Mistet valgbarhed, orlov, partiskift og masser af jobskift
Mistet valgbarhed, orlov, partiskift og masser af jobskift

Sket i byrådene
Simon Aggesen stopper som spidskandidat efter valgnederlag
FREDERIKSBERG: I en længere statusopdatering på Facebook melder Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), at han ikke længere er spidskandidat for De Konservative.
- Jeg har nydt min tid i politik og særligt min tid som borgmester. Det håbede og troede jeg på skulle fortsætte. Det gjorde det desværre lige præcis ikke, og det har givet anledning til at stoppe op og mærke efter, skriver Aggesen, der har været medlem af kommunalbestyrelsen i 12 år og borgmester i knap tre.
På trods af fremgang til K og 40 pct. af stemmerne på Frederiksberg, måtte den detroniserede borgmester afgive borgmesterposten til Socialdemokratiets Michael Vindfeldt.
- Der er flere, som har spurgt, hvad jeg skal nu. Pønser jeg mon på at stille op til Folketinget til næste valg? Nej, det gør jeg ikke. For mig har mit politiske engagement altid været drevet af at gøre en forskel i mit lokalmiljø, skriver Simon Aggesen.
Ifølge opslaget sagde både R og S nej tak til en konstituering med K.
Simon Aggesen vil nu bruge mere tid med sin familie.
- Jeg har derfor i dag meddelt den nyvalgte konservative gruppe, at jeg ikke længere ønsker at stå i spidsen for vores parti, og at jeg i fremtiden vil fokusere på min familie og et kommende job i det private erhvervsliv. Indtil videre fortsætter jeg som menigt medlem af kommunalbestyrelsen, skriver han.
Der er ikke taget stilling til en ny K-spids. Foreløbigt varetager Nikolaj Bøgh opgaven som fungerende politisk ordfører, mens Laura Lindahl bliver gruppens nye formand. Han er indtil videre menigt medlem af kommunalbestyrelsen.
Fartglad byrådsmedlem må starte på bænken
RUDERSDAL: Søren Hyldgaard (V), der i september 2019 mistede sin valgbarhed, da han i landsretten blev frakendt sit kørekort, opnåede valg ved KV21 i Rudersdal. Men han må starte sin valgperiode på bænken, da man mister sin valgbarhed ved en ubetinget frakendelse af kørekortet. Først tre år efter den endelige dom, kan man igen betegnes som valgbar. Manglende valgbarhed betyder imidlertid ikke, at man mister retten til at stille op i perioden. Søren Hyldgaard klagede efter Østre Landsrets dom til Procesbevillingsnævnet på grund af utilfredshed med sagsforløbet, uden dog at få medhold. Derfor tælles de tre års karantæne fra nævnets afgørelse, som faldt fire måneder senere en landsrettens dom, og Søren Hyldgaard kan derfor først indtage sit sæde til januar 2023.
Genvalgt konservativ trækker sig
HOLBÆK: Michael Suhr, konservativt byrådsmedlem gennem otte år, har sygemeldt sig for resten af perioden, og trods genvalg i tirsdags trækker han sig helt fra politik fremover. - Jeg har kæmpet for at komme op i fuld gear, og det er næsten lykkedes mig. Men valgkampen var et større pres, end det var godt for mig og mit helbred, siger Michael Suhr, som sidste år var igennem en større operation og fik amputeret sit ene ben. De Konservative går fra et til to mandater i det nye byråd, og med afbuddet fra Suhr bliver de nu indtaget af Stampe Duus og Kurt Næsted.
Netop genvalgt for V skifter til K
SLAGELSE: Venstre i det kommende Slagelse Byråd bliver et mandat mindre end de 11, valgresultatet viste. Byrådsmedlem Christopher Trung er sprunget til De Konservative, som dermed vokser fra tre til fire mandater. Den nyslåede konservative vil ikke ud med årsagen til skiftet, og hvorfor det sker lige efter hans genvalg for Venstre. Han skriver dog på sin egen hjemmeside, at han har "modnet sig politisk gennem årene" og at skiftet fra V til K er sket i "loyalitet overfor sine vælgere og de løfter han har givet". Christopher Trung kom i byrådet for V ved KV17 og blev genvalgt for samme parti ved KV21. Skiftet til K rokker ikke ved hans støtte til Knud Vincents (V) som ny borgmester, oplyser han.
