Kommunen.dk
MENU

Hvordan blev varmeværket pludselig en halv mia. kr. mere værd?

Mystisk sag om værdien af varmeværk og fjernvarmenet i Randers. Værdierne blev skruet voldsomt i vejret, da kommunen udskilte varmeforsyningen for 20 år siden. Myndighederne har været i Rigsarkivet for at finde tilbage til de rigtige priser.

Hvordan blev varmeværket pludselig en halv mia. kr. mere værd?

Mystisk sag om værdien af varmeværk og fjernvarmenet i Randers. Værdierne blev skruet voldsomt i vejret, da kommunen udskilte varmeforsyningen for 20 år siden. Myndighederne har været i Rigsarkivet for at finde tilbage til de rigtige priser.
Verdo  har været i modvind de seneste år, og regnskabet for 2020 kommer til at vise et stort underskud, fordi forsyningsselskabet har været nødt til at nedskrive sine værdier med tæt på en halv mia. kr.
Verdo  har været i modvind de seneste år, og regnskabet for 2020 kommer til at vise et stort underskud, fordi forsyningsselskabet har været nødt til at nedskrive sine værdier med tæt på en halv mia. kr.
Foto: Annelene Petersen, Ritzau Scanpix

Hvad sket der i Randers Kommune omkring år 2000, da det lokale fjernvarmeværk gik fra at være kommunalt ejet og drevet til at blive et selvejet energiselskab? De første år som Energi Randers og i dag kendt som Verdo.

Eller mere præcist: Hvordan regnede kommunen sig frem til, at varmeværket på havnen og fjernvarmenettet rundt i kommunen pludselig skulle være en halv mia. kr. mere værd, blot fordi ejeren ikke længere skulle være kommunen?

19. november i år offentliggjorde Verdo sin beslutning om at nedskrive værdierne med ca. 470 mio. kr. 

- Vi er blevet vidende om, at de oplyste anlægsværdier ved Verdos stiftelse var for høje. Nedskrivningen er besluttet, så vi får bragt orden i dette forhold, sagde Jakob Flyvbjerg Christensen, adm. direktør i Verdo i den forbindelse. 

Verdo har inden for de seneste par år været involveret i sager, som er endt med, at forbrugerne skal have penge tilbage. Men det sker ikke denne gang. Ifølge Verdo har de opskruede værdier ikke betydet, at forbrugerne har betalt for meget.

Vi kan se, at kommunen med rådgivere har håndteret sagen, men ikke se, hvorfor opskrivningen har fundet sted.

Det er den kontrollerende myndighed Forsyningstilsynet, som er kommet på sporet af den voldsomme opskruning af værdierne. Det er sket i forbindelse med undersøgelsen af en anden sag. Og det er endnu ikke afgjort, om Verdos egne beregninger er korrekte, eller om tilsynet når frem til et andet resultat.

Arkivsøgning

For et halvt års tid siden gjorde styrelsen over for Verdo opmærksom på, at der var noget galt med værdierne, og derfor valgte Verdo at hensætte 70 mio. kr. i regnskabet for 2019 i forventning om, at det kunne blive nødvendigt at nedskrive afskrivningsgrundlaget. Men det skulle vise sig at være skudt helt ved siden af.

Forsyningstilsynet gik nemlig meget grundigt til værks og dykkede blandt andet ned i Rigsarkivet for at finde gamle papirer, der kunne dokumentere, hvad varmerør og skruer oprindeligt havde kostet, da varmeværket blev opført omkring 1980. Det fremgår af sagens akter, som Kommunen.dk har fået udleveret nogle af, at Verdo også har været tilbage i arkiverne, blandt andet i Randers Kommune, for at finde gamle regnskabsoplysninger.

Kommunens ansvar

Ifølge adm. direktør i Verdo, Jakob Flyvbjerg Christensen, er det nemlig Randers Kommune og dens rådgivere, som omkring år 2000 har foretaget den kunstige opskrivning af værdierne.

Han oplyser, at Verdo har orienteret Randers Kommune om sagen.

Hvorfor sker opskrivningen af værdierne i forbindelse med etableringen af Energi Randers?

– Jeg vil ikke spekulere i hvorfor. Vi har ikke fundet noget, der præcist indikerer, hvorfor man har foretaget den her opskrivning. Vi har orienteret Randers Kommune om det. Der ligger sagen lige nu.

Har kommunen et ansvar for fejlen, som I vil forfølge?

- Ikke som sagen står lige nu, men hvis det viser sig, at Energi Randers har lidt tab, så vil der være et ansvar at skulle vurdere.

Interne lån

Som nævnt er sagen om afskrivningsgrundlaget ikke afgjort af Forsyningstilsynet endnu. Verdo oplyser, at det forventes at ske inden længe. Desuden afventer Verdo afgørelsen på endnu en sag, som har verseret ved Forsyningstilsynet i et års tid. Det drejer sig om lån internt mellem Verdos selskaber. Tilsynet har allerede tilkendegivet, at Verdo i den sag skal betale 124 mio. kr. tilbage til forbrugerne. Og det var i forbindelse med undersøgelsen af de interne lån, at Forsyningstilsynet faldt over den alt for høje værdisættelse af fjernevarmeværket og fjernvarmenettet. 

Nedskrivning

Verdo vil nedskrive værdierne af varmeværket og fjernvarmenettet med samlet ca. 470 mio. kr.

Oprindelig værdi ultimo 2018:

Produktion (varmeværket): 294.059.992

Varme (fjernvarmenettet): 550.813.359

Nedskrivningen fordeler sig således:

 Produktion ca. 126 mio. kr.

Varme ca. 344 mio. kr.

Kilde: Verdo

 

Det er uklart, om de opskruede værdier har nogen betydning for vurderingen af de interne lån. 

- Det har jeg ikke mulighed for at vurdere nu, lyder det fra Verdos adm. direktør Jakob Flyvbjerg Christensen.

Tavs borgmester

Kommunen.dk har også forsøgt at få et interview med borgmesteren i Randers, Torben Hansen (S), om kommunens ansvar. Det var byrådet, der i 2000 godkendte, at værdien af varmeværket blev skruet i vejret, da kommunen udskilte varmeforsyningen. Kommunens kommunikationschef Karen Radmer Balling bad om at få vores spørgsmål tilsendt skriftligt på en mail og lovede at forsøge at få et svar fra borgmesteren, men borgmesteren vil ikke udtale sig.

I stedet har kommunens økonomidirektør Lars Sønderby sendt en mail:

 “I forbindelse med udskillelsen af Randers Kommunale Værker godkendte Randers Byråd i juni 2000 stiftelsen af en række aktieselskaber, som efterfølgende blev overdraget til den selvejende institution Energi Randers. I forbindelse med stiftelsen af selskaberne blev der udarbejdet åbningsbalancer med tilhørende værdiansættelser for de enkelte selskaber. Åbningsbalancerne blev udarbejdet af revisoren for det daværende Randers Kommunale Værker og blev efterfølgende gennemgået og godkendt af kommunens revisor,” skriver han. 

      

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR