Kære beslutningstager: Kommunens kreditkort er en bombe under din troværdighed. Klip det over!
Kære beslutningstager: Kommunens kreditkort er en bombe under din troværdighed. Klip det over!

Årets tophistorier har været præget af misbrug af kommunens kreditkort.
Restaurationsbesøg på borgernes regning.
Manglende bilag.
Gennem de seneste år har mediebilledet være fyldt med overskrifter af denne karakter, og noget tyder på, at en nypuritanisme for alvor har påvirket kutymerne for offentlige toplederes repræsentation.
Når der sker en sammenblanding af offentlige og private interesser, er der risiko for, at tilliden til den offentlige forvaltning svækkes, og at der sås tvivl om helt centrale grundsten i forvaltningen såsom saglighed, upartiskhed og åbenhed.
Flere af de sager, der de seneste år har tiltrukket sig opmærksomhed, angår spørgsmål om brug eller rettere sagt misbrug af kommunale midler. De rent private giver sjældent anledning til udfordringer. Derimod rejses der ofte tvivl om de udgifter, der falder i gråzonen for repræsentation, hvor private formål blandes med de tjenstlige formål. Og spørgsmålene, lader sig i nogle tilfælde kun vanskeligt besvare.
Ikke en blankochek
For er en middag eller deltagelse i et eksternt arrangement af repræsentativ eller privat karakter? Kan det tænkes, at deltagelsen udelukkende skyldes tjenstlige forhold? Og hvad med regningen? Er den af en sædvanlig og rimelig størrelse? Forventes ægtefællen at deltage?
Spørgsmålene ovenfor er ikke udtrykkeligt reguleret i den skrevne lovgivning.
Besvarelsen af, hvad der fx er økonomisk forsvarligt og sagligt, vil bero på et skøn, og det er i den forbindelse en betingelse, at der ikke afholdes udgifter til foranstaltninger, der rækker videre end kommunale formål tilsiger. Heri ligger, at der bør være et rimeligt forhold mellem udgiften, formålet og deltagerkredsen.
Gennem de seneste år har der i landets kommuner været rejst et stigende antal sager om offentligt finanieret privatforbrug hos politikere og embedsmænd.
Der er grænser
En af de bedst kendte sager er Farum-sagen, hvor jeg selv deltog i udrednings arbejdet. Borgmesteren havde gennem en længere årrække et overforbrug af blandt andet meget dyr vin og i visse tilfælde mad betalt af kommunen. I den konkrete sag kom Landsretten frem til et udgangspunkt om en kuvertpris på 1.000 kr. Dog fastslog Landsretten, at der kun skulle dømmes, hvis overskridelsen gik ud over 40 pct. af det lovlige, altså at kuvertprisen som udgangspunkt ikke må overstige 1.400 kr.
Landsretten fremhævede også, at de 1.000 kr. ikke udgør nogen absolut øvre grænse for kommunale arrangementer, ligesom der også kan være anledninger, der ikke i sig selv og uden særlig hjemmel kan legitimere en udgift til fortæring på 1.000 kr. pr. person.
Efterfølgende har der været et stort antal sager om betaling af taxature, brobizz, valgkampsrelateret arbejde, påhæng til arrangementer, indkøb i Irma, ishockeybilletter, private koncertbilletter og middag i anledning af en konference.
En række af sagerne har resulteret i politianmeldelser og nogle er endda dømt efter straffelovens bestemmelser.
Mine to bedste råd til kommunaldirektører og andre topledere i det kommunale skal derfor lyde:
1. Forventningsafstem
Som det første skal du ved ansættelse lave en forventningsafstemning med din borgmester og gerne økønomiudvalget (eller borgerepræsentationen). Herved sikres der klarhed og en fælles forståelse om rammerne for eksempelvis forventninger til deltagelse i eksterne arrangementer, der har betydning for kommunen, og hvornår det forventes, at kommunaldirektøren deltager med og uden påhæng. I hvilke tilfælde forventes kommunaldirektøren at tage imod billetter og repræsentere kommunen og hvem betaler? Eksemplerne er legio; fodbold- kampe, erhvervsklubber, netværk, lokale teaterforestillinger, middage med kolleger, byfester med videre.
2. Klip dit kommunale kreditkort over
Læg selv ud for alt, og betal selv for alt, der har den mindste skygge af privatforbrug over sig, eller som giver anledning til selv den mindste tvivl.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.