Jærnbanedriften - med æ, så længe er det siden - har helt fra dampkedlernes dage været en hyppig kilde til heftig strid, og skønt fremdriftsmetoden er moderniseret i adskillige omgange siden da, giver selve driften stadig ofte anledning til sindsbevægelse. Ligesom den anden drift, som den ofte sammenlignes med, kønsdriften, der i øvrigt også har været genstand for en vis modernisering, hvis man må være så fri.

KV17 har budt på spektakulære eksempler på sidstnævnte. Et af dem aflivede effektivt en politisk karriere, der i forvejen var nær sit udløb, og et par af de andre eksemplificerede hvad et udtryk som ‘en ny politisk kultur’ også kan dække over. Der har altid været eksempler på mænd, der, som man sagde, ikke kunne tåle at se et skørt, men det er først i denne valgkamp, at nogen er kommet til at tænke på, at det mere specifikt kunne være et grønt tyllskørt, talemåden henviser til.

De lumre vitser i den anledning har været talrige, men skønt fristelsen er stor, springer vi over dem her. Vi skal tilbage på sporet.

Det berømte citat om Jærnbanedriften er fra en tid der foruden æ’et også havde det store begyndelsesbogstav i navneord som kendetegn. Det findes i to udgaver, hvoraf det korte fyndigt lyder, at ‘næst Kønsdriften er Jærnbanedriften den stærkeste af alle menneskelige Drifter’. Også det er der nylige eksempler på - ja, og for den sags skyld også lidt ældre. Faktisk er der eksempler hele tiden. Man behøver blot nævne IC4, og for dem der nostalgisk har glemt det, er der grund til at minde om at heller ikke forgængeren IC3 i sin første tid tegnede til at blive funktionsduelig.

Det er heller ikke voldsomt længe siden, der var årligt tilbagevendende problemer med sne i sporskifter og med dørlukning i S-togene, men for hvert problem, man får løst, ligger et nyt klar og venter. IC4 skulle for eksempel løse problemet med ikke-elektrificerede strækninger, og hvad kom der ud af det? Man har brændt en mindre formue af, og nu skal de elektrificeres alligevel, så man omsider kan komme til at indkøbe velprøvet materiel i stedet for at hænge fast i en teknologi som er på vej til at blive forladt.

Ja, ikke at noget nyt pr. automatik er problemfrit, i hvert fald ikke i første hug. Metroen skulle eksempelvis lige bruge lidt indkøringstid, og det nye signalsystem på blandt andet den kommende Ringsted-strækning skal åbenbart bruge en hel del tid, allerede inden det overhovedet kommer til indkøringsfasen. Og penge. En hel del tid og en hel del penge, og begge dele er egnede til at ‘sætte lidenskaberne i bevægelse’, som citatet med de to drifter lyder i den lange version.

Bevægelse er der derimod klart for lidt af på den aarhusianske letbane, som enten er fuldstændig funktionsdygtig i den virkelige verden og kun obstrueres af abstrakte skrivebordsmanøvrer, eller også er den et stykke ubehjælpsomt husflid, hvis mangler er lige så åbenlyse som talrige. Det afhænger af, hvem man spørger, men da den ene af dem, man kan spørge, bestemmer over den anden, er det en lidt ulige afvejning af synspunkter.

Indtil synspunkterne engang måtte blive sammenfaldende, så går det med al sandsynlighed som det er gået med S-tog og metro i København, nemlig at ingen kan forestille sig, hvordan noget som helst skulle kunne fungere uden, og at alle vil have mere af det. Så kan man bekymre sig om dét i stedet, men trods alt ud fra en mere positiv indfaldsvinkel.

Hvad det angår bør man måske foretrække et andet af de talrige citater som ophavsmanden til den med drifterne også var leveringsdygtig i. Han hed Jakob Kristian Lauridsen og var i 1880’erne rigsdagsmand af en slags radikalt tilsnit, og det var også ham, der introducerede ‘de forhåndenværende søms princip’.

Det kunne såmænd være endnu en kommentar til jernbanedriften. De forhåndenværende søms princip er enten uplanlagte tilfældigheders afgørende indflydelse eller en bestræbelse på at få det bedste ud af det, man har at gøre med.

Det er op til en selv at foretrække den positive udlægning for den negative.