Kommunen.dk
MENU

Knud Erik har lært kunsten at holde sammen på flokken

Knud Erik Langhoff (K) har altid elsket at arbejde og har aldrig rigtig haft tid til sine mange børn og børnebørn. Men tabet af en bror som ung lærte ham, at sammenhold betyder alt. Kom med bagom Koldings borgmester, der også har et fiffigt råd i ærmet, hvis det knager i ægteskabet.

Knud Erik har lært kunsten at holde sammen på flokken

Knud Erik Langhoff (K) har altid elsket at arbejde og har aldrig rigtig haft tid til sine mange børn og børnebørn. Men tabet af en bror som ung lærte ham, at sammenhold betyder alt. Kom med bagom Koldings borgmester, der også har et fiffigt råd i ærmet, hvis det knager i ægteskabet.
Knud Erik Langhoff bruger med glæde masser af timer i jobbet som borgmester, men søndagene er helliget hustruen, deres fem børn, 17 børnebørn og to oldebørn. For værdien af sammenhold er vigtig. Det lærte han på den hårde måde i sin ungdom.
Knud Erik Langhoff bruger med glæde masser af timer i jobbet som borgmester, men søndagene er helliget hustruen, deres fem børn, 17 børnebørn og to oldebørn. For værdien af sammenhold er vigtig. Det lærte han på den hårde måde i sin ungdom.
Foto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Knud Erik Langhoff (K) er født i 1950. Opvokset i en politisk engageret landmandsfamilie i Sdr. Stenderup i Kolding.

Yngste tvilling i en søskendeflok på seks.

Uddannet landmand og merkonom.

Har arbejdet som salgschef og direktør i foderstofbranchen i 33 år. Derefter som erhvervsrådgiver i Jyske Bank frem til borgmesterposten.

Bor i Sdr. Bjert sammen med hustruen Kirsten. Sammen har de fem børn i alderen 36-54 år.

Knud Erik Langhoff blev bedstefar som 42-årig og oldefar som 70-årig.

Fritiden bruger Knud Erik Langhoff på 33 familiefødselsdage, i skovene på sin mountainbike, i Lions Club og ved bridgebordet, som dog pt. er sat på pause.

Byrådsmedlem fra 2010-2018 og igen fra 2021

Borgmester i Kolding Kommune i 2022.

Knud Erik Langhoff (K) professionelt

Du har fem børn, 17 børnebørn og to oldebørn. Har du overhovedet tid til at være borgmester?

Masser af tid. Jeg kører hjemmefra om morgenen klokken to minutter i syv, så kan jeg høre pressens radioavis på vej derind. Klokken cirka ti minutter over syv sidder jeg på min pind. Så har jeg en lille time til at kigge kalenderen efter og få rettet de sidste ting til inden dagens møder. Cirka tre gange om ugen er jeg til møder om aftenen, så er jeg hjemme omkring 21-22 stykker. Jeg går i seng klokken 23.30 og står op klokken 05.45.

Du er punktlig …

Nej. Jeg har struktur.

Og har ikke børnebørnene med på kontoret, ligesom politikerne på Christiansborg har deres hunde med?

Nej, det har jeg ikke. Jeg synes heller ikke, at det er passende at have børn eller hunde med på arbejde. Altså, i forhold til det med børnene: Jeg har altid været aktiv, også før jeg blev borgmester. Og jeg har aldrig rigtig haft tid til mine børn og børnebørn. Men hver søndag inviterer min kone Kirsten og jeg hele flokken til aftensmad, og så laver jeg mad. Grillmad om sommeren og ellers gammeldags mad. Mine børnebørn kan godt lide steg og brun sovs.

Hvad er den største forandring i dit liv efter, at du er stoppet som bankmand og er blevet borgmester?

 Der er mange forandringer, men den helt store forandring er måden, folk pludselig ser på mig på. Da jeg var bankmand, kendte folk mig jo ikke, som de gør nu. Nu ved folk, hvem jeg er, og så bliver man kigget over skulderen.

Hvordan har du det med det?

 Det har jeg det helt fint med. Man skal bare tænke sig om. Som nu i går, for eksempel, hvor jeg var på restaurant med Kirsten for at fejre min fødselsdag. Jeg bestiller en øl og et glas vand. De stiller øllen foran mig og vandglasset foran min kone. Jeg beder dem bytte rundt på glassene, for det er modsat. Jeg sidder aldrig og drikker øl i det offentlige rum, for jeg er jo i bil. Og så kan folk sige: Så I lige borgmesteren? Han sad der og drak bajere og væltede direkte ind i bilen og kørte hjem. Ha ha. Men der er nu mange, der siger: Det kunne du nu godt. Drikke en øl. Og ja, det kunne jeg måske nok. Men det gør jeg ikke. Har jeg gjort det, har jeg taget en taxa. Det handler om ordentlighed.

Hvad er ellers forandret?

 At der bliver skrevet om en på de sociale medier. Der er ikke så meget filter på folk, og det kan godt ramme mig lidt. Ikke så meget personligt, jeg har det lidt ligesom en gås, det preller af. Jeg kender spillet. Jeg ved jo godt, at hvis en fortovsflise ligger forkert, så er det min skyld eller nu, hvor vi har udfordringer med indvandrerbørnene på Munkevængets Skole, så er det også min skyld. Sådan er det at være borgmester. Men min familie bliver berørt. Mine børnebørn, de læser jo også, hvad der bliver skrevet. Jeg tror, jeg taler på alle borgmestres vegne, når jeg siger, at hvis folk vidste, hvor ondt det gør på vores familier, når de skriver alle de urimeligheder, så kunne det være, at de ville lade være?

Ole Bjørstoft (S), Ishøjs tidligere borgmester, fraråder, at man debuterer som borgmester i en alder af 70 år, fordi det er et meget hårdt og fysisk krævende job med en arbejdsuge, der let kan løbe op i 50-60 timer. Du var 71 år, da du blev borgmester. Har han ret?

 For nogle passer hans udsagn måske meget godt. For mig gør det ikke. Jeg deltager i alt det, jeg føler, jeg skal og har lyst til. Ja, det er mange timer i døgnet og i ugen, men det har jeg virkelig ikke noget problem med. Jeg er utrolig socialt anlagt og nyder det. Nogle synes, det er fantastisk at spille golf, jeg ville kede mig ihjel med at spille golf. For øvrigt skrev min datter tillykke med de 73 år i går. Og jeg sagde: Man behøver ikke nævne tallet. Jo, svarede hun. For jeg er stolt af at have en far på 73, der stadig er erhvervsaktiv.

Du er vital …

 Vital?

Sprængfyldt med energi, stærk, sund, positiv indstilling?

 Ja, det tænker jeg, at jeg er. Jeg ser også mig selv som en person, der er meget moderne i min tilgang til mange ting. Fx til den grønne omstilling. Jeg har haft solceller derhjemme de sidste 12 år, og nu har jeg købt en elbil. Det er trenden nu. Og jeg vil gerne være med på beatet. Jeg føler heller ikke nogen generationskløft i forhold til mine børnebørn og de diskussioner og snakke, som vi har. Jeg føler, vi er ligeværdige.

Hvad tænker du, er din største bedrift som borgmester indtil nu?

Det er meget vigtigt for mig, at borgerne kan forvente, at der er tryghed i økonomien med os ved roret. Og nu har vi to år i træk landet et budget med et bredt flertal i kommunen, hvor økonomien er i orden. Ligesom vi er i gang med en række organisatoriske ændringer, som gerne skulle medføre et bredere funderet samarbejde i kommunen frem for silodannelser.

Du er borgmester i trekantområdet, Kolding, Vejle, Fredericia. Er der noget hierarki? Nogen, der er mere cool end andre?

Jeg ser trekantområdet, som nu også strækker sig til Middelfart og Vejen, som en utrolig vigtig del af Danmark. Og vigtigt, at vi holder sammen. Men jeg kan da godt være lidt misundelig på den tilflytning, Vejle har. Både Vejle, Horsens, Skanderborg og Hedensted har en større tilflytning, end vi har. Fordi de geografisk ligger tættere på Aarhus. Det har en effekt, det ved vi. Vi har stadig en befolkningstilvækst i Kolding, men ser du på kommunerne syd for os, så har de jo svært ved bare at holde på befolkningstallet. Men hierarki? Nej, det ser jeg ikke noget af. Jeg har respekt for samtlige kommuner i vores trekantområde.

Selvom du er en del af trekantområdet, kan du så godt være firkantet?

Jeg har jo fortalt dig, at jeg har struktur. Men firkantet ligefrem? Jeg tror faktisk, jeg kan være både firkantet og rund, men nok mest rund. Pragmatisk. Jeg blev jo konservativ i firserne. I Schlüter-årene. Han havde en meget pragmatisk tilgang og fik alligevel gennemført en hel masse. Det har præget mig. Han var og er et forbillede. 


Knud Erik Langhoff (K) privat

Fem børn – hvilken motivation, drivkraft ligger bag?

Jeg kunne jo svare det, som jeg svarede en af mine døtre, da hun kom hjem og ville vide, om hun var et ønskebarn, for det var hendes veninde. Jeg sagde til hende: ”Det har jeg virkelig ikke tænkt over, men vi var glade for dig, da vi fik dig.” Vi har aldrig planlagt, at vi skulle have fem børn, men vi har altid gerne villet have mange børn. Vi fik en efternøler, og det må jeg bare sige, dét er det bedste, der kunne ske for min kone og mig. Det holder os unge. Det, at vi endnu gang får lov til at følge med og rådgive i uddannelse, etablering af familie og huskøb. Det er fantastisk.

Måske har du været motiveret af selv at være ud af en stor søskendeflok?

Ja, det tror jeg. Jeg har haft rigtig stor glæde og gavn af min søskendeflok. Jeg synes, det er synd for dem, der er enebørn eller kun er to søskende. Det stiller store krav til dem, specielt når deres forældre bliver ældre, og de skal være der for dem. Vi var mange om at passe vores mor, der levede hjemme på gården, til hun var 89 år. Vi fordelte vores besøg ud over ugen, og hjalp hinanden på den måde.

Nu har I været heldige at have en velfungerende flok, det er jo ikke alle, der oplever det?

Jeg plejer at sige, at dem, der ikke kan finde ud af det sammen, har ikke haft nok udfordringer nok. Det har vi. Vores far døde, da jeg var 30 år, og vores bror døde, da jeg var 16. Han blev 20 år. Han havde cancer, fik amputeret venstre ben og fik flere lungeoperationer. De oplevelser har knyttet os sammen. Vi mistede vores bror, men han gav os utrolig meget den korte tid, hvor han var syg. Han gav os muligheden for at se værdien i at holde sammen. Og være der for hinanden. Det er også mit største ønske for mine børn; at de bliver ved at holde sammen.

Er det på grund af din bror, at du er ambassadør for Støtteforeningen for Kolding Hospice?

Nej, det har noget med min sociale indstilling at gøre. Jeg vil gerne bakke op om de her ildsjæle, der arbejder for at få et hospice i Kolding. Jeg har aldrig fornægtet muligheden for at støtte personer i nød. Hvis en har mistet et barn eller en mand, så henvender jeg mig og spørger, om der er noget, jeg kan gøre. Jeg har aldrig gået forbi det tunge og svære. Jeg mærkede selv værdien i, at andre ikke undgik mig, da min bror døde. Min klasselærer tacklede det dårligt, lige da jeg kom i skole og fortalte, at min bror var død. Men allerede dagen efter tog han mig ud af klassen og undskyldte, at han ikke havde håndteret det ordentligt. Det har jeg tit tænkt på. Hans undskyldning gjorde stort indtryk på mig. At han sagde det.

Du bakker op om Hospice Koldings grundholdning om, at ’hele livet er livet værd.’ Er du imod aktiv dødshjælp?

Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg har oplevet flere mennesker, hvis liv ikke har været livet værd. Så jeg så gerne en mulighed for aktiv dødshjælp, men vi rører ved et emne, som er utroligt svært at håndtere. Hvem og hvordan og hvornår? Det er meget svært.

Din far, har han været et forbillede for dig?

Bestemt. Hele hans tilgang til livet, hans sociale væsen, måden han håndterede andre på, håndterede os børn på. Han var ikke streng, vi skulle bare opføre os ordentligt. Jeg føler, at mine forældre gav mig en rigtig god platform til at komme videre i livet på. Vi havde ikke mange penge, men vi havde det, vi skulle bruge.

Hvad lærte han dig ud over ordentligheden?

Han lærte mig, at rigdom ikke bare er penge. At rigdom også er et godt netværk, en god familie, at man er noget for hinanden. Og da jeg arbejdede som salgschef og direktør i foderstofbranchen, sagde jeg til ham: Jeg er slet ikke uddannet til det her. Det behøver du heller ikke være, svarede han. Så længe, du følger din mavefornemmelse og altid holder dig til sandheden, så skal det nok gå. Sandheden er det eneste, du kan huske – på den lange bane.

Din kone … hvad er opskriften på et langt ægteskab for dig, for jer?

Opskriften er, at man giver hinanden plads til det, man gerne vil. Og at man er tolerant. Når jeg møder et par, der er på vej til at gå hvert til sit, plejer jeg at sige til dem: Tag dog at begynde at spille Ludo i stedet for at gå op i alle de der småting. Giv plads og respektér hinandens forskellighed.

Du har jo så fået plads til at gå på arbejde hele tiden.

Ja, Kirsten gik hjemme hos børnene i 18 år, mens jeg var aktiv på arbejdsmarkedet.

Og det var også hendes ønske?

Ja, det var vi enige om. Det er også hende, der tager med til bedsteforældredage i skolen og den slags. Det klarer hun på bedste vis.

Spiller I også Ludo, hvis det begynder at trække op til stormvejr?

Nej. Vi spiller yatzy. Og i mange år holdt vi altid hinanden i hånden, inden vi faldt i søvn.

Ja, hvorfor gør I ikke det mere?

Fordi det behøver vi ikke mere. Og så fordi, vi ikke går i seng på samme tidspunkt længere.

Er der noget, du fortryder her i livet?

At jeg har brugt og bruger for lidt tid på min familie. At jeg aldrig har været med til en bedsteforældredag i børnehaven eller i skolen. Det kan jeg godt, i en stille stund, tænke lidt over. Især fordi Tobias, en af mine børnebørn, engang kom til mig og sagde: Det kan jeg godt sige dig, bedstefar, du har fandme bare at komme ned i min skole, inden jeg stopper!

Hurtige skud på Knud Erik Langhoff

  • Shelter eller all inclusive? All inclusive
  • Gammeldags mad eller gourmet? Gammeldags
  • Fly eller tog? Tog
  • Bænk eller dansegulv? I dag: Bænk
  • Sparegris eller spenderbukser? Sparegris
  • Kendt eller ukendt grund? Kendt grund
  • AI eller egen intelligens? Min egen intelligens
  • Korsbæk Bank (Varnæs) eller Omegnsbanken (Skjern)? Omegnsbanken

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR