Solen bager ned fra en skyfri himmel, og vinduerne står vidt åbne for at skabe et livgivende gennemtræk med kold luft. I sofaen ligger en bamset hund, samojeden Lumi, og gnasker i et kødben. 

På hjørnet af det tunge skrivebord ligger bogen ”Dette er Vand” af amerikanske David Foster Wallace. Bogen er baseret på en tale, som David Foster Wallace gav til en flok amerikanske afgangsstudenter, som handler om, hvordan man kan finde mening i et moderne og kaotisk liv. 

- Jeg giver den til alle mine studerende, siger Susanne Ekman. 

Det er ikke nogen tilfældig bog. Susanne Ekman har altid været optaget af begreber som ‘det gode liv’ og ‘frihed’ – særligt med henblik på arbejdspladsen. 

- Der har længe været en forestilling om, at lykken er, at udvide muligheder og forventningerne til livet. Men hvad sker der med de høje forventninger, når virkeligheden ikke kan levere dem?

Hendes ph.d. omhandlede frihed i det moderne arbejdsliv. Det førte hende senere til arbejdsforholdene i det offentlige. Gennem enkelt- og gruppeinterviews med samlet over hundrede personer har hun taget temperaturen på det offentlige og velfærdsstaten. Og det er her, det bør løbe én koldt ned ad ryggen trods idylliske rammer. 

Giftig gæld og underfinansiering 

Når Susanne Ekman skal tegne et billede af vores velfærdsstat, bruger hun særligt to billeder; et korthus og et ponzispil, hvor løfterne er store, men gælden bliver skjult. 

- Jeg fokuserer primært på de menneskelige ressourcer, som jo består af vores arbejdsstyrke og som kan måles på både tid og arbejdsintensitet både praktisk, følelsesmæssigt og socialt. Og det, jeg ser, er et stigende misforhold mellem forventningerne, og hvad den arbejdskraft reelt kan nå, siger Susanne Ekman. 

Korthuset er derfor truet af det, som Susanne Ekman kalder for “giftig gæld”. Gæld, der aldrig kan indløses. 

Mængden af opgaver er for mange offentligt ansatte vokset ud over den kerneopgave, som velfærdsmedarbejderne bliver bedømt på. Eksempelvis bruger en ansat i ældreplejen næsten 60 minutter på at dokumentere sit arbejde ude hos borgeren. I en børnehave handler det ikke blot om at passe børn. En pædagog, som Susanne Ekman har interviewet i sit arbejde, listede over 200 aktiviteter, som arbejdet som pædagog indebar. Her var 27 opgaver direkte relateret til barnet, mens 22 aktiviteter fx handler om samarbejdet med forældre, og 70 opgaver handler om ‘ledelse og kontor’. 

I mange tilfælde betyder det, at de ansatte ikke kan nå alle opgaver. De må derfor arbejde over og ofte undlade at notere overarbejdet af frygt for konsekvenserne. Alternativt accepterer de ansatte, at de må gå på kompromis med faglighed og deres egne forpligtelser overfor borgerne. 

- Gælden opstår systemisk, når arbejdet i flere og flere led og som udgangspunkt er underfinansieret. Det handler ikke kun om penge, men også om, hvor hurtigt man forestiller sig, at en opgave kan udføres. Hvis vi har flere og flere instanser, som undervurderer de ressourcemæssige omkostninger, ender vi med et kæmpe skyggearbejde og en usynlig ekstra byrde. 

Konstant i rød zone

Mismatchet mellem ressourcer og forventninger skaber en form for gæld i form af arbejdstimer, men også energi og tid hos den enkelte medarbejder, som i mange sektorer konstant eller ofte befinder sig i eller på kanten af ‘rød zone’. 

En af de velfærdsmedarbejdere, som Susanne Ekman har talt med til sit studie, har tidligere arbejdet som akutsygeplejerske i krigszoner. Her arbejdede han uden at få mén og er altså ikke den sarte type, som Susanne Ekman siger. Men efter at have arbejdet i den danske sundhedssektor begyndte han at udvikle fysiske stresssymptomer. 