Thomas Adelskov går på orlov
ODSHERRED: Afgående borgmester i Odsherred Thomas Adelskov (S) tager "straks" orlov fra byrådet for at være hjemme hos sin kræftsyge kone, skriver han i et facebookopslag. Sidste uge fik familien besked om, at den forsøgsbehandling, hun har modtaget på Rigshospitalet, ikke virker, og at den derfor standses. Det har fået den travle politiker til at prioritere familien i den sidste tid, skriver han i opslaget.
Forvaltning
Social- og sundhedsdirektør går på pension
SVENDBORG: Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Svendborg John Jensen går på pension ved udgangen af marts næste år. 65-årige John Jensen har været ansat i Svendborg Kommune siden 1993 og startede i økonomiafdelingen.
Siden har han været direktør med ansvar for bl.a. økonomi og stabe samt arbejdsmarked og det tekniske område, inden han for små fem år siden blev direktør for social, sundhed og beskæftigelse. Tidligere direktør for social, sundhed og beskæftigelse, Claus Sørensen, vender fra næste år tilbage til direktørområdet, når han overtager stillingen efter John Jensen. Rokaden betyder, at der bliver en stilling ledig i Børn, Unge, Kultur og Fritid, hvor Claus Sørensen har været direktør siden 2017.
Viborg ansætter ny sundhedschef
VIBORG: Viborg har ansat Kristine Stange som ny sundhedschef. Hun kommer fra en stilling som kommunikations- og sekretariatschef i Hospitalsenhed Midt. 41-årige Kristine Stange er uddannet statskundskaber og i gang med en master i offentlig ledelse. Hun tiltræder 1. januar og afløser Peter Borup Sørensen, der fratrådte tidligere på året for at blive sosuelev i Lemvig.
Syddjurs får ny familiechef
SYDDJURS: Claus Friis Lange bliver ny familiechef i Syddjurs efter nytår. Han kommer fra en stilling som chef for Børn- og familie i Ringkøbing-Skjern, hvor han har været ansat siden 2015. Ud over børn- og familieområdet har han ledelseserfaring inden for børne-, unge-, fritids- og kulturområdet. Claus Friis Lange er 60 år og uddannet jurist og har desuden efteruddannelser inden for personaleledelse, økonomi og HR. Han bor i Højbjerg og har tre voksne børn.
Henter økonomichef fra nabokommune
VEJLE: Anders Hansen starter 1. januar som økonomichef i Vejle Kommune. Han kommer fra en tilsvarende stilling i nabokommunen Billund, hvor han de sidste tre år har været chef for Økonomi, Personale & Indkøb med 45 medarbejdere. Anders Hansen er 40 år og cand.oecon fra Aarhus Universitet, og så er han i gang med en master i offentlig ledelse. Han har tidligere været ansat som administrativ leder ved Handicapcentret for Børn i Aarhus Kommune og før det økonomisk konsulent ved Social - og Beskæftigelsesforvaltningen - også i Aarhus Kommune. Han afløser Ina Fejring, der 1. november tiltrådte jobbet som ny stabschef i Børn & Unge.
Vejle ansætter ny seniorchef
VEJLE: 4. januar sætter Heidi Have sig i spidsen for Vejle Kommunes plejecentre som en del af et nyt team på to seniorchefer.
De sidste fem år har hun været chef for Institut for Sundhedsuddannelser ved UC Syd. Heidi Have er 52 år og er oprindeligt uddannet sygeplejerske, som hun har suppleret med efteruddannelse, bl.a. master i Sundhedspædagogik og senest forandringsledelse ved CBS.
Syddjurs-chef bliver direktør i Struer
STRUER/SYDDJURS: Syddjurs' afdelingschef for teknik- og miljøområdet, Rune Asmussen, fratræder og skal være direktør i Struer Kommune. I Struer bliver han direktør for teknik- og kulturområdet, og han tager over efter Jakob Bisgaard, der tidligere på året rykkede til Aalborg Kommune. Før sin ansættelse i Syddjurs, hvor han har været siden 2018, havde Rune Asmussen forskellige leder- og chefstillinger i Randers Kommune i knap 17 år. Syddjurs konstituerer Britt Raaberg Hjortshøj Mogensen i chefstillingen frem til ansættelse af en ny chef.
