Telefonen ved natbordet brummer lidt efter kl. 23 d. 14. december. På displayet står der “Lars” – og så bør man tage den, selvom det er sent. I telefonen er det partiformand Lars Løkke Rasmussen (M). Han vil gerne tilbyde Mette Kierkgaard posten som ældreminister. 

Selvom det blot er halvanden måned siden, at Mette Kierkgaard blev valgt til sit første politiske hverv, tøver hun ikke mange sekunder, før hun takker ja til udfordringen: 

- Jeg havde ikke nået at tænke meget over, hvad det indebærer at være minister, men det er jo derfor, man er her; for at gøre sin indflydelse gældende og arbejde for det, man tror på, fortæller Mette Kierkgaard. 

Ikke desto mindre overraskede det, da Mette Kierkgaard dukkede op på ministerlisten i december. I offentligheden har hun gjort lynkarriere i politik, men inden da arbejdede hun sig op gennem de administrative rækker, altid med et ønske om at gøre en forskel i den rolle, hun bestred. 

Mette Kierkgaard kommer fra en landbrugsfamilie, hvor alle “i hjertet var socialdemokrater, men nok stemte Venstre”, hvor man altid har diskuteret politik og samfund. 

På universitetet læste Mette Kierkgaard samfundsfag og sociologi. Efterfølgende har hun arbejdet som demokratiforsker og senere i embedsværket i både Esbjerg og Viborg Kommuner, ligesom hun i mange år har været medlem af De Radikale og har været opstillet til KV17 i Esbjerg. 

Interessen for samfund og politik er derfor ikke ny, men nu kommer det til udtryk i en ny form – eller snarere fra den anden side af bordet. 

- Min rolle som minister er en helt anden, men uanset om den  har været som en del af embedsværket, som videns-person eller som politiker, der er med til at sætte rammerne, arbejder vi tæt sammen om de samme udfordringer for samfundet, fortæller Mette Kierkgaard.

Diagnosen under huden 

Fra sin tid i henholdsvis Socialstyrelsen og de kommunale forvaltninger har Mette Kierkgaard konstateret, at  Christiansborg rammesætter alt. Og det er ude i de administrative led, at man har kunnet opleve, hvordan rammerne har gjort opgaven unødvendigt besværlig. 

- Der oplever man, at bureaukratiet er sandet til. Men det er vigtigt, at vi taler om mere end bare bureaukrati, for det handler om hele styringsformen, siger Mette Kierkgaard. 

For når vi taler om, at bureaukratiet er sandet til, taler man i høj grad om New Public Management og om at vende sig imod regler og systemet. 

- Jeg har diagnosen helt ind under huden, fordi jeg har arbejdet i kommunerne, har levet i det og har set, hvad vores ledelseskultur gør på godt og ondt. Der har været en masse gode ting ved den måde, vi har drevet ledelse på, og det har løst mange af de udfordringer, vi har stået med dengang. 

Ude i kommunerne har Mette Kierkgaard med egne øjne kunnet se, hvordan mødet mellem gode intentioner og borgere kan blive bremset i bureaukrati, lovgivning og dokumentationskrav. 

- Vi er bare nået til et sted, hvor vi ikke kan se de ældre for bare regler. 

Flere roller i politik

Som embedsmand har Mette Kierkgaard ikke haft et brændende ønske om at ændre reglerne – rammerne var op til politikerne. 

- Man arbejder inden for rammerne, fordi det er den rolle, man har. Men når jeg så er i politikerrollen, så er mit perspektiv anderledes. 

- Indeni mig har det altid været adskilt. 

Det er derfor ikke på grund af umiddelbar frustration over at arbejde i det kommunale system, at Mette Kierkgaard valgte at rykke fra direktionsgangene til ølkassen. 

