Inflationen løber fra dagpenge og kontanthjælp
Inflationen løber fra dagpenge og kontanthjælp

Er man ledig på dagpenge eller kontanthjælp, kommer man til at blive ramt af de stigende priser langt hårdere end lønmodtagere med højere indkomster.
Det viser en analyse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udarbejdet for Politiken.
De seneste to år er forbrugsudgifterne i Danmark steget med 6,2 pct. Men satserne for de op mod 77.000 dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere er i samme periode steget med 1,4 pct., skriver avisen.
Modsat er velhavende lønmodtageres forbrug steget med 6,6 pct., mens gennemsnitslønnen er steget med 5,8 procent i stort set samme periode.
Dermed skal bedrelønnede lønmodtagere skære mindre ned på deres forbrug som følge af prisstigningerne. I AE’s analyse har de mest velhavende husstande en gennemsnitlig årlig indkomst på 600.000 kroner.
EL: Dybt bekymrende
Politisk ordfører i Enhedslisten Mai Villadsen opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger.
- Det er dybt bekymrende, at de folk, som i forvejen har det sværest og har færrest penge, er dem, der rammes hårdest af prisstigninger. Det bør vi gøre noget ved fra Christiansborg, siger Mai Villadsen til Ritzau.
Hun peger på, at overførselsindkomsterne siden 2016 er blevet "mindrereguleret".
I årevis har man jo desværre mindrereguleret ydelserne, så de er blevet udhulet og blevet mindre og mindre værd. Vi mener, at man fra regeringens side bør indkalde til forhandlinger, så vi kan hjælpe de her mennesker også med prisstigningerne
De bliver sædvanligvis reguleret årligt for at følge med løn- og prisstigninger i samfundet. Men i forbindelse med en skattereform fra 2012 blev det besluttet at trække lidt fra stigningstakten i overførselsindkomsterne i årene 2016-2023.
- I årevis har man jo desværre mindrereguleret ydelserne, så de er blevet udhulet og blevet mindre og mindre værd. Vi mener, at man fra regeringens side bør indkalde til forhandlinger, så vi kan hjælpe de her mennesker også med prisstigningerne, siger Mai Villadsen.
Hun mener, at mindrereguleringen bør stoppe, og at der bør blive set på andre tiltag som for eksempel at hæve den grønne check.
Regeringen har allerede sammen med et bredt flertal i Folketinget besluttet at sende varmehjælp til husstande, som rammes hårdt af store prisstigninger på varmeregningen især fra naturgas.
Varmehjælp rækker ikke
En pulje, som kommunerne kan bruge til at hjælpe borgere på overførselsindkomst med at betale for en højere varmeregning, er også fordoblet fra 100 millioner til 200 mio. kr.
Men det er ikke nok med varmehjælp, når det i høj grad også er fødevarepriserne, der stiger, mener Mai Villadsen.
I Mødrehjælpen har man også gjort opmærksom på, at det er blevet sværere at få budgettet til at hænge sammen, hvis man er på for eksempel er på kontanthjælp.
- Det handler ikke om, hvorvidt man skal til Gran Canaria på sommerferie. Det handler dybest set om, at der ikke er råd til at få hverdagen til at hænge sammen, har direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen tidligere sagt til Ritzau.
I regeringen tages situationen "meget seriøst", lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til Politiken.
Men regeringen har ingen aktuelle planer om at hæve satserne på de offentlige ydelser som kontanthjælp og dagpenge, lyder det.
Til gengæld holdes der øje med, om "der bliver behov for flere målrettede initiativer".
Derfor bliver det dyrere at købe ind
- De seneste måneder har priserne på almindelige dagligvarer taget et kraftigt ryk opad, og krigen i Ukraine har accelereret udviklingen.
- Priserne på de almindelige produkter stiger, fordi energi- og råvarepriserne stiger. Dermed bliver produktionen dyrere.
- Rusland og Ukraine er eksempelvis store eksportører af landbrugsvarer. Sammenlagt står Ukraine og Rusland for 30 procent af den globale eksport af hvede, der som en konsekvens af krigen er steget markant i pris.
- Af konkrete eksempler er pasta nu 24 procent dyrere end for et år siden. Prisen på smør er på de fem uger, Ruslands invasion af Ukraine har været i gang, steget med 15 procent, og prisen på fløde- og mozzarellaost er steget med ni procent i samme periode.
- I februar var inflationen i Danmark på 5,3 procent, et af de højeste tal i mange år.
Kilder: Ritzau, Avisen Danmark, Danmarks Statistik og Dansk Industri.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























