I modsætning til professionelle bestyrelsesmedlemmer i erhvervslivet er der heldigvis ingen merit-krav til kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Og det til trods for, at kommunen meget ofte er lokalområdets største virksomhed.

Men hvorfor er det nu sådan? – og er det entydigt rigtigt?

Et demokratisk samfund som det danske stiller ikke kun store krav til de valgte politikere. Som borgere og vælgere er vi også forpligtede til at involvere os. Ikke alene har vi pligten til og muligheden for at stemme på den kandidat eller liste, vi ønsker skal repræsentere os. Vi kan også få indflydelse på, hvem der skal stå på listen.

Når valget så er overstået, har de valgte medlemmer til kommunalbestyrelsen det som opgave og pligt at deltage i det kommunalpolitiske arbejde og gøre deres indflydelse gældende i den kommende fireårige periode.

Netop det er værdien i det danske demokrati. Vælgerne peger på de personer, de finder bedst egnede i lokalsamfundet til at forvalte de fælles goder de næste fire år.

Men i det øjeblik, vi som vælgere overgiver ”magten” til de nyvalgte kommunalpolitikere, bør vi så ikke også sikre os, at kommunalpolitikerne besidder de fornødne kompetencer?

Kommunalpolitikernes udfordringer

Kommunalpolitikernes opgaver er mange. De skal organisere, fastlægge og prioritere serviceniveau, sikre borgernes og virksomhedernes retssikkerhed gennem de rette myndighedsafgørelser – og endelig skal kommunalpolitikerne have fokus på kommunens udvikling. En kompleks opgave i en organisation med tusindvis af ansatte og budgetter på mellem 1,5 og 7 milliarder kroner for de fleste kommuners vedkommende.

Tidligere i år har COK gennemført en undersøgelse blandt landets kommunalpolitikere. Undersøgelsen viser, at kommunalpolitikerne er udfordrede af:

Håndtering af komplekse problemstillinger på tværs af fagområder og udvalg

Inddragelse af borgerne i politikudvikling

At overskue de store mængder materialer

At kommunikere tydeligt

Udfordringerne giver anledning til refleksioner. Kan vi gøre vilkårene for lokalpolitikerne bedre, således at flere er parate til at påtage sig opgaven? Hvordan klæder vi de valgte kommunalpolitikere bedre på? Og hvor mange og hvilke opgaver skal kommunalpolitikerne involvere sig i?

Hvor mange og hvilke opgaver kommunalpolitikerne bør involvere sig i, er der en bred fortolkning af kommunerne imellem, men såmænd også mellem de enkelte udvalg i samme kommune.

Enhver kommune bør derfor løbende have en principiel drøftelse om, hvor skellet mellem politik og administration går. Tager den enkelte kommune ikke drøftelsen om skellet mellem politik og administration, vokser risikoen for, at de pågældende kommunalpolitikere graver sig ned i for mange enkeltsager fremfor at varetage det politiske lederskab.

Udover en plads i kommunalbestyrelsen har alle kommunalpolitikere også en plads i et stående udvalg. Formændene for disse udvalg har en særlig rolle, idet formanden er ansvarlig for udvalgets møder og sammensætningen af dagsordener.

Formanden er også den første, de lokale medier kontakter for en kommentar, så snart udvalgsmødet er afholdt. Desuden er det ofte udvalgsformanden, som borgere, virksomheder og medier kontakter om sager, der ikke er blevet forelagt eller skal forelægges det politiske udvalg. Hvordan håndterer udvalgsformanden denne rolle?

Oplæring i opgaverne

På enhver arbejdsplads er det naturligt, at nye medarbejdere bliver introduceret til og oplært i sine kommende opgaver. Samme forpligtelse gælder naturligvis indenfor kommunalbestyrelsesarbejde, så de nyvalgte kommunalpolitikere er bedst muligt forberedt og kender det regelsæt, de skal forvalte.

Alle kommuner giver et fint introduktionsforløb til nyvalgte kommunalpolitikere. Desuden deltager de fleste også i COK's Kattegatforløb. Hensigten med Kattegatforløbene er at sikre, at de nyvalgte kommunalpolitikere kommer godt fra start i den nye valgperiode og får en begyndende fortrolighed med den brede vifte af opgaver, som landets kommunalbestyrelser varetager.

Men er det nok?

I modsætning til introduktion af nye medarbejdere er der jo i forhold til medlemmerne af en kommunalbestyrelse tale om ”uddannelse” af opdragsgivere eller - om man vil - arbejdsgivere.

Det faktum har over tid rejst diskussionen om de kommunale embedsmænds rolle i ”oplæringen” af de nyvalgte kommunalpolitikere. Er de kommunale embedsmænd de rigtige til at formidle viden og ”oplære” nye politikere om kommunen og styrelseslovens rammer, når de efterfølgende skal gennemføre en af de nyvalgte kommunalpolitikere vedtaget politik? Eller skal der indføres en mere obligatorisk og mindre embedsmandspræget politiker-uddannelse?

Hvem appellerer politik til?

Hvordan sikrer samfundet på en og samme tid en bred demokratisk repræsentation og de mest ”kompetente” politikere? Kan det ske ved, at den kommunale organisation bliver bedre til at understøtte nyvalgte kommunalpolitikere? Og kan samfundet tilvejebringe bedre rammevilkår, sådan at kommunalpolitik appellerer til en større skare?

Igennem årene har der været drøftelser af det vederlag, kommunalpolitikere modtager. Folketinget har netop hævet vederlagene, da man vurderede, at de ikke længere afspejlede arbejdsmængden og dermed det store tidsforbrug.

Det fagsprog og den mængde sagsakter, der møder de nyvalgte kommunalpolitikere, kan virke skræmmende. Hertil skal lægges en øget arbejdsmængde på minimum 15–20 timer om ugen, som den enkelte kommunalpolitiker må finde tid til ved siden af sin hovedbeskæftigelse og sit familieliv. At gå ind i kommunalpolitik kræver et stort engagement og mange fravalg hos den enkelte.

Som forberedelse til den kommende valgperiode bør de nuværende kommunalbestyrelser evaluere forholdet og tydeligheden mellem politik og administration. Desuden bør de siddende kommunalbestyrelser evaluere de sidste fire års politiske lederskab og opnåede resultater indenfor de tre hovedområder kommunal service, myndighedsudøvelse og udviklingsinitiativ.

En særlig drøftelse, som også bør indgå, er kommunalbestyrelsens repræsentation i andre bestyrelser. I mange kommuner er det sådan, at kommunalbestyrelsens medlemmer i forbindelse med konstitueringen også udpeges til andre typer bestyrelser – for eksempel skolebestyrelser, forsyningsselskaber og så videre. Derfor bør den enkelte kommunalbestyrelse spørge sig selv, om disse udnævnelser er essentielle for kommunen, eller om de i højere grad tjener til, at den pågældende bestyrelse på den måde får en stemme ind i byrådssalen.

Endelig kan man evaluere, om de medlemmer, der sidder i andre bestyrelser, har de fornødne kompetencer hertil, og i hvilken form afrapportering til kommunalbestyrelsen skal finde sted?

En sådan grundig evaluering vil bidrage til, at den ny kommunalbestyrelse får det bedste afsæt.

Kommunerne stiller – i modsætning til private virksomheders professionelle bestyrelser – ikke merit-krav for at deltage i kommunalbestyrelsens arbejde. Til gengæld er det vigtigt, at kommunalpolitikerne får de rigtige arbejdsrammer: god introduktion og en løbende dialog med hinanden og administrationen om, hvordan den kommunale organisation sikrer en optimal ramme for det politiske virke.