Der findes en type kvinder, der altid har givet mig spændinger i mellemgulvet. Og nu skal jeg ikke til at beskrive en underskøn kvinde med yppige former og et dragende blik i øjnene. Så langtfra. Vi er snarere ovre i knude i nakken og en knyttet hønserumpe. Denne type kvinder optrådte særligt i mine drengeår, men er langtfra en uddød model fra fortiden. Hun havde måske nok en slags højglansperiode i de bornerte 50’ere, men der er tale om en slags arketype, der til alle tider vil eksistere. Nutidens udgave vender jeg tilbage til.
Jeg taler om den typiske, småborgerlige husmor, der ikke ved så meget, men har meget bestemte meninger om ret og rimeligt. ’Næææeee, det kan man da virkelig ikke!’ kunne være hendes feltråb. Og det ledsages af himmelvendte øjne og en mund rimpet sammen – netop som en knyttet hønserumpe. Og ofte ledsaget af et blik, der signalerer væmmelse ved det usømmelige fænomen, hun står overfor. Det er ikke analytisk tænkning eller argumentation, der ligger bag dommene. Og de er inappellable.