Hvis vi virkelig skal skabe de grundlæggende forandringer, som vores offentlige sektor har brug for, er vi nødt til at tage drastiske midler i brug. Vi skal ikke fortsætte med at bruge det gamle redskab, frikommuneforsøg, som senest Venstre har foreslået. Frikommuneforsøg skaber små, fine justeringer af måden, vi tilrettelægger indatserne i den offentlige sektor, men de kan ikke tage hul på det opgør med overbureaukratisering, der er brug for.

40 års forgæves kamp

Det kan til gengæld velfærdsaftalerne.

Siden 1983 har skiftende regeringer forsøgt at modernisere den offentlige sektor. Det er grundlæggende ikke lykkedes. Kritikken i 1983 lød, at den offentlige sektor var for bureaukratisk, for dyr og for lidt serviceorienteret. Lyder det bekendt? Kritikken er den samme i dag. Bunken af regler vokser år for år. De faglige organisationer har længe råbt vagt i gevær. Både ansatte, borgere og pårørende har i årevis gjort politikerne opmærksomme på, at de er klemte og glemte i vores bureaukratiske iver efter at blive mere  effektive. Man kan sige, at operationen lykkedes, men patienten blev ikke kureret. Derfor bliver vi nødt til at vende den sædvanlige logik på hovedet. Hvis vi vil skabe den forandring, som er blevet efterspurgt siden 1983, må vi gøre det med velfærdsaftaler.

Hvor frikommuneforsøg kun sætter en enkelt regel eller et enkelt krav frit ad gangen i en kommune, sætter vi i den enkelte kommune et helt område frit på én gang. I stedet for at pege på små ting, der kan ændres, giver velfærdsaftaler kommunerne mulighed for at begynde forfra. Det er en nyskabende og modig måde at give kommunerne frihed til at levere velfærd.

Mennesker frem for systemer

Vi har allerede indgået aftaler med syv kommuner på folkeskole-, daginstitutions-, og ældreområdet. Fælles for aftalerne er, at de bringer medarbejdernes, borgernes og de pårørendes viden i spil. Jeg er særligt begejstret for, at den enkelte medarbejder får mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte borger og tilpasse plejen til borgerens faktiske behov frem for at følge rigide, administrativt udtænkte pakkeløsninger. Det vil give større arbejdsglæde for de ansatte og bedre trivsel for den borger, der er afhængig af velfærden.

Men vi skal ikke stoppe ved syv. Vores ambition er klar: Til næste år vil vi have velfærdsaftaler med alle 98 kommuner. Derfor har regeringen inviteret alle kommuner til at byde ind med, hvor også de vil sættes fri. Det er en helt ny tilgang til udviklingen af vores allesammens velfærd.