- Jeg har altid været politisk engageret. Og så er det klart, at jeg har noget erfaring fra ældreområdet og det kommunale, som gør, at jeg har en særlig indsigt. Det er en fordel, fordi jeg ved, hvordan den lovgivning, vi laver fra centralt hold, rammer ude i en kommune, siger Mette Kierkgaard og tilføjer: 

- Kommunerne er ekstremt loyale over for de rammer, der bliver givet fra centralt hold. Derfor er det helt afgørende, at de er de rette. 

En anden fordel, som Mette Kierkgaard tager med sig fra sin tid i Viborg og Esbjerg, er de gode oplevelser med de ansatte, som i yderste led skal føre politikken ud i virkeligheden. 

- Jeg har frisættelsesdagsordenen helt under huden, og jeg er på ingen måde bekymret for at rykke beslutningskompetencerne længere ud. Den tillid til de lokale medarbejdere og ledere tror jeg ikke, at man ville have på samme måde, hvis man ikke havde gået op og ned ad dem i sin hverdag. 

Frisættelsen må dog ikke blive set som et sololøb, fortæller Mette Kierkgaard. 

- Ledelse er enormt vigtig i denne dagsorden. Det er helt afgørende, når vi fortsat skal sikre tværfaglig sparring og samarbejde, at vi har de rette rammer sat op. Frisættelse er ikke en frisættelse til hvad som helst, og vi skal stadig finde måder at sikre kvaliteten på. 

Fra afbureaukratisering til frisættelse

Noget andet, der er anderledes end tidligere forsøg på et opgør med dokumentationskrav, er den semantiske side af projektet. 

- Jeg tror, det er afgørende, at vi ikke først og fremmest taler om det som afbureaukratisering, men som frisættelse, forklarer hun.  

- Det er formålsdrevet. Det er ikke alene et operationelt greb, men det er sat ind i en større politisk ambition. 

Derudover er der “en kæmpe parathed til det”, mener ministeren. 

- Kommunerne er meget interesserede i et opgør med den måde, vi hidtil har styret på, og det er også det, vi har kunnet høre gennem velfærdsaftalerne. Der er en parathed til at gøre op med, hvordan vi hidtil har gjort, og det er også godt eksemplificeret ved, at kommunerne også gør op med regler, som vi i staten ikke har indført. 

Frisættelse under ansvar

I arbejdet med den kommende ældrelov har Mette Kierkgaard blandt andet været på en række besøg ude i kommunerne, hvor hun forsøger at høste erfaringerne til det vigtige arbejde, der venter forude i ministeriet. 

- Selvom man fra Christiansborg ikke nødvendigvis har et indblik i detailstyringen ude i kommunerne, så prøver man faktisk i høj grad at inddrage kommunerne og borgerne i det lovgivende arbejde. 

- Det er vigtigt at høre om det bøvl, man oplever ude i kommunerne, fx med frihedsforsøg. Der skal være plads til at være ærlig om udfordringerne. Jeg er ikke interesseret i et glansbillede, og jeg gør mig derfor umage med at spørge ind til, hvor man oplever bøvl, siger Mette Kierkgaard. 

Det var derfor også en sigende oplevelse, da Mette Kierkgaard besøgte en kommune, som forsøgte at gøre op med en del af dokumentationsbyrden, men måtte erkende, at man ikke havde formået at bryde med bureaukratibesværet. 

Mette Kierkgaard mener desuden, at hendes baggrund i den kommunale verden er en fordel, når hun som ældreminister skal lykkes med årtiers politiske ambitioner om at mindske mængden af regler i ældreplejen. 

- Det er da en stor fordel, at jeg ved, hvordan systemet fungerer, men omvendt må det ikke blive en sovepude for ikke at lytte. Det er også derfor, jeg har været ude hver mandag for at lytte til oplevelserne i kommunerne og ikke bare bruge mine egne erfaringer.  

- Og så har jeg også mulighed for at besøge nogle gamle kollegaer, griner Mette Kierkgaard