Kommunen.dk
MENU

Fra Danfoss til kommunen: “Min chef var modig, da han ansatte mig”

Sønderborg Kommune tog et strategisk sats, da den ansatte Lasse Sønderup fra Danfoss til at lede virksomhedsservice i jobcentret. Sektorskiftet lykkedes, og i dag er han konstitueret chef for erhverv- og turisme og medlem af den nationale task force for ledermobilitet.

Fra Danfoss til kommunen: “Min chef var modig, da han ansatte mig”

Sønderborg Kommune tog et strategisk sats, da den ansatte Lasse Sønderup fra Danfoss til at lede virksomhedsservice i jobcentret. Sektorskiftet lykkedes, og i dag er han konstitueret chef for erhverv- og turisme og medlem af den nationale task force for ledermobilitet.
Lasse Sønderup forlod en stilling som leder i Danfoss Global Service for at blive leder i jobcentret i Sønderborg Kommune. Det har han ikke fortrudt.
Lasse Sønderup forlod en stilling som leder i Danfoss Global Service for at blive leder i jobcentret i Sønderborg Kommune. Det har han ikke fortrudt.
Foto: Sønderborg Kommune
26. jan 2022
MARIA STENO

Jobcentrene har traditionelt haft fokus på borgerne og beskæftigelsessystemets egne behov, siger Lasse Sønderup, som samarbejdede med flere jobcentre som leder i Danfoss. Her tænkte han jævnligt på, om kommunerne overhovedet kendte til kulturen og arbejdsformen ude i virksomhederne. 

I dag har Lasse Sønderup skiftet Danfoss ud med Sønderborg Kommune.  

- Virksomhederne er nok blevet set et middel til at nå et andet mål for jobcenteret. Det ønskede Sønderborg Kommune at ændre, så jobcentret fremover tog afsæt i virksomhedernes behov frem for jobcentrets behov. Det var den opgave, kommunen ansatte mig til, og som blev anledningen til, at jeg skiftede et job i det private ud med et job i Sønderborg Kommune, forklarer Lasse Sønderup. 

Det gav god mening at ansætte en leder uden for sektoren til at stå i spidsen for netop den forandringsproces, mener Lasse Sønderup. 

- Jeg kom med nogle vinkler og perspektiver, som ikke nødvendigvis passede ind. Det gav anledning til friktion og noget energi – og ikke kun positiv energi hele tiden. Det kræver det mod at rekruttere og støtte en skæv lederprofil, forklarer Lasse Sønderup. 

Når du kommer fra det private, skal du ikke tro, at du er sejere og klogere end dine nye kollegaer i den offentlige sektor. Du kan ikke fikse wicked problems i det offentlige med kendte management værktøjer fra det private. Sådan fungerer det ikke.

 

Han har selv takket sin daværende chef mange gange for, at han turde tage springet og ansætte en leder,  som ikke var støbt i den samme form som alle andre.

- Det var klart et sats. Der er mange processer og meget logik, jeg ikke vidste noget som helst om på forhånd, men det var også en fordel. Det gjorde, jeg kunne holde fuldt fokus på den opgave, jeg var ansat til uden at drukne i den eksisterende kultur, siger Lasse Sønderup. 

Han havde fokus på virksomhederne og ledelsen af de 80 medarbejdere og tre mellemledere på jobcentret og forholdt sig til at begynde med ikke direkte til det politiske niveau.

- Jeg var så naiv, at jeg troede, at det politiske udvalg fungerede som en bestyrelse i en privat virksomhed, og at de holdt sig i de store luftlag og lod driften om resten. Sådan var det ikke, og det skulle jeg lige lære.

Blå bog: Lasse Sønderup

Født 1973, bor i Sønderborg

2021 - Konstitueret chef for erhverv og turisme i Sønderborg kommune

2021 – Medlem af national task force for ledermobilitet

2020 – Leder af job og virksomhed i Sønderborg Kommune

2018 – Leder af virksomhedsservice og Kompetencecenter i Sønderborg kommune

2015 – Leder af EHS og soft service i Danfoss

2009 – HR-konsulent i Danfoss

2007 – Arbejdsmiljøkonsulent i Danfoss

 

På den anden side kunne Lasse Sønderup genkende kompleksiteten fra en stor organisation fra Danfoss. Det at lede mennesker er heller ikke så forskelligt fra den ene sektor til den anden, men det er forskellige processer og forskellige organisationskulturer, og det skal du have respekt for, siger Lasse Sønderup.

- Når du kommer fra det private, skal du ikke tro, at du er sejere og klogere end dine nye kollegaer i den offentlige sektor. Du kan ikke fikse wicked problems i det offentlige med kendte management værktøjer fra det private. Sådan fungerer det ikke.

Store grin

Lasse Sønderup oplever en hård folkedomstol på sociale medier, hvor privatansatte har masser af meninger og holdninger til, hvordan det offentlige kan gøre sit arbejde bedre især inden for beskæftigelsesområdet.

- Jeg er selv blevet mødt med meget store grin og overraskende kommentarer, da jeg skiftede fra Danfoss til kommunen. Jeg blev spurgt, om jeg var blevet afskediget hos Danfoss, eller om det var en retrætepost. Der var ærlig talt ikke den store forståelse for mit valg, og det gjorde pænt ondt at skifte det røde Danfoss-logo ud med jobcentrets. Jeg vil nødig indrømme det, men det var et prestigetab, og det er noget af det vi skal have lavet om på, hvis vi gerne vil øge mobiliteten på tværs af sektorer, siger Lasse Sønderup.

Jeg er selv blevet mødt med meget store grin og overraskende kommentarer, da jeg skiftede fra Danfoss til kommunen.

Det medvirker Lasse Sønderup gerne til. Han er glad for, at han tog springet for snart tre år siden.

- Jeg har fulgt min nysgerrig og fået lov at prøve kræfter med en ny og spændende ledelsesopgave i jobcentret og nu som konstitueret chef for erhverv- og turisme med ansvar for betjeningen af det politiske udvalg. Det er jeg stolt af, men det betyder allermest, at jeg i Sønderborg Kommune er med til at gøre en forskel for mit lokalsamfund.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR