Grønt lys er som bekendt en almindelig omskrivning af at få lov til noget, og måske derfor, men sikkert også fordi der ikke er så mange ledige farver at vælge imellem, er grønt blinklys i spil som en mulig markør for, hvad vi kunne kalde en slags civil udrykningskørsel. Men netop kun en slags.

Et “vis hensyn”-signal til at smække op på biltaget uden medfølgende ret til at køre for hurtigt eller over for rødt. Tiltænkt hjerteløbere, frivillige redningsfolk - den slags.

Og erklæret ubureaukratisk, i en grad så det næsten er det, der er det mest påfaldende. Det skal ikke være en ordning, der skal administreres. Altså ikke noget med hverken ansøgning eller kontrol.

Hvis man har brug for det, skal man selv kunne købe det eller måske få det udleveret af fx en hjerteløberforening, lyder transportminister Thomas Danielsens foreløbige overvejelse ifølge DR. Først hvis man misbruger det grønne blink til uvedkommende formål, vil man blive stillet til ansvar.

Kort sagt lidt ligesom at man kan købe en havebænk uden tilladelse, og først kommer i problemer hvis man anbringer den for tæt på en søbred.

Mens frisættelse fra diverse regler har taget dagsordenen, løber det grønne blink ind på banen, før nogen af de andre overhovedet er klar til start. En overbevisende illustration af potentialet i ikke-regler.

At fraværet af administration tager opmærksomheden, er desuden også en illustration af, hvor dybt vanetænkningen er forankret. Og hvor svær den kan være at gøre op med.

For snart fem år siden blev bygningsreglementet ændret, så skure og andre småbygninger ikke længere krævede en byggetilladelse, men blot en anmeldelse til kommunen, når de var bygget færdig. Klummeskriveren stod netop da i begreb med netop sådan et byggeri og nævnte det en passant overfor en BBR-person i den pågældende kommunes tekniske forvaltning. Reaktionen var et råd om at indsende en byggeansøgning alligevel. Bare for en sikkerheds skyld.

Her er det, man skal huske, at lempelsen i sagsgangen også var tænkt som en lempelse for de tekniske forvaltninger, hvor ukomplicerede byggesager hobede sig op, men alligevel ville man helst holde fast i de gammelkendte arbejdsgange. Bare for en sikkerheds skyld.

Det skal siges, at da udhuset endelig var bygget færdig nogle år senere, gik færdigmeldingen glat igennem på mindre end et døgn. Reservationen mod den ændrede arbejdsgang var kun midlertidig, men et sigende eksempel på hvad man er oppe imod, når regler skal lempes.

Forskellige undersøgelser har da også vist, at mange af de regler, kommuner kan blive irriterede over, viser sig at være indført af kommunerne selv. Hvorfor de så ikke bliver fjernet, i samme øjeblik de afsløres som selvpåførte, er endnu en påmindelse om den vanens inerti, man er oppe imod.

Regeringsgrundlaget har varslet den “mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”, og man kan roligt regne med, at det for at lykkes også vil kræve det meste omfattende opgør med hidtidig vanetænkning. “Ikke uden risici”, lyder erkendelsen da også i selvsamme regeringsgrundlag.

Spændende hvordan det går, nu da der helt bogstaveligt er givet grønt lys for det på et helt nyt område.