Aarhus fastansætter børn- og ungechef
AARHUS: Magistraten har godkendt ansættelsen af Susanne Holst som ny børn- og ungechef i Børn og Unges distrikt Syd, der er et af fem geografiske distrikter. Hun har været konstitueret i stillingen siden 1. januar 2021, og fra den 1. december tiltræder hun altså permanent.
Hun har tidligere været læringskonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Stillingen som børn- og ungechef blev ledig, da Anne Merethe Løvmose valgte at fratræde jobbet i efteråret 2020, hvor Susanne Holst blev konstitueret. Susanne Holst overtager også ansvaret for det såkaldte dagtilbudsledernetværk, som Anne Merethe Løvmose var leder af.
Faxe henter økonomichef fra KL
FAXE: Faxe Kommune har ansat Jens Vedel Jørgensen som ny centerchef for økonomi. Han kommer fra en stilling som chefkonsulent i Komponent under KL. Han er derfor et kendt ansigt på sin nye arbejdsplads Center for Økonomi, hvor han de seneste måneder har været midlertidigt ansat og blandt andet bidraget til det administrative arbejde med budget 2022. Jens Vedel Jørgensen har gennem en lang årrække specialiseret sig i at bistå skiftende kommuner i blandt andet økonomisk analyse og er tidligere centerchef for økonomi og styring i Ballerup Kommune.
Direktør fratrådt uden forklaring
HALSNÆS: "Der er blevet indgået en gensidig aftale mellem Ulla C. Brinch og Halsnæs Kommune om, at Ulla C. Brinch er fratrådt sin stilling som direktør i Halsnæs Kommune." Så kort er meldingen i en pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune om, at Ulla C. Brinch er stoppet. Hun blev præsenteret i kommunen for præcis to år siden og tiltrådte 1. januar 2020. Hun var direktør for bl.a kultur, miljø og ejendomme.
Direktør fratrådt på grund af sygdom
FREDENSBORG: Efter længere tids kamp mod sygdom er Fredensborg Kommune og direktør Lina Thieden blevet enige om en gensidig aftale om fratrædelse pr. 1. december. Hun har været ansat i 17 år som først direktør i daværende Fredensborg-Humlebæk Kommune og siden kommunesammenlægningen i Fredensborg. Ansvarsområderne har været forskellige, men senest kulturområdet, ældreområdet og på det specialiserede socialområde. Stillingen opslåes i det nye år til besættelse snarest muligt, og centerchef Mie Gudmundsson er konstitueret fra 1. december 2021.
Nyansættelse fuldender teknisk chefteam
FREDERICIA: Efter nytår får Plan, Byg & Miljø i Fredericia Kommune en ny fagchef i 48-årige Jesper Schlüter. Dermed er det tre mand store chefteam i Vækst, Teknik & Klima, der desuden omfatter fagområderne Infrastruktur & Ejendomme og Drift & Service på plads ved årsskiftet. Han kommer fra en stilling som chef for Byudvikling og Økonomi i Esbjerg og har flere års erfaring fra kommunale stillinger, blandt andet også som chef for borgmesterkontoret i Nordfyns Kommune og chef for Teknik og Miljø i Esbjerg. Han er uddannet cand.oecon har en master i offentlig ledelse.
Byrådsmedlem bliver chef i Frederikssund
FREDERIKSSUND: Thomas Klint Martinsen starter som centerchef i Center for By og Landskab i Frederikssund 1. januar. Det oplyser kommunen. Han kommer kommer fra en stilling som markedschef og kontorleder i ingeniørvirksomheden Niras. 44-årige Thomas Klint Martinsen har også erfaring fra lederstillinger i Odsherred og Københavns kommuner. Han sidder desuden i byrådet for S i Odsherred Kommune og har gjort det siden 2018. Han er oprindeligt uddannet Forstkandidat fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og har siden taget en diplomuddannelse i ledelse.
Vordingborg skal have ny kommunaldirektør
VORDINGBORG: Vordingborgs kommunaldirektør, Lau Svendsen-Tune, stopper ved årets udgang for at blive adm. direktør i DM, tidligere Dansk Magisterforening, oplyser kommunen. Han har været kommunaldirektør i kommunen siden april 2013.Der kommer hurtigst styr på direktionens fordeling og ansvar, oplyser borgmester Mikael Smed, der forventer, at der er fundet en afløser 1. marts 2022.
