En af det seneste års mest skelsættende politiske formuleringer stod skrevet i forordet til aftalen om kommunernes økonomi for 2016: ‘Regeringen har i sit regeringsgrundlag tilkendegivet, at der skal indføres et omprioriteringsbidrag de næste fire år,’ stod der. Det var altså ikke til diskussion. Det var ikke til forhandling. Det var et diktat fra den nye regering, som kommunerne måtte æde. Og kommunerne åd det uden at vide, om der var flertal for det. Allerede i september var Kristian Thulesen Dahl (DF) klar til at frede kommunernes økonomi.

- De skal vide, at hvis de vælger ikke at indgå en aftale, så vil Dansk Folkeparti ikke efterfølgende lave en aftale, der fjerner penge fra kommunerne, fortalte DF’s formand til Politiken. Men i december stemte Dansk Folkeparti alligevel for at sænke de kommunale budgetlofter både i 2017, 2018 og 2019 med samlet syv milliarder kroner - cirka 2,4 milliarder om året. Dansk Folkeparti ville altså både være med til at omprioritere og holde hånden under kommunerne.

- Det er meget simpelt. Vi ønsker at bruge et instrument, som Venstre har opfundet til at bruge på noget andet. Det ønsker vi at bruge på vores egen politik, fortalte Kristian Thulesen Dahl til Kommunen i marts.

Som sagt, så gjort. I samme uge vedtog Venstre og Dansk Folkeparti sammen, at alle pengene fra et omprioriteringsbidrag skal gå tilbage til kommunerne - enten i økonomiaftalen eller i finansloven. Muligheden for kommunal minusvækst er altså forduftet, mens omprioriteringsbidraget står til at blive - regeringen har skabt flertal for Dansk Folkepartis økonomiske politik.

Det er derfor ikke mærkeligt, at KL-formand Martin Damm (V) i denne udgave af Kommunen nedtoner truslen om at forlade de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi. Det ligner simpelthen ikke en gangbar løsning for KL, når der alligevel er flertal for omprioriteringsbidraget på Christiansborg. Omvendt bliver Martin Damm nødt til at reagere på den svækkelse af det kommunale selvstyre, som regeringen og Dansk Folkeparti nu har stået for. Det kan godt ske, at vi får positiv offentlig vækst på kontoen i de kommende år. Det kan godt ske, at kommunerne får de nødvendige penge til at løfte flygtningeudfordringen. Men kommunalpolitikerne skal hele vejen igennem danse efter Folketingets økonomiske diktat og afvente, hvad de kan blive enige om på Slotsholmen. De får i mindre grad lov til at prioritere deres egne penge selv.

Spørgsmålet er så, hvad kommunerne og KL kan gøre for at få tæmmet landspolitikernes budgettrick med at tage penge op af kassen om sommeren for så at dele gaver ud om efteråret. Her peger pilen måske i første omgang i retning af de to andre partier i blå blok: Liberal Alliance og De Konservative. Begge partier stemte imod det vedtagelsesforslag, der sender pengene fra omprioriteringsbidraget tilbage til kommunerne i 2017. Og begge partier har en stærk vælgerbase i netop de kommuner, som - hvis Kristian Thulesen Dahl fortsat får lov til at bestemme - skal aflevere penge til bidraget uden at få dem tilbage i finansloven. Dansk Folkeparti arbejder altså ud fra en plan om at gøre omprioriteringsbidraget til et udligningsbidrag. En plan, som Venstre nok hurtigt kan blive enig i, men som både De Konservative og Liberal Alliance bør have svært ved at sluge - ikke mindst, hvis de bliver mødt af et hårdt pres fra deres kommunale bagland. En anden del af strategien må gå på at blive ved med at påpege det absurde i omprioriteringsbidraget - at kommunerne hver gang, de får en pose penge, påpeger, hvor de er taget fra. Og her er Martin Damm allerede godt i gang, når han siger, at de færreste danskere nok kan se ideen i, at kommunerne fyrer hjemmehjælpere i oktober for så at ansætte dem igen i december - det er der jo ikke kommet flere hjemmehjælpere af.