Det er efterhånden bredt anerkendt – både herhjemme og internationalt – at valg ikke bare vindes under selve valgkampen, men også i perioden mellem valgene – og også, når det gælder landets kommuner, gælder denne erkendelse. Der er flere gode forklaringer på, at man i den politiske kommunikation har et stigende fokus på det, der kan betegnes som den permanente valgkamp.

Det er indlysende, at vælgerne skal have god tid til at lære deres kandidater at kende, og særlig i kommunalpolitik, hvor kendskabet til kandidaterne ofte er lille, er det vigtigt at have god tid til at opbygge en relation til vælgerne. Men også i forhold til priming og framing skal man være ude i god tid. For hvilke politiske issues, der er på dagsordenen, og hvordan de vinkles, kan få en afgørende betydning for valgets udfald.

Nærstuderes de seneste valg, er det også tydeligt, at det er svært at sætte dagsordner i selve valgkampen, hvor der er megen kommunikationsstøj, og oven i det opfatter vælgerne ofte de hurtige udspil og meldinger i en valgkamp som utroværdige. Derfor skal politikerne være ude i god tid, hvis de på en troværdig måde skal fortælle vælgerne, hvad de har på de politiske hylder, uden det bliver opfattet som det rene valgflæsk.

Også i forhold til den interne harmoni i partierne plejer det at være en god idé at finde spidskandidaten og starte valgforberedelserne i god tid. Dels medfører valget af spidskandidat og valgstrategi ofte interne magtkampe, der kan skabe en del uro, dels er det også lettere at mobilisere partimedlemmerne, når man har kandidat, politik og kampagne nogenlunde på plads.

Drømmen om Johanne   

Men reglen om, at valgene i lige så høj grad vindes mellem valgene som under selve valgkampen, gælder åbenbart ikke på Københavns Rådhus, der ellers må forventes at være et af de steder i landet, hvor der bliver ført den mest professionelle kampagne. Her er det ikke til at opdrive skyggen af valgkampstemning, præ-valgkampe eller af politikere, der virker mere offensive end normalt.

Flere af de partier, der forventes at indtage en hovedrolle i valgkampen, har ikke engang fundet deres spidskandidat endnu og gør det heller ikke foreløbig. Rådhusets næststørste parti, Enhedslisten, skal have ny spidskandidat, da Morten Kabell, den nuværende teknik- og miljøborgmester, falder for partiets rotationsprincip. I Enhedslisten er der mange, der drømmer om at få Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat, da hun vurderes til at have den vælgermagi, der kunne bryde næsten 80 års socialdemokratisk dominans på overborgmesterposten.

Men da hverken Listens partiregler eller Johannes karriereplaner kan bøjes i den retning, bliver det nok ved drømmen. I stedet ser det ud til, at valget – hvor Enhedslisten afgør, hvem der skal være spidskandidat og dermed også kandidat til en tung borgmesterpost i København, som partiet næsten med garanti får – skal foregå blandt en række forholdsvis ukendte politikere. Partiets gruppeformand Rikke Lauritzen er ligesom ved sidste valg i spil, og det forventes, at et par stykker til vil melde sig på banen frem mod urafstemningen i marts.

Ikke noget kendis-valg

Hos Alternativet – der skal i gang med deres første kommunalvalg, men har selvtilliden i orden og regner med at omkring 10 procent af stemmerne i hovedstaden - har man heller ikke helt fået sin spidskandidat på plads. Alt tyder dog på, at valget falder på den i offentligheden ukendte Niko Grünfeld, der betegnes som en stærk intern spiller i Alternativet. Grünfeld har netop vundet på et internt opstillingsmøde, men i starten af det nye år kommer yderligere seks kandidater på listen, og først dér bliver den endelig kandidat valgt ved en afstemning. Men skal man indgå væddemål, er Grünfeld et godt bud!

Så udover, at det bliver nye og forholdsvis ukendte kandidater, der skal stå i spidsen for to af de markante partier i den københavnske valgkamp, får de også kun omkring et halvt år til at opbygge en relation til vælgerne. Men det ser heller ikke ud til, at de spidskandidater, der allerede er fundet, har specielt travlt.

Partileder på valium

Venstres nye frontfigur, Cecilia Lonning-Skovgaard, som netop har fået vippet Pia Allerslev af pinden, virker endnu ikke specielt offensiv. Der, hvor man ser mest til Lonning-Skovgaard, er på Facebook, hvor hun har puttet en del annoncekroner i et opslag, hvor budskabet er, at hun er FCK-fan. Den radikale Anna Mee Allerslev, der ellers plejer at være et piskeris, når der er valg i sigte, leger gemmeleg på Rådhuset sammen med partilederne fra SF, DF, LA og De Konservative. Det virker nærmest, som om der er nogen, der har kommet et ordentligt skud valium i buffeten til et af aftenmøderne i Borgerrepræsentationen.

Ikke engang overborgmesteren, Frank Jensen, er i valgkampstemning. Frank Jensen har godt nok lige afholdt et internt valgkampseminar i Socialdemokratiet, men dette seminar skulle have været ligeså visionsløst som designmanualen til en pølsevogn. Blandt andet præsenterede Frank Jensen nogle strategiske overvejelser, der virkede, som om de var skrevet ned på en serviet på vej til mødet, og som var et godt stykke fra det niveau, Frank Jensen ellers plejer at levere på, når der skal tænkes valgkamp

Så her et år før der skal afholdes valg i landets hovedstad, hvor der er milliardbudgetter at bestemme over, kæmpe muligheder for at flytte magt og en masse borgere, der dagligt kæmper med store og små problemer, kan det konkluderes, at de københavnske politikere ikke følger moden med at føre valgkamp mellem valgene – de er på ingen måder klar til valg!