Klapsalverne runger gennem salen. En dansk sportsstjerne har stoppet karrieren. Og borgmesteren i Mariagerfjord Mogens Jespersen (V) står klar live fra Hobro til at overrække en hyldest sammen med en snes borgere med Dannebrogsflag i hånden. 

- Du har om nogen sat Hobro på landkortet, men nu har du givet os så meget, at nu vil vi gerne give noget tilbage, siger borgmesteren.

Kameraet panorerer og viser gaven. Et vejskilt. Tom Kristensens Vej skal den lille stikvej udenfor Hobro hedde. Vejen fører hen til en byggegrund, hvor racerkøreren er i gang med at få bygget sit nye hus, det eneste på vejen. 

- Selvfølgelig er jeg rørt. Jeg troede, at man skulle ... Ja, være død og begravet for at få sin egen vej, siger Tom Kristensen med en tåre i øjenkrogen.

Og det skal man faktisk. Da Tom Kristensen tilbage i 2015 til DR's awardshow Sport 2014 fik en vej opkaldt efter sig, trodsede Mariagerfjord Kommune både FN's og Kulturministeriet anbefalinger live på tv. 

Det er dog langtfra den eneste gang, at en kommunes nye vejnavn er kommet på afveje.

110.000 stykker danmarkshistorie

Et skilt, en vej, et navn. Siden industrialiseringen har kommunerne haft vejnavnenævn og magten til at døbe nye veje, gader og stræder. På de omkring 110.000 vejskilte landet over hænger kommunerne små stykker af Danmarkshistorien til skue. Helte bliver hyldet og historien holdt i live. 

For et vejnavn er mere end en endestation for breve og pakker og mere end en adresse man plotter ind på GPS’en. Vejnavne skaber identitet til byerne. Det mener Line Sandst, der er forsker på Aalborg Universitet og har skrevet ph.d. om, hvordan man navngiver gader og pladser. 

- Mange tager vejnavne for givet. Der bliver knyttet følelser til et navn. Vejnavne er jo der, hvor vi har vores hjem, og hvor vi har kært. Samtidig er det også et spejl tilbage i tiden. Det fortæller noget om, hvordan vi ser og har set på verden. Det er et stykke kulturhistorie, siger hun og fortsætter:

- Der ligger meget identitet i et vejnavn. Men måden, hvorpå vi træffer beslutninger om nye vejnavne, kan i dag potentielt blive politisk. Politikerne har magt til at kunne skubbe deres egen politiske agenda igennem via navngivning. Det er nyt i et historisk perspektiv. Oprindeligt var det sprogbrugerne selv, altså borgerne, der besluttede, hvad gader og byer skulle hedde.

Kommuner går imod FN-konvention

Racerkøreren Tom Kristensen er ikke den eneste nulevende person, der har fået opkaldt en vej efter sig. Den tidligere landstræner Morten Olsen har fået opkaldt vejen til det lokale stadion i Vordingborg efter sig. Thyborøn har Johnny Madsens Vej, og Struer har hyldet NFL-stjernen Morten Andersen med Morten Andersens Passage. 

Lars Larsen fik allerede i 2006 en vej i byen Uldum i den nuværende Hedensted Kommune opkaldt sig og efter sin død vej nummer to i Vesthimmerlands Kommune. Også Bertel Haarder fik en vej for sin indsats for at have skabt Folkemødet i Allinge.

- Jeg skal nok opføre mig pænt resten af livet, så bornholmerne ikke får skam af mig. Jeg er ligeglad med FN's retningslinjer, og det er jeg glad for, at bornholmerne også er, sagde Bertel Haarder til Berlingske tilbage 2017.

Men i deres iver efter at hylde betydningsfulde danskere trodser kommunerne anbefalingerne. I hvert fald teksten fra både en konvention nedsat af FN i 2002, og Stednavneudvalget under Kulturstyrelsens anbefalinger. Veje skal ifølge dem ikke opkaldes efter nulevende personer eller personer, der for nyligt er afdøde. I stedet anbefaler de, at man venter tre til fem år, efter personen er død.

- Det er ikke noget, der altid bliver håndhævet i kommunerne. Men man burde vente af hensyn til de efterladte. Man får også et klarere syn på folks eftermæle, hvis man venter med at opkalde veje efter personer til et stykke tid, efter de er døde, siger Line Sandst og fortsætter:

- Ellers må man håbe, at de ikke lige pludselig gør et eller andet voldsomt eller kontroversielt. Det er jo et godt forsigtighedsprincip at vente nogle år.

Når en blakket fortid springer ud af skabet

Vejen til et nyt navn er ikke altid uden problemer. I København ønskede kommunen at navngive en ny plads i hjertet af København efter Axel Axgil, der stiftede foreningen Kredsen af 1948, der var frontløberen til den nuværende forening LGBT Danmark. 

Vejnavnenævnet i kommunen var nået langt ind i processen med at hylde forkæmperen for homoseksuelles rettigheder, da Axel Axgils kontroversielle fortid blev belyst i medierne. Kritikere henviste til, at Axels Axgils mand havde kæmpet for nazisterne under krigen, og at Axel selv havde været medlem af “Pædofiligruppen”, som i 1980’erne var en del af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, og at han havde været dømt for sex med mindreårige.

