Det har langt fra været en dans på de røde roser for Thorning og co. det første år ved magten. Ja, faktisk har vi vel sjældent været vidne til et så ringe første år for en regeringschef. Hun har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv, men hun har heller ikke fået meget foræret. 

En ny start eller slået tilbage til start?

Knap et år efter valget må Thorning konstatere, at mængden af rådgivere ikke har hjulpet et uklart politisk projekt, og at det langtfra er lykkedes hende at kommunikere såvel små som store politiske mærkesager og initiativer over for vælgerkorpset. Vælgerne er gang på gang blevet taget på sengen med nye politiske reformer, mens Socialdemokraterne i mange henseender har famlet i blinde. En erkendelse, som statsministeren også for nylig nåede frem til, da hun annoncerede, at hun fremover vil blive bedre til at tage vælgerne i hånden, sætte reformtempoet ned og skabe en ny fortælling. Og det har da også været et mere offensivt parti, som efter sommerferien lancerede uddannelse og forskning som efterårets store politiske temaer og supplerede med en ungepakke og floromvundne - men dog ambitiøse – politiske visioner fra ledende socialdemokrater i en kronik i Politiken. 

Nu var det tid til at se fremad. Men så vendte den politisk betændte og spektakulære skattesag tilbage som en boomerang for statsministeren. Spørgsmålet er så, om Thorning dermed er slået tilbage til start?

Her følger tre potentielle benspænd og tre mulige vinderslag for Thorning i hendes andet folketingsår som chef for det politiske Danmark: 

De tre benspænd: 

1. Den ubekendte 

Skattesagen ruller igen. En sag, som har hængt som sorte skyer over Thorning de sidste par år. For uanset, at hun aldrig er blevet dømt for skatteovertrædelser, så er skattesagen en så tung dyne, at den kan overskygge Thornings manøvremuligheder og partiets politiske dagsordner i månedsvis. Mistanken om, at hun ikke har rent mel i skatteposen, hænger stadig fast i mange vælgeres bevidsthed. 

2. Mellem to stole 

Regeringens samarbejde har mildest talt ikke kørt på skinner det første år. På den ene side de radikales soloridt og –udmeldinger og på den anden side et SF, som konstant har været ved at gå op i limningen, og som har haft umådelig svært ved at finde sine egne ben som regeringspartner. Det er langtfra lykkedes Thorning at være bindeleddet mellem De Radikale og SF. Vil der fortsat være slinger i valsen mellem de tre partier, vil spørgsmålet om statsministerens evner som regeringschef og leder af Socialdemokraterne igen blusse op og blive endnu et benspænd for hende. 

3. Hvis dagsorden?

De sidste elleve måneder har de altoverskyggende historier i medierne omhandlet løftebrud, betalingsring, skattereform og nu dagpenge. Ingen af de politiske dagsordner har Thorning vundet. Hertil har billedet af regeringens politik været alt for flimrende og virket uklart for både vælgere og menige partimedlemmer. Udfordringen har ikke bestået fravær af politik, men i stedet fravær af kommunikation. Får Thorning ikke det næste år sat markante politiske dagsordner, der fæstner sig på vælgernes nethinde, vil Thorning og co. blive ved med at halse efter oppositionen.  

Tre potentielle vinderslag:

1. Den altoverskyggende økonomi

Thorning står med to klassiske udfordringer, som enhver regeringschef før hende har stået med: På den ene side vælgernes ønske om og mediernes fokus på konkrete politiske løsninger på konkrete udfordringer. Og på den anden side økonomernes krav og samfundets behov for langsigtede strategier for udviklingen af velfærdsamfundet. Den ligning skal Thorning få til at gå op. Begynder det at lysne for økonomien, og knækker ledighedskurven for alvor, kan det blive et vendepunkt for statsministeren.

2. Værdipolitik vinder vælgere

Et andet potentielt vinderslag for Thorning er at kickstarte en ny værdikamp. En symbol- og værdipolitik, der både kan skabe kant til oppositionen og få vælgerne tilbage i folden, uden at det for alvor vælter landets husholdningsbudget. Det er ofte gratis point. Og her kan Helle med rette lade sig inspirere af Foghs værdikamp og hans opgør med smagsdommere og ekspertvælde. 

3. Én for alle – alle for én 

I princippet burde regeringen kunne appellere til langt størstedelen af vælgerkorpset lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. Det blev ikke udnyttet det første år. Skal det lykkes i regeringens andet år, så kræver det en musketerånd fra alle tre partier. 

Politiske mærkesager og udmeldinger skal koordineres langt bedre, end vi har været vidne til. På den ene side skal der være en bedre samklang mellem SRSF og på den anden side er det afgørende, at de tre partier kan markere deres selvstændige politiske platforme.  

I det regeringssamarbejde er det netop Thorning, der har ansvaret for at redefinere regeringsprojektet og positionere både sit eget parti og regeringen i langt højere grad det næste år.