fravær, og problemstillingen bliver let for producenterne at fortegne, så offentligheden sidder tilbage med et skuldertræk. 

Ligegyldigheden sejrer
Hvor der i virkelighedens verden er overvældende forskerkonsensus om, at placeringen af millioner af honningbier i vigtige naturområder risikerer at udkonkurrere og fortrænge mange arter af vilde bier og andre bestøvere, bliver dette i nyhedernes virkelighed til noget ubetydeligt søndagsfyld om på-den-ene-side-og-på-den-anden-side … So who cares?
'Forskere strides om bier', lød overskriften, der ramte medierne i begyndelsen af januar. Man fandt nemlig én forsker, som ikke var særlig bekymret over, at milllioner af honningbier sendes på vingerne fra et utal af bistader i beskyttede naturområder, der ellers er levesteder for mange forskellige vilde bier, hvoraf adskillige arter i forvejen er presset til randen af national udryddelse.
I nyhedshistorien er den ubekymrede forsker i alliance med Danmarks Biavlerforening således vægtet imod én kritisk forsker, til trods for at det er den kritiske forsker, der repræsenterer den store og veldokumenterede konsensus.

Forskere maner til forsigtighed
Sådanne misvisende skævheder optræder kun upåtalt, når det er natur og biodiversitet, der er temaet. For who cares?
Så sent som i november 2017 offentliggjorde en stribe danske forskere ellers en konsensus-betænkning om truslerne mod de vilde bier og fastslog blandt andet, at: ”Honningbien lever ofte af samme fødekilder som de vilde bier, så potentielt kan der opstå konkurrence, hvor føderessourcerne er begrænsede i forhold til antallet af bier.” 

Derfor lød forskernes anbefaling ifølge Altinget.dk: "Eftersom honningbiavl ikke kan begrundes med fordele for de vilde arter af planter og dyr, men kan have ulemper for disse, så tilsiger forsigtighedsprincippet, at biavl undgås i områder, der er særligt disponeret til natur." 
Måneden efter offentliggjorde udenlandske forskere det systematiske review ‘Har husdyr-bier negative effekter på vilde bier?’. Baseret på ikke mindre end 147 forskellige studier når de frem til at ’støtte brugen af forsigtighedsprincippet’ i overensstemmende med anbefalingen fra de danske forskeres konsensusartikel. 

Biavlerne sætter dagsordenen
Det er veldokumenteret, at der kan forekomme konkurrence mellem udsatte honningbier og naturens vilde bier. Alligevel bliver denne kendsgerning ubalanceret til noget i retning af 2:1 i honningproducenternes favør. Talsmand for Danmarks Biavlerforening, Ole Kilpinen, får sågar nyhedshistoriens sidste ord: ”Det kan være et problem ganske få steder. Men de allerstørste problemer for både honningbier og vilde bier er pesticider og manglende fødegrundlag.”
Ikke ét kritisk modspørgsmål. Selv om han ikke forholder sig til den overvældende forskerkonsensus men i stedet flytter fokus ved at opremse andre problemer, hvilket imidlertid upåagtet leverer endnu et godt argument for at undlade ethvert bistade i beskyttede naturområder, idet der netop i forvejen er andre trusler mod de trængte bestøvere. 
Helt ude på overdrevet var også en overskrift i Landbrugsavisen dagen efter. Her sætter Danmarks Biavlerforening uimodsagt og udokumenteret deres egen dagsorden med denne ildevarslende udtalelse: ”Hvis ikke heksejagten mod honningbierne stopper, risikerer vi i Danmark at øge manglen på bestøvning.”

Vilde bier er de jagede
Mikrofonholderne gjorde intet for at indvende, at der selvsagt ikke kan være tale om nogen ‘heksejagt’, eftersom der er milliarder af honningbier i Danmark, og eftersom antallet af bistader i naturområder stiger voldsomt. Det er også forkert, at honningbier skulle være nødvendige for vilde planters bestøvning i naturområder. Det klarer de vilde bestøvere selv, hvis de vel at mærke får plads. 
Den eneste jagt er jagten på fødekilder, hvor millioner af honningbier risikerer at bortjage vilde bier.

Honning kan alle lide, og alle forstår vigtigheden og nytten af honningbier på landet og i byen, i private haver og hos professionelle uden for de beskyttede naturområder. Men honningbier er slet ikke naturligt forekommende i det kolossale antal, de udgør som led i et effektivt produktionsdesign.
Har man svært ved at forstå det, kunne man begynde med at spørge flere af de eksperter, der kender forskningens konsensus på området.
Men dét kræver selvfølgelig, at natur bliver et emne, medierne tager lige så alvorligt som alle mulige andre emner.