Jo mere skinger du er, jo større adgang til medierne, synes mantraet at være indenfor visse dele af pressen – ikke mindst i de mere kulørte af slagsen. 

Medierne svælger i populistiske mediepersoner, hvis evne til at rage op ofte er større end selve talentet. I gamle dage kaldte vi dem hofnarre. I dag kender vi dem som pressens mediedarlings, som har en mening om alt og alle – så længe den blot er kontroversiel, kantet eller kættersk. Disse personer går hånd i hånd med visse dele af pressen, og sød musik opstår. Personer som fx Jim Lyngvild, Marie Krarup (DF) og Joakim B. Olsen (LA) får massiv medieomtale. Pressen får skarpskårne citater og seere og lyttere får underholdning. Og bang, alle er glade. 

Fra Glistrup til Lyngvild

Faktisk går der en lige linje fra den politiske fantast Mogens Glistrup til homo-ikonet, provoen og lynkineseren Jim Lyngvild, for visse medier har en tilbøjelighed til at ophøje og dyrke ekstreme udtalelser. Glistrup og nu Lyngvild har evnen til at rydde forsider og sendeflader ved at tale i citater ud fra et forenklet og sort-hvidt verdensbillede.

I en tid, hvor pressen kæmper om opmærksomheden i den larmende støj fra de mange medieplatforme, rager de markante meningsdannere op i medielandskabet og sætter dagsordner med kontroversielle forslag, bombastiske statements eller bizarre bemærkninger. Og det sælger. 

Lad os tage et par stykker og starte med moderedaktøren Jim Lyngvild, da han for nyligt blev fyret som vært og dommer for Copenhagen Pride. I den forbindelse omtalte han folk, der synes, at det gør ondt at blive tatoveret, som bøssekarle. Efterfølgende kom han med denne svada: 

”Jeg er MÅLLØS !!!! INGEN - og jeg mener INGEN - skal bestemme, hvad jeg skal sige, og IKKE MÅ sige og slet ikke orkestrere mig. som om jeg er en ubegavet narrehat,” og sluttede af med: 

”Mig går der ingen skår af… men jeg er også bare en hårdhudet bøsserøv!”

 Og den liberale kuglestøder Joachim B. Olsen har bestemt heller ikke holdt sig tilbage, når det gælder markante udtalelser om dette og hint. Blandt andet da han i tv-programmet Zulu Kvægræs kaldte den homoseksuelle cremekonge René Friis for en ’cremebøsse’.  Eller da han skrev om fattigdom på Facebook – som endte med at blive et af årets citater: 

”Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, at snakke om fattige i Danmark. I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt.”

Bedre blev det ikke da DF'eren Marie Krarup efter et besøg i New Zealand skrev et kontroversielt blogindlæg om New Zealands oprindelige befolkning. Hun skrev blandt andet: 

”Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine.”

Klar tale til folkedybet

Mens hårdtarbejdende politikere i årevis i kommunerne eller på de bagerste rækker i Folketinget har svært ved at få ørenlyd eller taletid i andet end deres egen valgkreds, kan de medieskabte politiske mediedarlings uden videre sætte strøm til alenlange indslag og artikler, når først de blot vifter lidt med deres fjerdragt og udbasunerer deres til tider unuancerede og kategoriske grave grøfter-udsagn. 

Men er det ikke bare god kommunikation? Har de ikke bare evnerne – modsat mange andre politikere – til at sætte en dagsorden med skiveskårne budskaber i medierne? Jo, hvis det bare var så vel. Kunsten at kommunikere til sit publikum er en af de vigtigste egenskaber – hvad enten man er politiker, virksomhedsejer eller gøgler. Men der er en tendens til, at dele af medielandskabet er med til at fremelske de mere radikale typer, der kan tale til skraldespanden eller de dybeste lag af folkedybet - der, hvor udtalelser bliver ophøjet til letfordøjelige politiske forslag, som er med til at grave dybere og dybere huller i vejkanten, skabe skel og sætte folk fast i muddergrøften. 

Forklaringerne på, hvordan vi er nået dertil, har mange facetter. Her er tre: 

Partiernes udstillingsvinduer ligner mere og mere hinanden.

En hær af pæne politikere på Christiansborg med de samme akademiske uddannelser er forskanset bag en mur af spindoktorer.

Vælgerne føler, at mange politikere er afkoblet fra deres konkrete hverdag og virkelighed.

De højeste hyl i skoven

Her kan de mere farverige mediefyrtårne tilbyde langt mere forsimplede automat-svar til visse vælgergrupper, hvor tingene bliver skåret godt og grundigt ud i pap og svesken lander hårdt og præcist på disken uden nogen former for politiske mellemregninger. 

Men det er her, at visse journalister hver morgen, når de vågner, burde spørge sig selv, om deres fineste journalistiske opgave er at sætte folkeforførerne op på en politisk piedestal, hvor luftkasteller bliver ophøjet til vigtige politiske sandheder – fordi de er forsimplede og forenklede.

Og der er en tendens til, at dele af pressen forherliger de mest skingre tonelejer i den politiske manege på bekostning af mere nuancerede debattører og politikere, der ser mønten fra begge sider. Og her passer politiske typer som Joachim B. Olsen (LA) og Marie Krarup (DF) perfekt ind i denne politiske ulvetid, hvor den, der hyler højest, tiltrækker den største opmærksomhed – uanset substans. 

Paradise-politikere

Kunne man forestille sig Gustav, Amalie og Linse Kessler som politikere og meningsdannere? Ja, i den nuværende politiske medieandedam er det nærmest underligt, at de ikke er blevet det endnu, hvor jagten på laveste fællesnævner synes at vokse proportionelt med medieomtalen. 

Ikke mindst når holdningerne bliver forklædt bag underholdning, har disse reality-stjerner potentialet til at blive de sociale mediers og pressens kommende ”politiske” skikkelser og debattører som folkets ”rigtige” talerør og højttaler for gadens parlament. 

Det kan udgøre et demokratisk problem, hvis de unges forbilleder alene bliver fordummende højtråbende, som skaber skel i stedet for at vælter hegnspæle – i kampen for at komme længst frem på mediescenen på kortest tid.: