Der er maksimalt to år til folketingsvalget, og derfor skal Helle Thorning allerede nu tænke på, hvad det er for en politisk buket af valgmuligheder, som regeringen agter at servere for vælgerne, for at den kan blive genvalgt.

Overordnet set må regeringen satse på en strategi, hvor den på valgdagen kan stille svingvælgeren spørgsmålet: Kan du mærke en positiv forskel på situationen i dansk økonomi nu i forhold til dengang, da Lars Løkke havde regeringsansvaret? Det forudsætter naturligvis, at vælgeren til den tid står i en sådan bedre situation, at han eller hun kan sige, at dansk økonomi – og regeringen – er på rette spor.  

Realistisk set så kommer valget formentlig engang i foråret 2015, hvilket betyder, at regeringen med den kommende finanslov har 'ét skud i bøssen' til selv at påvirke den økonomiske udvikling sådan, at det får virkning inden valget.

Finanslov med EL

Det ligger allerede nu i kortene, at regeringen styrer efter en lempelse af finansloven ved hjælp af Enhedslistens stemmer. Flere økonomer, blandt andet 'vismændene' i Det Økonomiske Råd, anbefaler en finanspolitisk lempelse på op mod 12 milliarder kroner. Andre økonomer som økonomiprofessor Torben M. Andersen er uenige og bekymrede for, at yderligere stimulans blandt andet kan føre til en overophedning af økonomien.

Samtidig sætter EU's budgetregler en øvre grænse for omfanget af lempelsen. Ifølge AE-Rådet, som står S og fagbevægelsen nær, er der plads til en lempelse på 7,5 milliarder i 2014. Det rammer nok yderkanten af, hvad regeringen har at gøre godt med. Under alle omstændigheder vil en mindre lempelse næppe betyde alverden for økonomien eller regeringens genvalgschancer.

Den store ubekendte er, om opsvinget i verdensøkonomien vil føre til en MÆRKBAR økonomisk vækst i 2014, som kan øge beskæftigelsen også blandt de grupper på arbejdsmarkedet, som siden 2008 har været ramt af krisen. Det vil primært sige de ufaglærte, de unge og de nyuddannede.

2013 bliver et tabt år for dansk økonomi. Selvom regeringen oprindelig spåede det indeværende år til at blive et år med fremgang, så ender væksten – ifølge stort set samtlige prognoser – med at blive på noget nær nul. I 2014 SKAL væksten indfinde sig, ellers er regeringens genvalgschancer, som i forvejen er små, helt væk.

Thorning gør dog sit for at 'tale væksten i gang'. I sit første interview efter sommerferien forsøgte hun at tale optimismen frem. Nu håber Thorning, at opsvinget lurer lige om hjørnet, som mange økonomer spår. Hvis forbrugerne vurderer, at de ikke står overfor fyringer eller uforudsete omkostninger, for eksempel i kraft af yderligere skatter eller brugerbetaling, så er de formentlig klar til at begynde at øge det private forbrug, som har stået i stampe i årevis, hvor folk enten har sparet op eller nedbragt den i øvrigt betydelige private gæld. Privatforbruget er alle enige om vil kunne sætte mærkbart fut i beskæftigelsen, og det kræver simpelthen mere optimisme og tro på fremtiden.

Allerede for sent?

Regeringen har travlt med at tale økonomien frem, og spørgsmålet er, om det ikke allerede er for sent. For hvis de mest optimistiske prognoser holder stik, så bliver væksten i 2014 på 1,6 procent. Det er – set med OECD-briller – pænt. Men er det nok til, at Thorning kan gå til valg i begyndelsen af 2015, det vil sige om måske kun 18 måneder, i forvisning om, at vælgerne vil give hende fire år mere? Næppe, men der er intet alternativ. Regeringen har signaleret en ny start ved at gennemføre den længe ventede regeringsrokade. Her har statsministeren dog igen demonstreret, hvor svag en leder hun faktisk er. Hele rokaden er sat i værk alene, fordi hun skulle have placeret den hidtidige, magtfulde gruppeformand Henrik Sass Larsen i regeringen. Men der er klare grænser for, hvem hun kan fyre som minister. For eksempel er Mette Frederiksen urørlig. Spørgsmålet er, hvorfor det er nødvendigt at få Sass i regeringen som ny erhvervs- og vækstminister, hvis det ikke fører til en ny politik, som regeringens vælgere vil omfavne? Er der blot tale om en kabale begrundet i hensyntagen til de aktuelle styrkeforhold internt i Socialdemokraterne?

Det forekommer for eksempel underligt, at en succesfuld forsvarsminister som Nick Hækkerup bliver flyttet til et sammenskrab af relativt ligegyldige områder som ny juniorminister i udenrigsministeriet for handel og EU, og så erstatter man ham med en i denne sammenhæng uprøvet Nicolai Wammen, der intet kender til forsvarets ressort. Altså medmindre det for Thorning handler om at få placeret sine egne loyale folk i regeringen og straffe dem, der efter hendes mening er knap så loyale.

Kloge SF’ere

I forhandlingsspillet har SF’erne med Annette Vilhelmsen i spidsen for første gang i regeringens levetid demonstreret taktisk klogskab ved at læne sig tilbage og ladet sig byde op af en sikkert mere og mere panisk Thorning, som har sat sig på en bunden opgave med at få placeret Sass i regeringen. Det gav bonus, hvor SF blandt andet kunne veksle en juniorminister i udenrigsministeriet til en transportministerpost til Pia Olsen Dyhr.  SF’ernes yderst kloge disposition frister en til at konkludere, at den virkelige bagmand næsten må være Holger K. Nielsen.