For et års tid siden styrede jeg en debat om digitalisering og velfærd i kommunerne. Deltagerne var nogle af de tungere beslutningstagere, og mit spørgsmål om, hvorvidt det ikke var på tide at få flere mennesker og færre maskiner ud til borgerne, medførte himmelvendte øjne, rysten på hovedet og hændervriden.

Nej, jeg skulle være glad for udsigten til at få en af de dér robotsæler til demente. For ellers, måtte jeg forstå, ville jeg slet ikke få noget. Både nu og i fremtiden er der for få mennesker til at tage sig af andre mennesker i det her land, lød budskabet.

Jeg tillod mig så at spørge beslutningstagerne, som her får lov at være anonyme, hvorfor der mangler folk i ældreplejen. Er det, fordi personalet sidder foran en computer fremfor at tage sig af de gamle, spurgte jeg? 
Det blev der grinet en del af. Og rystet på hovedet. Ja faktisk var der ikke rigtig nogen, der talte til mig efter det.

Når personalet svigter, tager sælerne over

For vores offentlige sektor har jo vundet verdensmesterskabet i digitalisering, men ude i horisonten lurer en frygtelig demografiudfordring, og hvis vi ikke skal fortæres af den, så må vi skovle robot-sæler ind i stedet for de 90.000 par varme hænder, der mangler. 

Danmarks Statistik satte allerede i 2009 tal på det, der med et grimt ord bliver kaldt "ældrebyrden" og lidt mere officielt betegnes som "den demografiske fremtidsudfordring": Frem mod 2042 vil der i Danmark være 76 pct flere danskere over 65.
I mandtal svarer det til 1,54 millioner mod 875.500 i 2009. 
I 2008 var der godt 710.000 fuldtidsansatte i offentlig forvaltning og service. Det tal var i 2021 steget til 753.000. Heraf er 540.000 ansat indenfor sundheds- og socialområdet – mod 480.000 i 2008. 

Der bliver effektiviseret, optimeret og automatiseret, men stadig mangler vi hænder og sætter  pensionsalderen opad og opad for alle andre end folketingets medlemmer.

Kunstig intelligens er ikke intelligent endnu

I mine sorteste stunder frygter jeg, at det plejehjem, jeg engang kommer til at bebo, bliver en overfyldt hospitalsgang fyldt med robot-sæler, der mangler batterier. Jeg forestiller mig fodrings-automater med kunstig intelligens, som beregner, om jeg får den næring, jeg har brug for, og vurderer min sundhedstilstand gennem fedtede kameralinser, der scanner min blodskudte retina. 
Desværre tror jeg ikke, jeg er alene om at have den slags skrækscenarier.

"Allerede nu kan sensorer bruges til at skabe tryghed i ældre menneskers hjem. Videomøder kan gøre møder med jobcentret mere smidige. Kameraer kan identificere huller i vejene. Algoritmer kan forudsige oversvømmelser. Og kommunens fakturaer kan godkendes og betales af en computer uden assistance fra et menneske. I fremtiden bliver mulighederne mange flere. Det skal vi investere i," skriver KL i sin digitaliseringspolitik "Gentænk velfærden", der udkom i maj.

Vores fremtidige velfærd er bygget på algoritmer, kameraer, robotter og den der "kunstige intelligens", som jeg er ked af at måtte minde om, endnu ikke findes.

Teknologisk ønsketænkning

Vi har det, man kalder RPA, Robot Process Automation, små software-robotter, der kan svare på borgernes mails og køre chat-robotter, så ingen behøver tage telefonen. Vi har Machine Learning, som med lidt god vilje kan betegnes som avanceret statistik og med lidt held kan se ud, som om den tænker, mens den aldeles  hjernedødt gnaver sig gennem en masse statistik og finder tilfældige mønstre i det. Lidt ligesom Kommunernes Landsforening gør, når de konstant hævder, at der ikke er varme hænder nok til fremtiden, og at vi derfor er nødt til at bruge maskiner i stedet. 

Hvis man skal tro en anden publikation, som heller ingen har læst, nemlig regeringens overordnede digitaliseringsstrategi, der kom for en lille måneds tid siden, så vil man spare 10.000 ansatte med ny teknologi i sundhedsvæsenet alene. Hvordan nogen er nået frem til det tal, må man spørge en kunstig intelligens om. Der er ingen beregninger i strategien. Til gengæld loves det, at netop de 10.000 skal konverteres til varme hænder. 

Måske skulle vi prøve noget nyt. F.eks. at få lavet en reel evaluering af, hvor meget vi egentlig sparer med alle de maskiner. Og i en tid, hvor både kommuner og regioner bøvler med at finde penge til cybersikkerhed grundet russiske hackerangreb og smarte kriminelle, så skal man jo lige huske på, at for en menneskemedarbejder er cybersikkerheden 100 procent.

Men potentialerne? Ja, dem har vi talt om i 15 år og venter fortsat på, at de bliver til virkelighed, altimens hænderne bliver koldere og robotsælerne hyler for at få nye batterier.