Selvom historikere manede kritikken til besind og påpegede, at intet tyder på, Axel Axgil selv var pædofil, opgav kommunen at kalde pladsen Axel Axgils Plads. I stedet kom pladsen til at hedde Regnbuepladsen. 

- Det er lige præcis den slags sager, der kan komme frem, hvis man navngiver efter nulevende personer. Det er en principiel regel. Men det er vigtigt at fremtidssikre vejnavnene, fortæller Line Sandst.

Kommunalpolitikere er hurtige på aftrækkeren

For nylig har der både været debat om, om Aarhus skulle opkalde en vej eller plads efter digteren Yahya Hassan. Inden den afdøde digter overhovedet var begravet, foreslog kulturrådmanden Rabih Azad-Ahmad (R), at digteren skulle have opkaldt en vej efter sig. Forslaget mødte dog politisk modstand fra andre politikere i byrådet.

I Odense og København udtrykte flere politikere i medierne ønske om at hædre Kim Larsen med en plads, vej eller boulevard opkaldt efter sangeren. Det blev dog frabedt af familien.

Da Bent Fabricius Bjerre døde, foreslog Frederiksberg viceborgmester Jan E. Jørgensen (V) at opkalde en vej efter komponisten allerede samme dag. I Københavns Kommune ønskede Dansk Folkeparti også en vej med komponistens navn. Relationen mellem vej og navn mangler dog ofte, mener Line Sandst.

- Vejnavne er ikke noget, vi normalt går og tænker over. Men særligt når kendte dør, eller kommunerne vil omdøbe en vej, kommer der rigtig meget fokus på vejnavnene. De fleste nye vejnavne går til nybyggede områder. Her skaber kommunen selv en historie, men risikerer at der i virkeligheden ikke er nogen historisk tilknytning mellem personen og vejen, siger hun. 

Et monotont navne-monopol

I takt med byerne udviklede sig under industrialiseringen, og flere borgere flyttede væk fra landet, fik kommunerne pludselig et behov for hurtigt at kunne navngive de nye veje og gader, der dukkede op. Det var ikke nok at lade vejnavne opstå naturligt, som man før i tiden gjorde, forklarer Line Sandst. 

- Det er i den tid, at vi ser de første vejnavnenævn med lokalpolitikere blive nedsat. Men før det, var det sprogbrugerne selv, der udviklede navnene. Skindergade i København opstod, fordi der var mange, der handlede med skind. Dengang gav vejnavne en karakteristik af vejen, siger hun.

Men i takt med, at vejnavnenævnene begyndte at dukke op i kommunerne, kom der flere automat-navne og pakkeløsninger. Blandt andet nævner Line Sandst, at de fleste store bykommuner har sammenlignelige kvarterer, hvor vejene blandt andet er opkaldt efter fugle, blomster og øer. Kommunalpolitikerne er også særligt glade for at navngive veje efter gamle kommunalpolitikere, pointerer Line Sandst.

- Men problemet kan være, at alle vi almindelige borgere skal have kendskab til de gamle lokalpolitikere for at gennemskue, hvad det er for et kvarter man selv bor i. Ellers er det jo bare et tilfældigt navn, som man hurtigt kan glemme igen, siger hun.

Vejskiltene er dog begyndt at vende sig  efter folkestemningen, og flere kommuner introducerer initiativer, der skal opkalde nye veje efter blandt andre flere kvindelige kunstnere og slaveoprørere. Men ifølge Line Sandst kunne kommunerne med fordel ryste posen og eksperimentere endnu mere med vejnavnene.

- Man prøver ikke altid at finde nogle langtidsholdbare navne eller få variation i navnene. Alle byer behøver jo ikke at have fuglekvarter eller have vejnavne, der altid ender på "vej, gade eller stræde". Jeg kan godt se en fare i, at vores navne-landskab bliver monotont, siger hun.

Skal være deres ansvar bevidst

Ifølge Line Sandst kan kommunernes navngivnings-process give problemer. Men ingen stiller spørgsmålstegn ved, om vi bør lade kommunerne stå for at skrive vores fælles kulturhistorie,  siger hun.

- Det er ærgerligt, at mange lokalpolitikere kun sidder i navngivningsnævn i kort tid og ikke når at opbygge en viden om, hvad det egentlig vil sige at navngive. De ved måske ikke, at der findes en FN-konvention eller anbefalinger og konkret viden på området, som de kan trække på, siger hun og fortsætter:

- Vi sidder jo en masse forskere, der gerne vil hjælpe kommunerne. Men vi bliver ikke spurgt til råds. Jeg tror det har noget at gøre med, at navngivning er en politisk sag i Danmark. Men i Sverige har man for eksempel fagudvalg med blandt andet historikere og arkæologer der i samarbejde foreslår nye navne.

- Kommunalpolitikerne er måske ikke altid opmærksomme på, at de faktisk skriver historie. Men det er utroligt vigtigt, at de har det ansvar for øje.