Det er sæson for kommunernes årlige budgetforhandlinger, og der, hvor økonomien udfordres af den demografiske udvikling, må man enten udføre de kommunale opgaver mere effektivt eller prioritere anderledes.

Jeg har forståelse for, at den opgave ikke altid er nem, men omvendt finder jeg det helt rimeligt, at kommunerne skal prioritere og få mere ud af pengene, når man tænker på, at vi er dét land med den største offentlige sektor. Derfor bliver jeg også skuffet, når Odense Kommune for eksempel giver kommunens socialrådgivere besked på at lukke hver femte sag om hjælp til udsatte børn, fordi der skal spares penge. Det efterlader nemlig et indtryk af, at kommunen er presset helt i bund økonomisk, da netop udsatte børn vel er de sidste, man vil ramme i en spare-runde? Tilsyneladende ikke, for mens byrådet i Odense med den ene hånd vil finde penge ved at fjerne hjælpen til hundredvis af sårbare børn og deres familier, så kunne selvsamme politikere støtte festivalen Tinderbox, sende hele børneudvalget på en dyrt betalt studietur til Canada og glæde sig over, at der triller ”gratis” bybusser rundt i byen. I Odense har man altså forstået at prioritere, men når prestigeprojekter kommer før hjælpen til udsatte børn, så gør man det bare helt forkert.

For mig som liberal social- og kommunalordfører er velfærdssamfundets eksistensberettigelse at udgøre et solidt sikkerhedsnet for de absolut svageste i vores samfund: dem, der har brug for en hjælpende hånd, så de nemmere kan klare sig selv igennem livet. I takt med øget velstand er middelklassen dog blevet så stor, at mange politikere virker mere optaget af at tilgodese denne gruppe for dermed at sikre sig selv en større opbakning. Derfor er man begyndt at opfinde velfærdsområder alene til fordel for middelklassen, og det har i min optik grebet så meget om sig, at den oprindelige tanke med et velfærdssamfund for tit tilsidesættes med det resultat, at samfundets allermest udsatte ikke får den hjælp, de burde få.

Derfor er min opfordring som kommunalordfører til lokalpolitikerne rundt-om i landet også klar forud for de kommende budgetforhandlinger: Tag en grundig drøftelse af, hvad I mener der er kommunens vigtigste opgaver. Og få derefter lagt en klar prioritering frem. Det er helt legitimt at have et politisk ønske om eksempelvis sammenlagte gårdmiljøer i de tætte byer, men man bør altid spørge sig selv, om den type projekter er strengt nødvendige i en tid, hvor der i nogle henseende skal prioriteres for at få enderne til at mødes. Det er ingen hemmelighed, at jeg slet ikke ser den slags projekter som en kommunal kerneopgave, men jeg respekterer, at der på tværs af partiskel er forskellige syn på det. Til gengæld respekterer jeg det ikke, når der spares på kernevelfærd, så der kan blive råd til at lefle for middelklassen.

I Liberal Alliance er vi store tilhængere af det kommunale selvstyre – og jeg vil derfor ikke diktere fra Christiansborg, hvad kommunerne skal bruge deres penge på. Men jeg vil heller ikke afholde mig fra at råbe højt, når svage lades i stikken, mens skatteborgernes penge ødsles væk på gøgl og projektmageri. Det ser vi alt for ofte eksempler på, og derfor køber jeg ikke præmissen om, at vi ikke kan få bedre kernevelfærd og samtidig skrue lidt ned for det samlede forbrug. For selvfølgelig kan vi det, hvis den sunde fornuft kommer i brug, når der fremover skal prioriteres – for det skal der. Og hvad er mere oplagt end at begynde på det ved de kommende budgetforhandlinger?