Regionsdirektør rykker tilbage til Aarhus efter under et år
AARHUS: Region Syddanmarks økonomidirektør, Charlotte Storm Gregersen, rykker til Aarhus Kommune og bliver direktør for magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice. Hun har været direktør i regionen siden februar i år. Inden da var hun økonomichef i sundhed og omsorg i Aarhus. 50-årige Charlotte Storm Gregersen er uddannet cand.oecon og har tidligere været ansat i KL samt i Finansministeriet. Hun bor i Skanderborg og har bl.a. været frivillig på Smukfest i 15 år.
Forvaltningschef fratræder efter beskyldninger
TÅRNBY: Forvaltningschefen for arbejdsmarked og sundhed i Tårnby, Kim Madsen, fratræder. Det oplyser kommunen, efter at han tidligere på året blev fritaget fra tjeneste i september. Dengang lød begrundelsen, at der skulle ro omkring forvaltningen og jobcentret. På LinkedIn havde den tidligere jobcenterchef Bo Hammer efter sin fratrædelse, beskyldt kommunen for ikke at have overholdt beskæftigelseslovgivningen. Kim Madsen har været forvaltningschef i kommunen siden 2000. Han er fortsat fritaget fra tjeneste frem til udgangen af juni 2022, hvor han fratræder sin stilling.
Søger ny profil: Centerchef fratræder
NÆSTVED: Centerchefen for Dagtilbud og Skole i Næstved Kommune, Lars Nedergaard, fratræder sin stilling. Fratrædelsen sker ifølge kommunen på baggrund af, at der er behov for en anden profil, som kan videreudvikle skole- og dagtilbudsområdet i de kommende år. Han har været chef på området i seks år og var tidligere leder på flere skoler i kommunen. Lars Nedergaard er oprindeligt uddannet lærer og har også trænet det færøske herrehåndboldlandshold en række år.
Henter direktør hjem fra Køge
ROSKILDE: Mette Olander bliver ny direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde. Hun afløser Mette Heidemann, der netop er blevet direktør for børn, unge og kultur i Fredericia. Mette Olander kommer fra en stilling som velfærdsdirektør i Køge, hvor hun har haft ansvar for økonomi, rekruttering og vikarforbrug samt haft fokus på kerneydelsen på beskæftigelses- og socialområdet og på ældre- og sundhedsområdet. Hun tiltræder 1. januar 2022 og var i perioden 2013-18 chef for Social, Sundhed og Omsorg i Roskilde, og inden da administrationschef i Gribskov Kommune.
Middelfart skal have ny turistchef - igen
MIDDELFART: Efter bare 15 måneder i jobbet stopper Majbritt Chambers som turistchef i Middelfart. Hun er den tredje på tre år, skriver Fyens Stiftstidende. Annete Werenskiold opsagde sin stilling i foråret 2019 efter syv år og blev afløst af Trine Lai, som blev fyret efter blot et år og erstattet af Majbritt Chambers. Hun har sagt op af familiære omstændigheder, men er også på jagt efter et andet jobindhold, fortæller hun avisen.
Regioner
Midtjylland får ny socialpsykiatri-chef
MIDTJYLLAND: Lars Bording-Machon bliver ny områdechef for Specialområde Socialpsykiatri Voksne i Region Midtjylland, der er regionens sociale tilbud til voksne med socialpsykiatriske problemstillinger. 46-årige Lars Bording-Machon kommer fra en stilling som viceområdechef i Specialområde Autisme og er oprindeligt uddannet ergoterapeut. Siden 2008 har han haft lederposter inden for det sociale område i Silkeborg og Randers kommuner samt Region Midtjylland. Han afløser Heinz Jacob, der går på pension ved årsskiftet.
Organisationer
Tumultarisk direktørpost i Frederiksborg Brand er blevet besat
53-årige Rikke Sønderriis bliver fra nytår ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning. Hun kommer fra en stilling som centerchef i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning og er uddannet cand.techn.soc. I juni sidste år blev den daværende direktør i Frederiksborg Brand, Kim Lintrup, og den operative chef begge fritaget for tjeneste efter en undersøgelse af arbejdsmiljøet. I april i år tiltrådte Mikael Henrik Wern, men han forlod jobbet igen efter blot et halvt år, og de seneste måneder har det været midlertidigt besat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























