For at forebygge og inddæmme smitten lægger regeringen i den nye epidemilov op til at videreføre muligheden for besøgsforbud. Det skal også kunne gælde i beboernes egne boliger, og det møder kritik fra flere sider. På foto vaccineres beboere og ansatte på Tåsinge Plejecenter.
For at forebygge og inddæmme smitten lægger regeringen i den nye epidemilov op til at videreføre muligheden for besøgsforbud. Det skal også kunne gælde i beboernes egne boliger, og det møder kritik fra flere sider. På foto vaccineres beboere og ansatte på Tåsinge Plejecenter.
Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix

Kritik: Besøgsforbud hos ældre går for vidt

Regeringen kritiseres for med den nye epidemilov at forbyde plejehjemsbeboere at få besøg i egen bolig. Det er i strid med Grundloven, mener organisation.

coronarestriktioner

Af Ritzau | [email protected]

Coronasmitten rammer landets plejehjemsbeboere hårdt. Alene i sidste uge var der 106 dødsfald på plejehjem. Det er det højeste antal på en uge under epidemien.

For at forebygge og inddæmme smitten lægger regeringen i den nye epidemilov op til at videreføre muligheden for besøgsforbud.

- Det er ulykkeligt, at vi i den seneste tid har set en stigende smitte på visse plejehjem, og det er fortsat afgørende, at beboerne på plejehjem beskyttes mod covid-19. Det kan bogstaveligt talt være liv eller død, vi taler om, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Da den første bølge af corona ramte i foråret, vedtog Folketinget en midlertidig hastelov, der tillod et totalt besøgsforbud på plejehjemmene. Kun i enkelte tilfælde, for eksempel ved kritisk sygdom, kunne det fraviges.

Med den nye epidemilov vil de muligheder blive gjort permanente - dog med den forskel, at Folketinget skal spørges, hvis regeringen vil lukke ned i hele landet, skriver Jyllands-Posten.

Kræver grundlovsændring

I Alzheimerforeningen kritiserer direktør Nis Peter Nissen, at regeringen vil indføre besøgsrestriktioner i plejehjemsbeboernes egne boliger.

- Bemyndigelsen udstrækkes til ikke bare at dække fælles arealer, men også beboernes private boliger. Det svarer til, at du og jeg ikke måtte få besøg i vores hjem. Boligen er ukrænkelig, så hvis regeringen vil igennem med det, så kræver det en ændring af Grundloven. Det har vi bedt Folketinget tage stilling til, siger Nis Peter Nissen til Ritzau.

Også Institut for Menneskerettigheder er kritiske over for, at et besøgsforbud vil gælde i egen bolig.

  Ingen må isoleres til ensomhed i beskyttelsens navn.

- Det er meget, meget indgribende at blive underlagt besøgsrestriktioner i sit eget hjem. Det tror jeg, enhver kan forestille sig, siger chefkonsulent Nikolaj Nielsen til Jyllands-Posten.

Fra Etisk Råds formand Anne-Marie Axø Gerdes lyder det ifølge avisen:

- Ingen må isoleres til ensomhed i beskyttelsens navn.

Triste erfaringer fra foråret

Når Alzheimerforeningen er så kritisk over for loven, så skyldes det ifølge direktør Nis Peter Nissen forårets triste erfaringer.

Her gennemførte foreningen en rundspørge blandt pårørende. Den viste, at hver fjerde har oplevet, at helbredet hos deres demente familiemedlem blev forværret i den periode, hvor de ikke måtte få besøg.

- De kan have mistet deres spiseevne eller evnen til at genkende de besøgende. Det er uoprettelige skader, for demente kan ikke genvinde de evner, siger Nis Peter Nissen.

For at dæmme op for smitten på plejehjemmene mener han, at både ansatte og pårørende skal tilbydes en kviktest, inden de kommer ind.

Epidemiloven er førstebehandlet i Folketinget, og ifølge Magnus Heunicke er regeringen opmærksom på, at besøgsrestriktionerne kan være meget indgribende for den enkelte beboer og de pårørende.

- Men samtidig skal vi have for øje, at nogle af vores mest sårbare borgere bor på plejehjem og skal beskyttes mod smitte. Begge hensyn er vigtige elementer i den samlede balance, siger ministeren.

De mange dødsfald på plejehjemmene har fået et flertal på Christiansborg til at kræve en uvildig undersøgelse af coronaindsatsen.

700 på plejehjem er døde med corona

  • Der bor cirka 40.000 på plejehjem i Danmark.
  • Over 400 beboere på plejehjem er døde med coronavirus i løbet af halvanden måned.
  • Alene i sidste uge var der 106 dødsfald, hvilket et det højeste antal på én uge under epidemien.
  • I Danmark er cirka 1800 personer døde med covid-19. Omkring 700 af dem boede på plejehjem.

Ritzau

 

Organisation & ledelse

Social & sundhed

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet