Det siges, at Danmark er et af verdens mindst korrupte lande. Blandt andet fordi Danmark i adskillige år har ligget nr. 1 på Transparency Internationals ”Global Corruption Perception Index” over, hvor megen korruption der opleves i de forskellige lande. Alligevel dukker der jævnlig sager op; man kan i flæng nævne Atea-sagen, Se & Hør-sagen, returkommissioner i Helsingør Kommune, politibetjente, der udskriver falske bøder, og senest en sag fra Odense Kommune, hvor en ansat angivelig via sit private firma har hjulpet med byggesagsbehandlingen i kommunen. I den forbindelse har vi fra Transparency International Danmarks (TI-DK) side ofte sagt, at det danske beredskab overfor korruption er for svagt – at vi danskere er så sikre på, at korruption er noget, de andre har, at vi ikke ser vores egen.

Det er værd at holde fast i, at Danmark formodentlig er et af verdens mindst korrupte lande. Det kan vi som danskere kun være glade for. Forskning fortæller os, at prisen for korruption er næsten ubegribelig høj. I TI-DK er vi heller ikke dem, der hele tiden råber, at ulven kommer. Men vi løber så at sige rundt langs hegnet for at se, hvor ulven kan komme ind. Og så råber vi op – for ulven vil prøve at komme ind igen, og så må vi have sikret os bedst muligt.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Det er nemlig vigtigt at være klar over, at Danmarks nuværende lave korruptionsniveau ikke er noget, der er kommet af sig selv. Der er en udvikling, der er forløbet over 200 år og bygger på en vedholdende og konsistent indsats på en række punkter. Og det bliver heller ikke ved med at være sådan af sig selv.

Tillid er centralt

Et lavt korruptionsniveau kræver konstant opmærksomhed og kontrol. I den forstand kan det ses som et sundhedstegn, at sådanne sager fra tid til anden kommer frem. Og vi kan glæde os over, at der i international sammenhæng er tale om ret små sager. Men vi tager dem seriøst – og det skal vi også. Det er ikke sagernes størrelse, men den trussel, de udgør mod den måde, vores samfund fungerer på, der skal definere retssystemets reaktion.

Grundene til, at det er lykkedes Danmark at opnå og fastholde et relativt lavt omfang af korruption, er mange. Men forskning tyder på, at tillid spiller en væsentlig rolle. Tillid mellem borgerne og tillid mellem borgere og forvaltning. I Danmark har vi en lang tradition for embedsmænd med en meget høj integritet. Embedsmændene er nogle, borgerne kan regne med – både som sagsbehandler i de borgerrettede sager og i forhold til politikernes forskellige ønsker og planer.

Og selvfølgelig er der brodne kar. Jeg har allerede nævnt et par sager, hvor embedsmænd er faldet for fristelsen til at forsøge at supplere lønnen ved hjælp af forskellige mere eller mindre kreative tiltag. Den slags sager er uundgåelige, og vi kan som system ikke fuldstændig forhindre, at de opstår. Men vi kan forebygge, være klar til at opdage det, når det sker, og reagere hurtigt og resolut.

Aktuelt har vi en sag i SKAT om udbytteskat. På mange måder en interessant sag, men jeg vil pege på et særligt aspekt: Vi ved, at SKAT for år tilbage undersøgte den pågældende medarbejder, fordi der på hans bankkonto stod et større beløb, han så vidt vides ikke havde betalt skat af. Det kom der en sag ud af. Men tilsyneladende stillede SKAT ikke spørgsmål om, hvor pengene kom fra - om de kunne være udtryk for en eller anden form for korruption. Det kom frem, da den såkaldte udbytteskat-sag kom for dagen. Dette er efter TI-DK's opfattelse nok udtryk for, at vores beredskab er for svagt herhjemme. Vi tænker ikke, at vores embedsmænd kan være involveret i den slags. Desværre har vi set, at det kan de - hos Region Sjælland, Københavns Kommune, Rigspolitiet med videre.

Mister moralsk kompas

Borgeren har en helt rimelig forventning om, at vores myndigheder er opmærksomme på den form for uregelmæssigheder og undersøger sagen, når noget ser mystisk ud.

Men vi har over årene også set sager, hvor dele af embedsværket tilsyneladende kollektivt mister fornemmelsen for det moralske kompas. I en kommunal kontekst er det vel i første omgang Farum-sagen og ”sagen om det mosgrønne badeværelse” fra Aalborg, der springer frem i bevidstheden. Men også Farvergade-sagen, hvor Københavns Kommune tilsyneladende var lidt for kreativ i bestræbelserne på at opnå statslig refusion, kan fremdrages.

Det er enkeltstående og spektakulære sager, men realiteten er også, at TI-DK løbende får henvendelser fra ansatte i kommuner, der ser ting, de ikke bryder sig om. Økonomisk støtte til medlemmer af partiforeningen, ansættelse af chefens venner eller urimelig højt forbrug og undertrykkelse af alvorlige fejl. Nogle af disse henvendelser er utvivlsomt udslag af faglige eller personlige uoverensstemmelser. Men der kan også være nogle af dem, der ikke er. I TI-DK tror vi, at whistleblower-ordninger kan - og har afdækket - en række alvorlige uholdbare forhold og praksisser, hvor embedsmænd har handlet i modstrid med gældende ret.

Det er et problem, at det overhovedet sker. Det indebærer alt andet lige et spild af offentlige ressourcer og en dårligere offentlig service til borgerne, når det ikke er højeste faglige standard, der dikterer resultatet.

Men det er også et problem, at den slags historier bliver fortalt i fredags-løbeklubben eller henover grillen en lun sommeraften. Det undergraver tilliden til den offentlige forvaltning, og så risikerer man, at  borgerne ikke længere føler sig så forpligtede overfor samfundet og hinanden.

Det er ikke dér, vi er. Og det er bestemt heller ikke kun de kommunale embedsmænds ansvar. Men det er omvendt heller ikke en rigid teoretisk eksercits. Det er en reel trussel!

Gør som i Norge

I andre lande har Transparency International lavet projekter omkring ”Local Government Integrity System”, hvor man kortlægger korruptionsrisici og kommer med forslag til kontrolsystemer. Projekterne dækker både de egentlige lokale forvaltninger og selskaber ejet af disse. Det er jo ikke organisationsformen, som afgør, om der er korruptionsrisici. Som eksempel kan peges på Norge, som også ligger højt på listen over lande med beskeden korruption, hvor Transparency International gennem nogle år sammen med Norges KL udarbejdede og implementerede en håndbog, ”Beskytt kommunen - Håndbok i antikorruption”. TI-DK mener, at det kunne være en god idé at gøre det samme i Danmark.

Det falder udenfor de pladsmæssige rammer – og er vel i øvrigt overflødigt – her at beskrive, hvor vigtig en rolle embedsmænd i alle dele af den offentlige forvaltning spiller for at beskytte den tillid mellem borgere og forvaltning, der er så vigtig for, at Danmark fortsat vil være plaget af relativ lidt korruption. Men måske vi her kunne benytte lejligheden til at minde os selv og hinanden om, at det er vigtigt at tjekke retningen på det moralske kompas indimellem – før jeg og mine kolleger i Transparency International bevæger os ud på endnu en tur langs hegnet.