Når aftenkaffen skal indtages og fjernsynet er tændt, sidder mange danskere og ser nyheder. Men selvom de fleste opfatter det som vigtigt at følge med i, hvad der sker i verden, er det langt mindre, der bliver præget på nethinden og lagret solidt i hukommelsen. Faktisk er vi mange, der næsten ikke kan huske, hvad vi så i nyhederne dagen før. Det hænger blandt andet sammen med, at mange ser nyhederne, mens fingeren arbejder på iPhone, familien taler og skjorten stryges.

Vi laver ofte en masse andet, mens vi ser tv-nyheder, og det går selvfølgelig ud over vores afkodning. Det vilkår glemmer en del politikere, der bruger alt for mange tal, går for meget i detaljer, bliver for tekniske og glemmer at tale et sprog, der er forståeligt for folk, der ikke har den store forhåndsviden om det pågældende emne.

Høj budskabskompleksitet

Umiddelbart er det naturligt nok, at politikere, der skal på tv, er godt forberedt, har læst op på sagerne og gør brug af et talepapir, de har fået fra embedsværket. Men omvendt er det også spild af tid at bruge så megen energi på en tv-optræden, som de fleste har glemt, inden vejrværten har rundet programmet af. For mange politikere optræder med en for høj budskabskompleksitet og glemmer, at de i deres formidling skal huske på andre ting end knastørre facts.

Formidling på tv handler i høj grad om følelser, og den visuelle del af kommunikationen har betydning for modtagernes afkodning. Det har dramaafdelinger, reklamebureauer og folk, der forsker i medier og kommunikation, for længst fanget. Derimod har en del politikere – til trods for, at de tit optræder på tv – ikke helt forstået, at for eksempel de følelser, man efterlader hos seeren, eller den visuelle ramme, man optræder i, spiller en central rolle.

Hvilken følelse skal efterlades? 

Eksempelvis burde politikerne være mere optaget af, hvilken følelse de gerne vil efterlade. Er de glade, tilfredse og optimister? Eller er de sure og vrede og vil have ryddet op? Som i så mange andre kommunikationssituationer er det noget lettere for modtagerne at afkode, hvis stemme, udtryk og kropssprog matcher med de ord, der kommer ud af munden på afsenderen.

Og der er absolut intet galt med, at man som politiker spiller på nogle tangenter fra følelsesregistret. De sager, som politikerne taler om, handler ofte om ting, der har konsekvenser for det enkelte menneske, og for hovedparten af de mennesker, som politikerne taler til, er politik i høj grad også følelser. Tænk bare på, hvordan politik med afsæt i skattetryk, grænsebomme, placering af en motorvej, hospitals-lukninger og skolereformer kan få blodet til at rulle hos mange vælgere.

Det vil kun styrke den i forvejen haltende kommunikation mellem politikerne og deres vælgere, at der blev skruet mere op for patos og ned for logos. Sådan er det i stort set alle andre kommunikationsformer, og sker det ikke også i den politiske kommunikation, bliver politikerne dem, der taber i kampen om borgernes opmærksomhed.

Oldschool tøj–overvejelser

Men der er også andre overvejelser om den visuelle kommunikation, som politikerne burde tage mere seriøst. For eksempel når det handler om tøjvalg. Det er ikke, fordi politikere ikke bekymrer sig om, hvad tøj de skal tage på. Det bliver der skam brugt meget krudt på. Men når det handler om tøjvalg, der skal understøtte deres kommunikation til vælgerne, er overvejelserne ikke altid så reflekterede.

Den uskrevne regel er sådan cirka, at når man er i magtrummene, klæder man sig som magtmennesker, og når man skal møde befolkningen, forsøger man at klæde sig som dem, man skal møde. Men hvorfor skifter politikerne habitterne ud med campinghabitter, når de skal ud i landet? Ofte har de mennesker, de skal besøge, set frem til at mødes med magthaverne, netop fordi de er magten. De har en sag, de vil tale med dem om, eller en virkelighed, de gerne vil vise politikerne. Derfor vil det da også virke langt bedre på disse folk, at politikerne også ligner magten, når de kommer ud for at møde dem.

Kommunikere mere magt

Tendensen ses også på de sociale medier, hvor der nærmest er kommet en trend blandt politikerne om at se så folkelige ud som muligt. Det er, som om politikerne tror, de konstant skal huske os på, at de bare er almindelige mennesker! Derfor skal vi også hele tiden se dem eksponeret i ”almindelige” situationer, hvor der nærmest ikke er nogen grænse for, hvad de vil åbne op for, når det handler om at fremvise privatlivet.

Der kunne sagtens argumenteres for, at tendensen med at signalere helt almindeligt menneske ikke er så efterspurgt, som mange tror. Måske er der i virkeligheden behov for at kommunikere mere magt i en tid, hvor den politiske autoritet smuldrer overalt i samfundet. Engang blev der bygget tårne, store pompøse rum og lavet smukke udsmykninger på de bygninger, der skulle rumme magthaverne. Det gjorde man blandt andet for at understøtte magthavernes autoritet. Måske vil det styrke både demokratiet og politikernes personlige brand, at politikernes kommunikation igen fik lidt mere magt-schwung over sig.

I hvert fald er der ingen tvivl om, at mange politikere kunne styrke deres profil, hvis de gjorde sig nogle grundige overvejelser om deres visuelle kommunikation og gav den lidt mere gas på følelserne. For som de fleste ved, siger et billede mere end tusind ord!