Forleden tog jeg toget til hovedstaden for at besøge en nær ven, der var kommet godt gennem en kompliceret hjerneoperation på Rigshospitalet. Så kan man godt bruge noget smukt at se på. Et sådant sted byder togturen til København på. Lidt før Lejre passerer toget et sjældent syn i dagens Danmark. Et landskab, hvor naturen og menneskelig aktivitet harmonerer.

Modsat jernbanen afgrænses området af et skovbryn med store, gamle træer. Gennem landskabet snor sig en å, der omkranses af en ægte, uforfalsket eng, som jeg husker så tydeligt fra min barndom. Det var dengang, børn ikke var spærret inde i skolen det meste af dagen og havde tid til at drage på ekspeditioner for at udforske verden.

I sommerhalvåret går der på engen heste og kvæg og græsser blandt en mangfoldighed af vilde blomster. Da jeg forleden passerede, bemærkede jeg, at der – i modsætning til mange andre steder – ikke var voldsomt oversvømmet med vinterens nedbør. Engen kan uden problemer tage vinterens vandoverskud. Det er fristende at sige, at sådan har Vorherre oprindelig indrettet økosystemet.

Det smukke syn er et meget enkelt billede på de problemer, vores vækstdrevne krav om effektivitet og høj produktivitet har bragt os ud i. Det komiske, blå kaos, der hersker på Borgen, rækker ikke herud. Endnu. For bag kaosset gemmer sig et alvorligt angreb på tre årtiers bekostelige bestræbelser på at genoprette vort dyrebare vandmiljø.

I skærende kontrast til den smukke eng og åen står de byg-ørkener, Danmarks landskaber er forvandlet til. Her produceres foder til svinefabrikkerne. Svinene, der i antal udgør flere gange landets indbyggertal, producerer gylle i gigantiske mængder. Så jord til at sprede den på er blevet en kostbar mangelvare.

Sammen med den højt besungne internationale konkurrence er det noget af forklaringen på, at hver en kvadratcentimeter jord absolut skal opdyrkes. For landbrugets svar på den hårde konkurrence har de seneste mange år næsten udelukkende været større og mere effektiv produktion.

Og så kan man jo ikke have sådan nogle lav-produktive engarealer liggende. Der pløjes, drænes og gødes. Og vandløb rettes ud, så de ikke fylder og gør det svært at komme til med de store, tunge maskiner. Og når den megen gødning også får væksterne i vandløbene til at vokse mere, kræver landmændene larmende, at der skal skæres grøde – ellers oversvømmes de fremrykkede marker.

En driftssikker, nedadgående spiral er skabt.

Tre-fire år til landbruget – og så får vi se

Ledere og ordførere fra de blå partier lægger ansigterne i salvelsesfulde folder og messer, at landbruget er i krise. Den hårde konkurrence … de urimelige indgreb mod kvælstof-forurening af vandmiljøet … den store gældsætning … hver tredje er på konkursens rand … Vi må have bedre rammevilkår!

Og så lægger de ansigterne i endnu mere alvorlige folder og taler om den netop vedtagne landbrugspakke som et PARADIGMESKIFT! Den er det nærmeste, man kan komme en genial plan, der både redder landmændene (og landets økonomi, forstås) og gavner miljøet. Halleluja.

Planen KUNNE være en nyskabelse, der gavner både landbrug og natur. For der var tale om nytænkning i Natur- og Landbrugskommissionen, da den offentliggjorde sine anbefalinger i 2013. Den kom blandt andet med forslaget om et væsentligt brud med hidtidig praksis for reguleringen af landbrugets brug af gødning og beskyttelse af naturen.

Og her kommer vi så til balladen om tal-akrobatikken bag pakken. Havde det ikke været for De Konservative, havde de fleste af os ikke fået en ny, interessant indsigt.  De Konservative kom pludselig i tanke om, at det da er grundlæggende, konservativt tankegods, at man skal passe godt på det, der også tilhører kommende generationer. De blev grønne, hvad de ikke just var under Anders Fogh.

Venstre viste ikke blot sin vanlige arrogance. Den milde bondekone fra Sønderjylland, også kaldet gylleministeren, Eva Kjer Hansen, viste sig i at være en sand mester i arrogant dumstædighed. Balladen er der skrevet metervis om, men underholdende var det at opleve politikere, politiske journalister og kommentatorer løbe forvirret rundt med hektisk røde kinder, mens Løkke forsøgte i bedste skolekomedie-stil at gi’ den som Clint Eastwood.

Men bag det hele gemte der sig den – for danskerne nok så interessante information – at tal-manipulation skulle dække over, at landbruget får tre fri-år, hvor gødningsmængden sættes op for al jord – UDEN at den nye miljøregulering er sat i gang. Regeringen skrotter med andre ord den gamle reguleringsordning og nøjes med at love en ny om tre år.

Gylleministerens tabeller skulle give os alle det fejlagtige indtryk, at vi ville få mindre kvælstofudledning i alle årene. Hun forsøgte oven i købet at haste loven igennem – uden faglige indspil og kritik fra organisationer eller forskere. Og hvad sagde miljøministeren så til det? Nåe nej – det var jo også Eva Kjer.

’Helt normalt’

Hvordan den ny ordning skal indføres i 2019, står der intet om i planen. Det er slet ikke afklaret, og der er ikke lavet den mindste aftale om det med landbruget. Det bliver ganske kompliceret, og hvor velvillige vil landmændene mon være, når frikvarteret er slut og nogle arealer skal skære alvorligt ned på gødningsmængderne og andre jorde tages helt ud af produktionen?

Landbrugskommissionen synes ikke, den kan genkende sine anbefalinger i de blås landbrugspakke. Den havde blandt andet entydigt anbefalet, at den gamle reguleringsordning fortsætter, til den ny i sin komplicerede helhed er helt på plads og køreklar. Ingen aner, hvor langt vores dyrt købte fremskridt nu bombes tilbage af landmændenes treårige frikvarter, efterfulgt af – øh-bøh, det ved vi ikke rigtigt.

En anden indsigt fik vi også af al balladen. De blås vrede mod De Konservative fik mange farverige udtryk. Flere blå politikere – blandt andet den indsigtsfulde kuglestøder Olsen – sagde, at de var nogle amatører, for sådan gør man jo i forhandlinger. Det er helt normalt. Altså at massere tal med sære metoder, så det hele ser pænere ud, end det er. Det er godt at få vished for - som mange af os længe har ment - at sådan er kulturen i nogle partier. Tak, Olsen!

Tak for De Konservatives sene opvågning, og Herren være med naturen; den går hårde tider i møde.