I Danmark har vi verdens bedste sundhedssystem - det har vi i årtier fortalt os selv. Det danske sundhedsvæsen koster ifølge danske regioner årligt 103 milliarder kroner, eller det der svarer til 18.500 kroner per dansker. For de 18.500 kroner, staten hvert år bruger på sundhed, får du lov til at sidde flere timer på en skadestue, mens du venter på at blive tilset. Du får lov til at sove på hospitalets gange, da der er overbelægning på hospitalet. Du må vente en måned på at blive scannet og derefter forlige dig på en behandlingsgaranti, der minder om noget, man kan tilbyde i et tredjeverdensland. Men i Danmark har vi altså verdens bedste sundhedssystem.

På en ferie til Thailand for nogle år siden havde jeg pådraget mig en infektion i øjet og søgte mod det nærmeste privathospital i byen. Ved ankomsten var der 3 sygeplejersker om mig. De målte blodtryk, vægt, højde osv., og efter 5 minutters ventetid blev jeg fulgt op til lægen, der tilså mig, udskrev medicin og sendte mig ned til hospitaletsapoteket. Fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen, gik der 30 minutter, og da jeg trådte ud af skydedøren, var jeg 125 kr. fattigere.

I 2011 fik de danske privathospitaler en takst svarende til 80 procent af det, et offentligt hospital får, for at foretage nøjagtigt den samme operation. Modsat “verdens bedste sundhedssystem” leverer de danske privathospitaler god service, kort ventetid og billigere priser, så hvad er det, vi venter på? Det private marked er  ikke blot betydeligt billigere, men også markant bedre til at levere sundhedsydelser til borgerne. Når alt kommer til alt, handler det om mennesker og om at sætte mennesket før systemet.

Det offentlige sygehusvæsen tager ikke hånd om de svageste i samfundet.  Kun de, der er ressourcestærke og villige til at bruge tid og energi på at komme igennem det offentlige sygehusvæsen, bliver behandlet. Når venstrefløjen tordner mod de private sygehuse, er det med et argument om, at kun de offentlige sygehuse kan sikre en lighed i sundhed. Det billede jeg efter mange år som kastebold i det danske sundhedssystem kan se, er et billede af et offentligt sundhedssystem, hvor de, der tør, udfordrer og bruger albuerne, får den behandling, de har krav på. Taberne er socialklasse 5, der ikke har de spidse albuer, dem der ikke har ressourcerne til at tage en kamp med systemet. Uligheden inden for systemet lever.

Hvis ikke det offentlige sundhedsvæsen kan tage hånd om de svageste, hvad er det så værd? Det burde ikke være nødvendigt at henvise til sine rettigheder som patient for at få en ordentlig behandling. Det burde være en selvfølge. Derfor er der et klart behov for et opgør med det offentlige sygehusvæsen, der med sine planøkonomiske principper fejlbehandler patienter og gør dem til et tal i et regneark. Hvis vi kan drive jernbaner, sælge pleje til ældre, sælge undervisning og andre serviceydelser på et privat marked, hvorfor fastholder vi så en forstokket planøkonomisk tilgang til sundhedsvæsnet?Vi skal sætte mennesket før systemet, og det gør vi kun ved en gennemgribende privatisering af sundhedssystemet. Frihed er for mig at kunne vælge, hvor jeg vil behandles, når jeg kommer til skade.