Kommunen.dk
MENU

Lars Løkke vil skabe nyt dansk midterparti

Der kommer et nyt midterparti i dansk politik. Det varslede Lars Løkke Rasmussen i weekenden. Men fremtidsudsigterne er svære at spå om.

Lars Løkke vil skabe nyt dansk midterparti

Der kommer et nyt midterparti i dansk politik. Det varslede Lars Løkke Rasmussen i weekenden. Men fremtidsudsigterne er svære at spå om.
Ambitionen er at blive en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, skriver Lars Løkke i sin klumme.
Ambitionen er at blive en "fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat", skriver Lars Løkke i sin klumme.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Navnet, kandidater og partiprogrammet er endnu uklare.Men en ting står klart. Tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen vil starte et nyt parti. Det bekræftede han i en klumme i B.T. i weekenden. 

- Vi mener det alvorligt. Der kommer et nyt parti, skrev han blandt andet.

Ambitionen er, at partiet skal ligge i midten af dansk politik og gøre sig fri af både blå og rød blok. Inspirationen til partiet kommer fra den franske præsident, Emmanuel Macrons parti. Det mener Bent Winther, der er politisk kommentator for Berlingske.

- Det er det, han er inspireret af. At man kan lave et midterparti, som tiltrækker så bredt, at det kommer til at overtrumfe mange ting, siger han.

Klare ambitioner

Anders Bæksgaard, der er politisk redaktør hos Politiken, er enig i, at der er klare ambitioner.

- Målet er en plads i Folketinget efter næste valg og gerne med de afgørende mandater, vurderer han.

Mange vælgere er trætte af blokpolitik. Men det kan være udfordrende at være et midterparti. Det mener Kasper Møller Hansen, som er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

  Det kan være svært at placere sig på midten af dansk politik, for der er altid nogle, der vil noget mere. Det er langt nemmere at placere sig ude på ekstremerne.

- Det kan være svært at placere sig på midten af dansk politik, for der er altid nogle, der vil noget mere. Det er langt nemmere at placere sig ude på ekstremerne.

Anders Bæksgaard mener, at det er svært at spå om, hvordan partiet vil klare sig. Men han mener også, at der er vælgere, som gerne vil konsolidere magten på midten.

- Der kan skabes en form for flyvehøjde, der gør, at man kommer i Folketinget med måske en fire-fem mandater. Men om det er nok til at være tungen på vægtskålen efterfølgende, ved vi ikke noget om, fortsætter han.

Vigtig at dele viden om projektet

Karina Kosiara-Pedersen, som er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener, at det er vigtigt, at vælgerne ved, hvad nye partier står for.

- Man skal finde ud af, hvad partiets politiske projekt er, få kandidaterne til at gå i takt og få signaleret det samme. Det er enormt vigtigt, for at vælgerne kan vide, hvilket projekt de støtter.

Bent Winther peger på, at succesen også kan afhænge af, om der stadig er en tydelig krise i nogle af de partier, som det nye parti ville skulle høste vælgere fra, når der er valg.

Han mener også, at det er vigtigt, at projektet ikke kun handler om Lars Løkke selv.

- Det kræver, at der også er nogle mere kendte folk, som stiller sig op og blåstempler projektet, så det ikke bare er et Løkke-projekt, mener han.

Anders Bæksgaard er enig i, at partiet ikke kun må handle om Lars Løkke og hans karriere.

- Det, vi mangler at se, er, at der er flere prominente navne, som kan hoppe med på toget, når det kører for alvor, siger han.

Karina Kosiara-Pedersen mener også, at det er afgørende, hvem han samarbejder med.

- Fordi der er Lars Løkke og et samarbejde over midten, vil jeg ikke afvise, at det kan skabe noget nyt, hvis han får gode folk med. Men det kan også være, at det ender som noget, der er til stede, men ikke får stor betydning. Det lykkedes ikke Ritzau at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen om planerne søndag.

Hvad ved vi om Løkkes nye politik?

  • Det nye parti har ikke fremlagt et egentligt partiprogram, men ambitionen er at blive "en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat". Det skriver Løkke i en klumme i B.T.
  • Partiet vil gøre op med blokpolitikken, og "skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt" mellem de to blokke.
  • På sin hjemmeside skriver Løkke, at han er "tilhænger af retsstaten og et internationalt forpligtende samarbejde". Her nævner han blandt andet, at han er tilhænger af et "stærk Nato".
  • Han skriver også, at han er tilhænger af velfærdssamfundet, og at mennesker skal sættes foran systemer. Men han vil også stille krav om, at mennesker selv gør en indsats, før de beder om hjælp.
  • Også grøn omstilling, hvor vi skal være fri af fossile brændstoffer, står på Løkkes liste. Men det skal ske "i et tempo og med en kurs, hvor vi har øje for den reelle effekt af vores tiltag og for dansk konkurrencekraft".

Kilder: Berlingske, B.T., Jyllands-Posten og larsloekke.dk.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR