Myten om de studerende
Myten om de studerende
Mine medstuderende og jeg hopper hellere end gerne på cyklen, toget eller bussen for at komme ind til vores studier, især hvis det betyder, at vi kan bo et sted, vi kan betale, og hvor vi ikke skal flytte en gang i semesteret. Jeg selv og mange af mine venner er blevet utrolig dygtige til at finde nye variationer af pasta med tomatsovs, fordi det er det, der gør, at vi får SU'en til at slå til. Og når vi møder troligt op til vores forelæsninger, selvom vi ved, at vi skal sidde på gulvet eller i vindueskarmen, så er det et tegn på, at vi tager vores uddannelse meget alvorligt og rigtig gerne vil dygtiggøre os.
Men når jeg læser om unge i avisen, er det nogle gange svært at genkende mig selv og mine medstuderende i det billede, der bliver tegnet.
”Jeg håber, at politikere, meningsdannere og beslutningstagere vil læse med her og tage det for gode varer, når jeg siger, at vi er fuldt ud i stand til at komme med kvalificerede bud på, hvordan vores uddannelser og studiebyer skal udformes.”
Der er mangel på betalelige boliger i uddannelsesbyerne – alene i København står flere tusinde på akutventeliste hvert år til studiestart. Det har ikke noget at gøre med, at vi vil bo på Rådhuspladsen – det har noget at gøre med, at der ikke er boliger nok. Husleje, Netto-besøg og bøger gør faktisk et anseeligt indhug i vores SU og betyder markant mere for studenterøkonomien end cafébesøg. Og tro det eller ej: Det er de færreste, der kommer sovende til deres eksaminer. Jeg kunne blive ved. Alligevel er myten om, at ungdommen nu til dags er en flok uansvarlige curlingbørn, der ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv, en myte, der bider sig hårdere og hårdere fast i mediebilledet. Det gør den på trods af, at det netop er det, den er – en myte.
Når jeg vælger at bruge min klummetid på at give et andet billede af unge end det, der ofte bliver gengivet i medierne, er det ikke kun, fordi det er forkert. Det er, fordi billedet bliver brugt som en undskyldning for ikke at tage de problemer, vi oplever i vores hverdag, alvorligt. Nogle gange bliver det sågar brugt til at retfærdiggøre, at der bliver truffet beslutninger om vores fremtid, vores hverdag og vores studier, uden at vi bliver hørt. Sandheden er, at der ikke er nogen grund til at lytte mere til erhvervslivet end til de studerende, når vores uddannelser skal udformes – vi vil gerne tage ansvar, vi vil gerne bidrage, og vigtigst af alt: Vi vil gerne være med til at definere, hvordan vi skaber de bedste rammer for, hvordan vi kan dygtiggøre os. Hvis politikerne begynder at stole på det, så er der en mulighed for, at vi kan få en debat om uddannelseskvalitet, der kan udvikle vores uddannelser og sørge for, at vi rent faktisk bliver den dygtigste generation nogensinde. Der er heller ingen grund til at give op overfor at løse ungdomsboligproblemerne på forhånd. Det er muligt at tænke i nye løsninger på boligproblemerne – det vil vi gerne være med til – og når der kommer betalelige ungdomsboliger, er der ikke nogen grund til at bekymre sig over, om de bliver fyldt op.
Jeg håber, at politikere, meningsdannere og beslutningstagere vil læse med her og tage det for gode varer, når jeg siger, at vi er fuldt ud i stand til at komme med kvalificerede bud på, hvordan vores uddannelser og studiebyer skal udformes. Hvis I gør det, vil vi hellere end gerne samarbejde om at finde de løsninger, der skaber de bedst mulige studiebyer og uddannelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.