Lad ungdommen bestemme selv
Lad ungdommen bestemme selv
Hver dag møder tusindvis af unge ind på en ungdomsuddannelse for at blive dygtigere. Hver dag, hver gang en ny time påbegyndes, har deres lærere til opgave at råbe elevernes navne op og taste dem ind i et computersystem, der på de fleste skoler hedder Lectio. Her registreres det, hvorvidt eleverne er fraværende eller ej.
Systemet holder nøje øje med hver enkelt elevs fravær. Der dukker røde streger op i et koordinatsystem, hver gang eleven er syg, til tandlægen, sover over sig og hvad der ellers kan være årsag til fravær. De røde streger bliver stående til skræk og advarsel og har til opgave at presse os elever til at møde op i skole.
Grundtanken i systemet er, at unge ikke kan tage ansvar for eget liv. At voksne er nødt til at piske os med røde streger, før vi tager uddannelsen seriøst.
Samtidig har politikere, rektorer, forældre med videre travlt med at tude os ørerne fulde med, at når vi starter på en ungdomsuddannelse, så er der ansvar for egen læring. Ingen kære mor – vi må i gang med at tage ansvar for eget liv.
”Ved alle disse tiltag har politikerne glemt at overveje, hvilke mennesker vi ønsker at danne med vores uddannelser.”
Det vil vi rigtig gerne! Min generation er en generation, der er sig sin opgave meget bevidst. Vi er vokset op i en krisetid. Vi ved, at man skal arbejde hårdt for at sikre sig gode levevilkår. Vi tager ansvar for fremtidens samfund ved at blive så dygtige, som det overhovedet er muligt for os. Ved at blive myndige, ansvarlige medborgere i dette samfund.
Samtidig oplever vi, at vores forældres generation har valgt nogle politikere, der vil i en anden retning. En retning, hvor man ikke stoler på ungdommens motiver. Hvor man konstant indfører tiltag, der umyndiggør os, fremfor at give os mulighed for at træffe egne, selvstændige valg.
Størstedelen af partierne på Christiansborg vil tvinge fremtidens gymnasieelever til at have matematik på B-niveau. De vil dimensionere de videregående uddannelser, så vi ikke længere selv kan vælge, hvilken retning vi ønsker at gå her i livet. De skar i SU’en, så vi nu er økonomisk afhængige af vores forældre, selvom vi er myndige.
Ved alle disse tiltag har politikerne glemt at overveje, hvilke mennesker vi ønsker at danne med vores uddannelser. For mig er den vigtigste grund til at uddanne, at uddannelse sætter mennesker fri. Uddannelse skal være myndiggørende. Det skal give den enkelte redskaber til at tage ansvar for og styring i eget liv på en måde, der kan fungere i samspil med andre mennesker. Desværre tyder politikernes tiltag på hele uddannelsesområdet på, at visionen om at danne selvstændige, deltagende medborgere ikke deles af dem. Det er en skam.
Når vi taler uddannelse, bør den vigtigste diskussion nemlig altid være, hvad det er, uddannelse skal give til os mennesker, til vores fælles samfund. Hvilke værdier skal vi tage med os ud af gymnasiet? Skal det være værdier, der handler om kun at præstere, når der venter en straf i form af fravær eller lave karakterer? Jeg synes hellere, vi skal diskutere, hvordan vi skaber et gymnasium og et uddannelsessystem, hvor vi unge får lov til selv at bestemme. Hvor vi får lov til at vælge den uddannelse og de fag, vi er motiverede for, og hvor vi bakkes op i de valg, vi træffer. Sådan får vi nemlig et samfund med engagerede og ansvarlige medborgere i fremtiden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.