Havkvæget i testland.dk
Havkvæget i testland.dk
Vi har allesammen en forestilling om Danmark.
Det er forestillingen om et land, hvor kriminaliteten er under kontrol, hvor der ikke er korruption, hvor man bliver skattefinansieret behandlet for alle sygdomme, og hvor man får hjælp, hvis man er arbejdsløs. Der er kort sagt orden i tingene i lille Danmark, og mange af os drager stadig et lettelsens suk, når vi træder ud i en dansk lufthavn efter en tur til de varme, ukontrollable lande, vi foretrækker at holde ferie i.
Men der er et problem: Forestillingen er blevet en kulisse. I dag er det de færreste af os, der føler os helt sikre på, hvad der foregår i teateret, og selvom vi stadig labber avisartiklerne fra de udenlandske medier om verdens lykkeligste land i os, som var vi udhungrede græske katte med en skål fløde foran os, så er der noget, der ikke stemmer.
”Hvis der er nogen, der har grund til at være glade, så er det som sædvanlig Apple, der både kan brande sig selv som grønne og gøre EU's erhvervsdrivende lidt mindre skeptiske overfor NSA-overvågede Apple-datacentre i USA.”
Men måske er det bare mig?
Kulissen og selve teateret er nemlig stadigvæk en stor succes. Vi kommer der bare ikke selv så meget mere. Men det er der andre, der gør.
Amerikanerne især. De elsker eventyrlandet Danmark.
- Her er god infrastruktur og gode faciliteter, og testcentrets samarbejde med Syddansk Universitet er meget vigtigt for os, sagde Debbie Rub, Vice President og General Manager for Boeing Global Strike, til dr.dk, da hun i marts måned annoncerede, at Boeing nu vil bruge H.C.Andersen Airport ved Odense som testcenter til deres droner.
Korruption på den pæne måde
Men hov.
Modellen, der skal testes, er bestemt ikke ny. Det handler om ScanEagle, ‘den scannende ørn’, en drone, der har været i luften siden 2002, er ‘combat-proven’ over det meste af verden, kan flyve efter GPS-ruter i op til 5 kilometers højde alene eller i grupper i op til 24 timer.
Den såkaldte ‘PayLoad’, det, den flyver med, kan varieres med stort set alt i moderne overvågningsudstyr oveni det fremragende kamera, der fås i enten højtopløst almindelig eller infrarød udgave. Version 2 af ScanEagle kom i oktober sidste år og har et endnu bedre kamera.
Der kan således ikke være tale om, at man ønsker at teste selve modellen. Den ER testet. Så meget, at der står en på ‘Space Museum’ i Toronto og en anden, der har bekæmpet somaliske pirater, på ‘Museum of Flight' i Seattle …
Men hvad skal man så? Et bud kunne være, at Boeing kører sig selv i stilling til at sælge droner til os. Vi skal nemlig alligevel have nogle, der kan patruljere over Grønland, og så giver Boeing lige lidt egnsstøtte til gengæld og lukker Syddansk Universitet ind i et lille hjørne af softwaren - vel vidende, at det hele tilhører Boeing. Korruption? Nej, ikke rigtig, eller i hvert fald kun på den pæne måde, og den scannende ørn får samtidig taget nogle fine billeder af det lille eventyrland dernede ….hvem ved, hvad det kan bruges til fremover …?!
Men rolig nu, Elektropedel, Boeing og Odense og SDU vil os kun det allerbedste, nu ikke så negativ, vel?
60 eller 1000 job?
Og hvad med Viborg? Ja, der, hvor fantastiske Apple bygger et funky, ekstremt energiforbrugende, grønt datacenter, som kommunen derovre er vanvittigt glad for, og som handelsminister Mogens Jensen ikke tøvede med at kalde for ‘årets bedste erhvervsnyhed for Danmark’. Testcenteret ville ifølge ministeren skabe hundredvis af job, op til 300, bekræftede Apple og Viborgs borgmester på et pressemøde, og de blev hurtigt toppet af Computer world, der talte om tusindvis af job ….
Et par dage senere kom en noget mere realistisk vurdering fra Version2, der sammenlignede med Apples datacenter i Maiden i den amerikanske delstat North Carolina - her havde man også store forventninger, men resultatet var: 40 job - Version2's bud er, at vi her ender på maksimalt 60-70 fuldtidsstillinger, 20 færre end på Danmarks største kraftværk, Asnæsværket i Kalundborg.
Hvis der er nogen, der har grund til at være glade, så er det som sædvanlig Apple, der både kan brande sig selv som grønne og gøre EU's erhvervsdrivende mindre skeptiske overfor NSA-overvågede Apple-datacentre i USA …
Og hov, nu løb den igen af med mig, negativiteten og min manglende evne til at se fremad. Hvad med kulturarven? Den har vi da for os selv endnu - alle disse fine værker fra Kierkegaard til H.C. Andersen, DET er da vores eget endnu?
Måske. For hvis den skal overleve på længere sigt, skal den digitaliseres.
Det er der ikke mange, der kan. Og det er dyrt.
Så hvorfor ikke lade Google gøre det? De har teknikken, og ih, hvor vil de gerne, ja, det skal slet ikke koste os noget som helst? Men hov, måske koster det alligevel?
- Der er en bred opfattelse af, at massedigitalisering er en neutral 1:1-overførsel. Men den er ikke neutral. Når du søger i Google Books, er det ikke bare en neutral maskine, der giver dig adgang. Der ligger en masse kulturelle og politiske værdier bag udvælgelsen af de søgeresultater, vi får, og du er underlagt kontrolmekanismer: De kan logge og overvåge dig, sagde forsker i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet Nanna Bonde Thylstrup til Politiken sidste år.
I Norge har staten digitaliseret alt. Og selv betalt.
Det har vi ikke råd til i Danmark, hedder det sig. Vi har nemlig seks gange så megen litteratur, så det mest sandsynlige er, at man kun digitaliserer det, der i forvejen er efterspørgsel på.
Men måske, hvis vi spørger Apple og Boeing? Hvis den scannende ørn fløj lavt nok, kunne den klare opgaven, og grønne Apple kunne bagefter gemme det hele et sted i datacenteret?
Og bagefter burde vi måske male en stjerne på Dannebrog.
Bare så de føler sig mere hjemme i forestillingen - den, der engang handlede om et lille land, hvor der var så yndigt, og hvor Lille Claus altid snørede Store Claus.
I dag er det os, der vil have havkvæg fra bunden af åen, mens degne og elektropedeller spræller i kisterne og vil ud …. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.