- Det er tankevækkende, at det danske sundhedsvæsen kan opleves som mere stressende end en krigszone, siger Susanne Ekman. 

Det er ikke øjebliksmomentet, der er mere stressende på et dansk sygehus. Det er summen af konstant at være bagud. I krigszonen var der en klar afstemning af, hvad der var realistisk at kunne nå. 

En leder på en fødeklinik vurderede, at de ansatte befandt sig i “rød zone” 40 pct. af tiden. ‘Rød zone’ er, når medarbejderne føler sig så overbelastet, at det systematisk går ud over den faglige forsvarlighed. Tilsvarende vurderede 80 pct. af pædagogerne i daginstitutioner i en undersøgelse, at de oplevede, at de ikke kunne varetage deres arbejdsopgaver, fordi de var for få på arbejde.

Læren fra finanskrisen

Det er langt fra første gang, at forskere, politikere og interesseorganisationer råber op. Det er heller ikke første gang, at et system har været fanget i sin egen system-tanke med katastrofale følger. 

- På mange måder minder det om finanssektoren op til finanskrisen. Dengang havde man en blind tro på, at huspriserne altid ville stige. Bankerne godkendte vilde og uansvarlige lån, fordi de var fanget i et tankesæt om evig vækst, siger Susanne Ekman. 

Samme mekanisme gør sig gældende i det offentlige, mener Susanne Ekman. Særligt fra Christiansborg er man konstant på jagt efter effektiviseringer og win-win løsninger. Derfor sætter politikerne konsulenthuse til at finde de bestilte besparelser, hvor svaret allerede er givet på forhånd. Der bliver derfor ikke stillet spørgsmålstegn ved, om jagten er realistisk, og konsulenter og ledere bliver på sin vis sat til at regne ‘baglæns’ for at nå det ønskede resultat. 

- Man belønner ledere og konsulenter for at give urealistiske løfter og forventninger, så længe det passer med de løfter, politikerne drømmer om. 

- I værste fald kan det gå ud over de svageste borgere, fordi man ender med at prioritere de borgere, der kender deres rettigheder, eller hvor pårørende ellers vil klage. Regningen ender derfor tit hos de mest udsatte borgere. Det samme gælder for de løstansatte, som ikke tør sige fra over for ledelsen i frygt for deres job, siger Susanne Ekman. 

Dermed ender hele velfærdssektoren i et ponzi-lignende skema, hvor man hele tiden overvurderer potentialet i effektiviseringer, win-win løsninger og lokal ledelse, mens ansvaret og regningen bliver skjult og rullet ned igennem systemet, advarer Susanne Ekman.  

- I vores iver efter at optimere det offentlige system ender vi med, at optimeringsmaskineriet æder alt for mange ressourcer. Vi når ikke at få fordelene af de angivelige effekter, før man sætter gang i det næste projekt og optimeringer. Det er et system, der er gået i selvsving, og som æder sin egen hale. 

Fangernes dilemma 

Det er dog ikke kun de velfærdsansatte, som er fanget i systemet. På sin vis er politikerne også fanget i en fastlåst logik med løfter og drømmen om, at fremtiden ser lysere ud end dagen i dag. 

I sin bog bruger Susanne Ekman den kendte spilteori ‘fangernes dilemma’ til at vise, hvordan individernes søgen mod egne fordele ender på bekostning af fællesskabet. I tankeeksperimentet står to fanger over for enten at sladre om den anden eller vælge at tie. De ved ikke, hvad den anden gør. Hvis fange A sladrer, og fange B tier, får A nedsat sin straf, og B får en hårdere straf. Hvis begge sladrer, får begge en hård straf, hvis begge tier, slipper begge med en mild dom. 

Det handler altså om at stole på, at begge tænker på det fælles bedste og ikke kigger på, hvad der kan hjælpe dem selv her og nu. Og samme tankespil kan overføres til politikerne, der forsøger at blive valgt. 

- Hvad får en politiker valgt? Det er jo løfter og gaver til vælgerne. Men vi står i dag over for ubehagelige og svære problemer. Vi skal være i stand til at koordinere en kollektiv reduktion af forventninger og overforbrug. Det er en samtale, vi ikke kun skal have i en klimasammenhæng, men også når det kommer til velfærd, og det har vi det meget svært med, siger Susanne Ekman. 

Politikerne er dermed fanget i en situation, hvor belønningen for ikke at love guld og grønne skove, men i stedet at agere ansvarligt, først kommer fuldt ud til udtryk, når politikerne kollektivt stopper overbudspolitik.

- Vi skal i stedet have en grundig samtale om, hvad det vil sige at levere god velfærd. Vi skal snakke meget om, hvad vi bruger penge på, og særligt hvad vi ikke skal bruge penge på.

Den svære samtale 

Bogen og de dystre prognoser er hverken møntet på den borgerlige eller socialistiske fløj. Alle er medspillere i det system, som nu er endt med et pyramidespil uden vindere. 

- Politikerne skal turde sætte tempoet ned, turde lade være med at tilgodese alt for mange særbehov og helt grundlæggende erkende, at det ikke er alle dele af velfærden, som kan optimeres. Menneskeligt nærvær, trivsel, relationer og et oprigtigt ønske om at yde omsorg kan ikke optimeres i en uendelighed. Samtidig kan vi forhåbentligt undgå, at så mange mennesker bliver syge af at gå på arbejde i velfærdssektoren, hvis vi får øje for de menneskelige ressourcer igen, siger Susanne Ekman. 

Det er derfor nødvendigt at punktere illusionen om den evige vækst i velfærd og uendelige win-win løsninger. 

- Det kræver, at vi får et nyt sprog, hvor vi kan tale om de hårde prioriteringer, som vi skal tage. Vi skal tale om både det, vi får, og det, vi giver afkald på. Vi har skabt et politisk sprog og system, som tilslører fravalg. Hvis vi skal ændre det, kræver det, at vi får alle aktører med. Lige nu er der sjældent ret meget på spil, når en politiker ikke kan holde, hvad vedkommende har lovet. 

- Hvis man står blandt en hel flok overbudsmanikere, og alle andre tror på overbud, så er der ikke mange, der har lyst til at være den ansvarlige. Vi skal skabe et system, hvor politikerne for alvor bliver holdt op på ansvarlighed, og hvor det bliver belønnet at være ægte ansvarlig.

Korthuset vælter

Hunden Lumi har for længst opgivet sit kødben og slumrer nu ved Susanne Ekmans fødder. På avisforsider landet over er valgkampen begyndt, og politikerne skiftes til at love lavere skatter, højere lønninger, mere barsel og en grønnere fremtid. Endnu et frisk vindpust suser gennem stuen og rasler i notesblokken. Havde der stået et korthus på skrivebordet, var det væltet. Det metaforiske velfærdskorthus står fortsat. 

Men det er afgørende at kigge på, hvad der skal til for at holde korthuset intakt. 

- Der er et markant fald i ansøgninger til velfærdsuddannelserne, der er rekrutteringsproblemer hos især sygeplejerske- og social- og sundhedsfagene, mens de løsningsforslag, som politikerne kommer med, alle sammen holder sig indenfor den samme systemlogik, som er årsagen til problemet, siger Susanne Ekman og tilføjer:

- Hvis tilstrækkeligt mange af vores velfærdsmedarbejdere føler, at deres arbejde er som at blive snydt i et ponzispil, og det, de bliver tilbudt, hele tiden er en ny version af et ponzispil, så har vi et alvorligt problem. Hvis ingen parter tør at dykke dybt nok ned i grundproblematikken, men bliver ved med at symptombehandle, frygter jeg, at den sociale kontrakt, som ligger til grund for hele velfærdsstaten og dens ansatte, er truet.